Ældre
Alderdommen er skrøbelig, fordi det er der, vi mister mennesker, vi elsker, vi bliver syge og måske ensomme. Vi indgår ikke på samme måde i sociale fællesskaber, som da vi var yngre og gik på arbejde og havde et aktivt fritidsliv. Vi kan savne, at der er brug for os.
Måske ser vi tilbage på vores liv og fortryder noget, vi har sagt og gjort, som vi ikke kan ændre. Det kan være svært. Samtidig kan vi opleve at få et nyt forhold til vores voksne børn, når vi bliver bedsteforældre og kan hjælpe til i hverdagen – og give vores erfaringer videre.
Der er stor forskel på, hvad vi kan fysisk og mentalt, når vi bliver ældre, men også på, hvilke forventninger vi har til vores liv som ældre.