Når et familiemedlem flytter på plejehjem
Der kan være mange stærke følelser forbundet med, at et familiemedlem flytter på plejehjem. Få mere viden om, hvad man typisk går igennem, og hvad man bør være opmærksom på.
Mange ældre danskere tilbringer de sidste år af livet på et kommunalt plejehjem. Man kan betragte det som et af samfundets støttetilbud til den enkelte og familien på linje med tilbud om dagpleje, vuggestue, børnehave og fritidsordninger til børn og unge.
Der kan være mange følelser forbundet med at aflevere sit barn i en vuggestue efter endt barselsorlov. Er denne institution god nok? Bør vi indrette vores liv anderledes, så det ikke er nødvendigt?
Der er også mange følelser forbundet med, at et ofte ældre familiemedlem eller samlever flytter på plejehjem. Kan jeg gøre noget andet? Kan hun få et godt liv væk fra sine vante omgivelser? Bliver han ensom?
De færreste familier i vores kultur indretter sig således, at de ophører med at arbejde for at passe vores gamle familiemedlemmer hjemme. Mange bruger derfor samfundets tilbud i begge ender af livet, og det skal man kunne leve godt med.
Dels fordi det er sådan, vi fælles har besluttet at indrette os. Dels fordi samfundets støttetilbud ofte kan give for eksempel pleje og tilpasset aktivering, som man næppe selv kan give derhjemme. Det gælder både, når plejehjemsbeboeren er en fysisk svækket ældre, og når plejehjemsbeboeren har en sygdom, som for eksempel demens.
Når det handler om sygdom
Når man er tæt på en, der er syg, er man naturligvis ked af det. Og det bliver understreget ved flytningen til et plejehjem. Her er det vigtigt at holde fast i, at man først og fremmest er ked af sygdommen. Den anden flytter på plejehjem, fordi vedkommende er syg.
Pårørende kan nemt komme til at slås med dårlig samvittighed over ikke at være der nok for sin partner eller familiemedlem. Man ville gerne være der hele tiden til at opmuntre eller lindre, men det kan være svært at leve op til i praksis. Plejehjemmets ansatte kan heller ikke være der hele tiden, da de også har andre at tage sig af.
Men det er afgørende, at man som pårørende har ro med beslutningen om, at den anden skal på plejehjem. Det kan være en god ide at fokusere på, hvilke fordele der kan være på et plejehjem for den syge. Udover pleje fra faguddannede, der kender flere end et enkelt menneske med sygdommen, kan et plejehjem også være et nemmere sted at være for en person med for eksempel demens. For tilværelsen i et moderne samfund er kompliceret. Man skal kunne administrere økonomi, forsikringer og kontakten til sundhedsvæsenet. Det kan være svært at gennemskue og få overblik over.
Den pårørende kan se plejehjemmet som et sted, der kan give værdi for den syge eller svækkede i stedet for et sted, der er, når man som pårørende ikke længere selv kan give noget. Når man ikke selv er energisk, forstående eller dygtig nok. Eller måske kærlig nok.
Når den, der skal flytte, siger nej
Selvom man som pårørende har beslutningen om plejehjemmet på plads, kan der være yderligere forhold, der giver anledning til stærke følelser. Måske har den, der skal på plejehjem, ikke lyst og siger fra.
Hvis dette nej er klart og tydeligt, kan en flytning ikke finde sted uden et værgemål begrundet og dokumenteret i, at det er nødvendigt for den syge eller svækkede at flytte på plejehjem. Med et værgemål kan en flytning ske alligevel.
Her bliver det tydeligt, at man gør noget mod den andens vilje, selvom det er til den andens bedste. Og at tvinge en anden person er aldrig rart. Her kan man som pårørende glemme, at man mange gange tidligere har gjort eller forlangt noget mod en andens vilje, fordi man reelt var den, der vidste bedst. Og fordi man havde pligt til at gøre det, der hjalp og beskyttede den anden.
Det kan for eksempel være handlinger over for børn. Derfor kan det også føles ekstra mærkeligt og ubehageligt, når man for eksempel som barn beslutter noget på vegne af ens forældre mod deres vilje. Pludselig er rollerne byttet om.
Et nyt og anderledes hjem
Plejehjem findes i mange størrelser, fysiske udformninger og omgivelser. Det kan være en god ide at gå en tur på forskellige plejehjem for at få indblik i, hvordan der er at være. Det får man som regel lov til, hvis man spørger. Beboerens trivsel afhænger også af den pårørendes, og derfor er det vigtigt, at den pårørende har det godt med stedet.
Selvom det er et godt plejehjem, er det en god ide at indstille sig på, at det ikke er et hjem som det derhjemme. Det bliver aldrig ligesom det gamle hjem. Men på et plejehjem kan man gøre sig umage med, at det bliver så hyggeligt som muligt. Og så kan det faktisk blive en form for nyt hjem for beboeren.
Valg af plejehjem
Man vil naturligvis gerne finde et plejehjem, der passer til ens kære. I virkelighedens verden kan man dog ikke nødvendigvis vælge frit på hylderne. Nogle steder er der bare ét plejehjem. Andre gange er situationen så akut, at man vælger det sted med en ledig lejlighed. Alligevel kan det blive et godt match.Hvis man har mulighed for at forberede sig og vælge, kan man for eksempel overveje følgende:
• Hvordan er transportmuligheder for den, der realistisk vil komme mest på plejehjemmet
• Er det muligt at gå ture i området
• Kan etager i plejehjemmet blive et problem
• Indbyder fælleslokalerne både til samvær og til at sidde i små grupper
• Er der farver og dufte, der kan stimulere sanserne
• Er der et passende udbud af aktiviteter, for eksempel musik
• Er badeværelserne egnede til, at personalet kan støtte beboeren
• Spørg for eksempel om lov til at se et par lejligheder for at forberede indretning. En lejlighed med to rum er godt, men for personer med demens kan det være uoverskueligt
• Spørg omkring dig og forsøg at skelne mellem rygter, mediehistorier og erfaringer
Beboerens selvbestemmelse
Et plejehjem adskiller sig ikke kun i indretning, men også i regler fra det, man kender hjemmefra. Især når det gælder hensynet til beboerens ret til selvbestemmelse. Hjemme har man måske været nødt til at tage over på praktiske ting og træffe beslutninger på den andens vegne. Også selvom man gerne ville have talt om det.
På et plejehjem kan man som pårørende undre sig over, at meget lægges op til, hvad beboeren selv vil. Det sker på grund af lovgivningen, der sikrer den enkeltes selvbestemmelse.
Det kan anbefales at følge nogle af kommunens kurser for pårørende om lovgivning på området. Det kan også anbefales, at man taler med personalet om, hvordan de klarer de dilemmafyldte situationer, de ofte havner i, når de både skal tage hensyn til beboerens selvbestemmelse og passe på beboeren.
Det kan for eksempel være, hvis beboeren ikke vil åbne munden for at få børstet tænder. Hvis han vrisser af maden og skubber tallerkenen fra sig. Eller hvis hun gerne vil ud fra plejehjemmet på egen hånd.
Nye naboer
Når man flytter til en ny by eller gade, kan man også blive overrasket over nye naboer. Det resulterer måske i, at man holder sig bag sin egen dør. På et plejehjem er det svært at blive bag den lukkede dør, da hverken beboeren eller den pårørende kan undgå at blive en del af gruppen i afdelingen.
Hvis den pårørende kommer nogenlunde jævnligt, bliver vedkommende også en del af det fælles. Derfor kigger man ofte nøje på de nye naboer. Og her kan mange pårørende især i den første tid blive forskrækkede. Skal han være her? Så syg er han da ikke.
Og det kan være rigtigt. Måske er det familiemedlem, der flytter ind, ikke lige så syg som nogle af de andre beboere. Som pårørende bliver man konfronteret med, hvordan en sygdom kan udvikle sig. Måske den samme sygdom. Og det kan være svært at håndtere. For hvor kan man gå hen med sin forskrækkelse? Personalet ser jo ikke forskrækkede ud. Og hvis man siger noget om de andre beboere, lyder man måske fordomsfuld.
Her kan man have brug for at tale med nogen udenfor, der har set det samme. Det kan for eksempel være i pårørendegrupper. Eller det kan være en mulighed at tage fat i kommunen eller en patientforening.
