Hvilken psykolog skal jeg vælge?

 

En psykolog kan hjælpe dig, når du har lette eller svære psykiske problemer. Hvilken psykolog du bør vælge, og hvilken type behandling, der har effekt, afhænger først og fremmest af, hvem du er og hvilken psykisk belastning, du oplever. Du kan også have selv have særlige ønsker til behandlingsformen. Det er altid en god idé at tale med en læge om dine symptomer og behov.

Alle psykologer på psykologeridanmark.dk har mindst en fem års grunduddannelse inden for psykologi, og på siden kan du søge blandt erfarne psykologer, med ekspertise inden for behandling af fx stress, angst, depression, PTSD, konfliktløsning og almindelig trivsel. For både børn, unge, voksne, par og organisationer.

 

Hvilken terapi virker?

Forskning viser, at det velfungerende samarbejde mellem dig og din psykolog er den vigtigste faktor for om psykologbehandlingen virker. Vær derfor først og fremmest opmærksom på, hvordan du i samarbejde med psykologen kan opbygge en tillidsfuld relation, hvor I løbende afstemmer forventninger. Du kan fx spørge ind til psykologens metode, erfaringer og speciale.

 

Hvem har brug for terapi?

Der kan være forskellige årsager til, at man søger hjælp hos en psykolog. Det kan være at du har været udsat for langvarig personlig belastning, eller at du befinder dig i en livskrise. Men det kan også være at du er kommet til et sted i dit liv, hvor du ønsker at udvikle dig selv eller dine handlemønstre og ønsker hjælp og sparring til dette.

Når man opsøger en psykolog, er det ikke altid man kan sætte ord på hvad der er galt. Man kan være i en tilstand af indre konflikt, man kan være ked af det eller føle en form for uro. Det kan også være kognitive problemer med koncentrationen eller humørsvingninger. Psykologen forventer ikke at du selv kan forklare dig, og de første konsultationer vil i reglen handle om, at I sammen finder ud af, og indgår aftaler om hvad der skal arbejdes med.

Inden den første indledende samtale med psykologen kan du evt. forberede dig på at tale om, hvad du ønsker hjælp til. Det giver en anledning til at tale med psykologen om, hvad du kan forvente af samtalerne. Og det kan være med til at etablere den tillid, der skal til for at etablere en god relation.

Læs mere om Hvad en psykolog kan hjælpe med og hvad du kan forvente af den første samtale 

I nogle tilfælde kan der være behov for anden eller supplerende behandling, det kan du også tale med din læge eller med psykologen om.

 

Terapeutiske metoder

De fleste psykologer arbejder med én eller flere terapeutiske metoder. De fire store behandlingsretninger, som de fleste psykologer er uddannet inden for er:

  • Psykodynamisk – psykoanalytisk terapi
     Terapien har især fokus på følelser og forholdet til andre og på at acceptere og forholde sig til sine egne følelser. Her ses de psykiske problemer som en reaktion på ubearbejdede følelser, som opstår i relationen til andre mennesker.
  •  

  • Kognitiv – adfærdsterapeutisk terapi
     Terapien har fokus på tanker og adfærd med en løsningsorienteret tilgang, hvor man fx søger at ændre handlemønstre eller mindset. Her ses psykiske problemer som en reaktion på negative tankemønstre eller måder at reagere på følelser.
  •  

  • Eksistentiel – humanistisk terapi
     Terapien har fokus på at acceptere tilværelsen, som den er og på at opbygge ny mening i mødet med menneskerne omkring sig. Her ses psykiske problemer som en reaktion på oplevelsen af livets meningsløshed, som fx kan opstå i kriser.
  •  

  • Systemisk – strukturel terapi
     Terapien har fokus på den fortælling, man har om sig selv, og at man kan adskille sig fra problemer ved at opbygge nye fortællinger. Her ses psykiske problemer som problemer, der opstår når man internaliserer problemerne i fx familiens eller samfundets systemer.

 

“Lighederne mellem de terapeutiske metoder er ofte større end forskellene, og meget forskning tyder på, at det forhold eller den kemi, man har med sin psykolog, har afgørende betydning for ens bedring.”

 

Ifølge forskningen kan de forskellige terapeutiske metoder have lige god effekt. Det kan dog være en god idé at bede psykologen beskrive, hvilken metode de anvender. Som klient kan du også have et ønske om at arbejde med din egen udvikling på en bestemt måde. Psykologen vil i reglen tilpasse terapien efter dine behov.

Læs mere om de fire terapeutiske retninger
Læs også om psykologens uddannelse

På psykologeridanmark.dk du kan slå psykologer op, med de kvalifikationer, ventetider, geografisk placering, der passer dig. Hvis du har en henvisning fra en læge, kan du finde psykologer med ydernummer, ved at sætte hak i ‘Med lægehenvisning’.

 

Spørgsmål du kan overveje, når du vælger psykolog

– eller søger psykolog her på siden:

 

    • KOMPETENCER
      Sørg for at stille spørgsmål til dine forventninger til psykologen ved den første henvendelse. Det kan være forventninger til, hvad psykologen skal vide noget om, hvilken specialuddannelse de har, eller hvilke kompetencer og erfaringer de arbejder med.
      På psykologeridanmark.dk, kan du søge på specifikke kompetencer og emneområder, for at finde en psykolog der de har erfaringer, du søger efter.

 

    • TILSKUD
      Der er forskellige måder at opnå tilskud til psykologbehandling, men ikke alle psykologer har mulighed for at arbejde under tilskudsordningerne. Derfor kan det være en god idé at undersøge tilskudsmuligheder inden du søger en specifik psykolog.
      Læs mere om tilskudsmulighederne

 

    • DINE BEHOV
      Overvej altid og sørg for at beskrive, hvad det er, du ønsker at få støtte, hjælp eller behandling til. Det gør det nemmere for dig at indlede en samtale og forventningsafstemme dine ønsker med psykologen. Hvis du har mistanke om, at du, eller at din pårørende som du søger psykologhjælp til, har en svær depression eller en alvorlig psykisk lidelse, så tal altid med en læge først.
      Læs mere om det første møde med psykologen

 

    • VENTETIDER
      Ventetider hos psykologen kan være en vigtig faktor for, hvem du vælger at henvende dig til. På psykologeridanmark.dk, kan du se psykologernes ventetider og kontakt oplysninger.
      Privatpraktiserende psykologer uden ydernummer har oftere kortere ventetider end dem med ydernummer, da ventetiderne inden for de offentlige ordninger desværre kan være lange.

 

    • SPECIALER
      Alle der har titlen psykolog, har fem års grunduddannelse, hvor de beskæftiger sig med psykologiens teori og anvendelse. Efter endt kandidatuddannelse, kan man som psykolog specialisere sig inden for en række områder og man kan videreuddanne sig til en autorisation, der gør at man varetager specielle opgaver for det offentlige.
      Psykologerne på psykologeridanmark.dk, har alle minimum fem års psykolog-uddannelse. Og du kan søge blandt psykologer med særlige specialer. Det kan fx være specialer som børnepsykologi, pædagogisk psykologi, neuropsykologi, psykotraumatologi mfl.
      Læs mere om psykologernes uddannelse

 

    • AUTORISATION
      Hvis du ønsker at finde en psykolog og har en henvisning fra din læge, skal psykologen have et ydernummer, som de tildeles af det offentlige. Kun psykologer der har taget autorisations-uddannelsen kan få et ydernummer. Sæt ’hak’ i feltet ’Med lægehenvisning’ når du søger på psykologeridanmark.dk, så søger du kun blandt psykologer med ydernummer.
      Hvis du som privatperson søger en psykolog, er autorisation ikke nødvendig. Ikke-autoriserede psykologer kan være lige så kompetente til at hjælpe med din problemstilling. DP anbefaler at man opnår autorisation, hvis man arbejder med behandling af patienter.
      Læs mere om psykologernes autorisation
    •  

    • PRIS
      Psykologer har forskellige priser og din del af betalingen afhænger selvfølgelig også af, om du modtager tilskud til behandlingen.
      Undersøgelser blandt medlemmerne af Dansk Psykolog Forening viser at priserne for at gå til psykolog varierer mellem 800-1400 pr konsultation.
      Ifølge sundhed.dk er prisen for en samtale hos en psykolog fra 1050 kr.
      Så husk at spørge til pris og muligheder for tilskud, når du kontakter en psykolog første gang.

 

Find en psykolog på psykologeridanmark.dk