Psykologens uddannelse

Hvilken uddannelse har psykologer i Danmark? Grunduddannelsen i psykologi varer 5 år og derefter er der mulighed for at tage en psykologisk praksisuddannelse og specialisering i forskellige videre- og efteruddannelser. Det kræver en grunduddannelse i psykologi samt autorisation at kalde sig psykolog.

Læs her om uddannelser i psykologi – om grunduddannelse og de forskellige specialiserings- og efteruddannelsesmuligheder.

Grunduddannelsen i psykologi

Er en universitetsuddannelse i psykologi, der består af et bachelor- og et kandidatforløb, de varer tilsammen 5 år.
Uddannelsen i psykologi er forskningsbaseret. De første tre år på bacheloruddannelsen lærer man om den brede og almene del af psykologien, fx socialpsykologi, personlighedspsykologi, udviklingspsykologi, kognitionspsykologi og arbejds- og organisationspsykologi. Den efterfølgende kandidatuddannelse er mere anvendelsesorienteret og med mulighed for at afsøge forskellige faglige retninger i valgfag og speciale. Sidst i  uddannelsen indgår desuden et praktikforløb. Det er kun muligt at tage grunduddannelsen som psykolog i et samlet fem-årigt uddannelsesforløb, hvor man bliver kandidat i psykologi (cand.psych.).Titlen ‘Psykolog’ er en beskyttet titel og forudsætter foruden kandidatuddannelsen, at psykologen er autoriseret.

Grunduddannelsen findes på Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og Syddansk Universitet.

Uddannelserne

Læs mere om grunduddannelsen hos:
Københavns Universitet     Aarhus Universitet     Aalborg Universitet     Syddansk Universitet

Den psykologiske praksisuddannelse

Kandidater i psykologi kan efter bestået eksamen og tildelt autorisation gennemføre en praksisrettet  videreuddannelse, der giver adgang til titlen psykolog med psykologisk praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Den psykologiske praksisuddannelse forudsætter, at man er i arbejde som psykolog og arbejder praktisk med psykologfaglige opgaver indenfor bl.a. undersøgelse, analyse og intervention, og at man modtager supervision på sit arbejde. tager Den psykologiske praksisuddannelse tager 2 år.

En psykolog med psykologisk praksisuddannelse (klinisk psykolog) er som alle andre autoriserede psykologer underlagt den offentlige tilsynspligt, der varetages af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Den psykologiske praksisuddannelse varetages af Sundhedsstyrelsen.

Find privatpraktiserende psykologer med psykologisk praksisuddannelse ved at anvende søgekriterierne her på psykologeridanmark.dk

Specialpsykolog-uddannelser

Psykologer med psykologisk praksisuddannelse kan tage en specialpsykolog-uddannelse inden for Voksenpsykiatri eller Børne- og ungdomspsykiatri. Specialpsykologuddannelsen er en fuldtidsstilling, den består af en introduktionsuddannelse og en hoveduddannelse, som sammenlagt varer 4 år.
På uddannelsen får psykologen kompetencer, som er med til at styrke og understøtte den tværfaglige opgaveløsning i psykiatrien.

Uddannelsen foregår i psykiatrien i en af de fire regioner, som udbydes af Danske Regioner

Find privatpraktiserende specialpsykologer ved at anvende søgekriterierne her på psykologeridanmark.dk

Specialistuddannelser

Psykologer med en psykologisk praksisuddannelse kan tage en specialistuddannelse inden for 10 forskellige specialer. Det er efteruddannelser, som er funderet i både forskning og praksis. Specialistuddannelserne består af praksisarbejde, supervision, personligt udviklingsarbejde, teori og et forskningsmodul.
Uddannelserne kan vare mellem 3-7 år.

Specialerne er:

  • Psykoterapi
  • Klinisk Børne- og ungepsykologi
  • Klinisk Neuropsykologi med børn og unge
  • Klinisk Neuropsykologi
  • Sundhedspsykologi
  • Psykopatologi
  • Psykotraumatologi
  • Gerontopsykologi
  • Pædagogisk psykologi
  • Arbejds- og organisationspsykologi

Find uddannelserne, der administreres af Dansk Psykolog Forening

Find privatpraktiserende psykologer, der er specialister og erhvervspsykologer inden for de 10 specialer ved at anvende søgekriterierne her på psykologeridanmark.dk

Supervisoruddannelse for psykologer

Specialistuddannede psykologer kan tage en overbygning som supervisor. Supervisoruddannelsen er en efteruddannelse, som er funderet i praksis og består af fuldtids praksisarbejde, supervision, supervision af supervision, teori og metode. Uddannelsen varer cirka 2 år.
Supervisoruddannelsen giver kompetencer til at supervisere psykologer inden for udredning, vurdering, intervention og evaluering.

Find uddannelsen, der administreres af Dansk Psykolog Forening 

Læs mere om psykologernes arbejde

De fleste psykologer, der arbejder klinisk for eksempel med terapi har en psykologisk praksisuddannelse, selvom det ikke er et krav.

Hvad kan en psykolog hjælpe med?
Psykologernes autorisation

‘Psykolog’ – en beskyttet titel

Kun personer, der har gennemført grunduddannelsen i psykologi og har en autorisation, må kalde sig og fungere som psykologer.