Hvad er en psykologerklæring?

En psykologerklæring er en skriftlig udtalelse fra en psykolog. Det er ofte de sociale myndigheder, der beder om en psykologerklæring. Psykologerklæringer er som regel resultater af test og undersøgelser og notater fra interview, som psykologen har skrevet i sin journal.

Psykologerklæringer kan udarbejdes af psykologer ansat i kommunen eller af en privatpraktiserende psykolog. Erklæringerne udarbejdes fx i sager om tvangsfjernelse af børn, hvor de sociale myndigheder kan forlange oplysninger uden klientens samtykke. Det skyldes, at det i nogle tilfælde kan være nødvendigt at fravige kravet om samtykke ud fra et omsorgs-hensyn til barnet.

Og der kan også være begrænsninger i forældremyndighedens ret til aktindsigt. Disse begrænsninger er også lavet for at beskytte det pågældende barn bedst muligt.

Aktindsigt

Som udgangspunkt har man som klient ret til at se sin egen journal. Hvis klienten er mindreårig, har forældrene eller de, der har forældremyndigheden, også som udgangspunkt ret til at se barnets journal. Der er dog undtagelsesmuligheder i særlige tilfælde.

Autoriserede psykologer har pligt til at føre journal over deres arbejde med en klient, herunder også i forbindelse med udarbejdelser af erklæringer.

Hvad skal psykologens journal indeholde?

En journal skal indeholde alle væsentlige oplysninger om det forløb, som din klient er i gang med. Det betyder, at du skal notere både faktiske og behandlingsmæssige oplysninger. Desuden skal den indeholde oplysninger om aftaler, der er indgået og eventuelle samtykker, der er givet.  En journal skal også indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker behandling og skal f.eks. indeholde klientens navn og cpr-nummer. Du finder øvrige oplysninger om krav til journalindehold her: Bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.)

Læs mere

Find svar på spørgsmål om dit første besøg hos psykologen, om priser og om børn i psykologbehandling. Og læs om, hvad erhvervspsykologer og psykologer i psykiatrien beskæftiger sig med.

Hvad kan en psykolog hjælpe med?