Hvad er borderline?

Borderline er det almindelige ord for det, der i fagsprog hedder emotionel ustabil  personlighedsforstyrrelse.

Diagnosen bliver kaldt borderline, fordi tilstanden ligger i grænsefeltet mellem det normale (neurotiske) og det alvorligt syge (psykotiske). Borderline er en grundlæggende forstyrrelse i personligheden, men ikke et omfattende sammenbrud som ved en psykotisk tilstand. Nogle personer med borderline forstyrrelse kan i længere perioder fungere normalt, mens andre har svært ved at få en almindelig dagligdag til at fungere.

Diagnosen borderline bliver typisk stillet i ungdomsårene og behandles primært med samtaleterapi. Langt de fleste har gavn af behandling, og mange, der får stillet diagnosen som ung, får det bedre med årene og kan leve et normalt liv med stabile relationer.

Hvordan kommer forstyrrelsen til udtryk?

Der er stor forskel på genetisk bagage, livsomstændigheder og livsforløb blandt personer med borderline personlighedsforstyrrelse. Derfor er det også individuelt, hvordan forstyrrelsen viser sig, og hvor svære symptomerne er.

Generelt viser en borderline personlighedsforstyrrelse sig ved meget voldsomme reaktioner på især følelsesladede situationer. Personer med borderline har problemer med at regulere deres impulser og svært ved at forstå deres egne og andres reaktioner. Det kalder man også forstyrrelser i mentaliseringsevnen, det vil sige evnen til at reflektere over sine egne og andres handlinger. Den mangelfulde evne til regulering af følelser og impulser kan føre til selvdestruktiv adfærd.

Læs også: 6 myter om borderline

Symptomer på borderline

Diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse dækker en varieret gruppe af tilstande. Der er store individuelle forskelle på, hvordan forstyrrelsen kommer til udtryk hos den enkelte. Der er også forskel på kombinationen af symptomer og på, hvor invaliderende symptomerne er.

Diagnosen stilles, hvis en person opfylder nogle generelle træk:

• Udtalt tendens til at reagere impulsivt uden tanke for konsekvenser
• Uforudsigelige og ekstreme svingninger i humør
• Manglende evne til at styre følelsesmæssige udbrud
• Konfliktsøgende adfærd, hvis impulsive handlinger forsøges

Der skelnes mellem to undertyper af emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse. Den impulsive type, hvor symptomerne primært er følelsesmæssig ustabilitet og mangelfuld impulskontrol – og borderline typen, som yderligere er præget af:

• Usikker identitet
• Rådvildhed med hensyn til mål og valg i tilværelsen
• Kaotiske og ustabile relationer til andre mennesker
• Angst for at blive ladt alene
• Tendens til selvdestruktiv adfærd, for eksempel selvmordsforsøg
• Følelse af indre tomhed

Årsager til borderline

Man har forsket længe og intenst i, hvordan en borderline forstyrrelse udvikler sig og hvorfor. Neurofysiologiske undersøgelser har vist, at aktiviteten i den prefrontale cortex er hæmmet ved borderline tilstande, mens aktiviteten i amygdala er høj. Men den ubalance i hjernen er man ikke nødvendigvis født med. Den kan også være opstået på grund af stress eller andre belastende ydre påvirkninger.

Det er mest sandsynligt, at borderline udvikler sig på baggrund af et særligt samspil mellem arvelige og psykosociale faktorer.

Arv og miljø påvirker hinanden gensidigt

Hverken arv eller miljø er isoleret set afgørende for, om man udvikler en borderline forstyrrelse, og hvor svær graden af forstyrrelsen bliver.

Man kan være mere sårbar over for at udvikle en personlighedsforstyrrelse, hvis man har oplevet omsorgssvigt eller traumatiske begivenheder i barndommen. Ligesom et ængsteligt eller aggressivt temperament kan have betydning for, hvordan man reagerer på sine omgivelser.

Det betyder ikke, at man udvikler en personlighedsforstyrrelse, fordi man for eksempel har et aggressivt temperament, men at et genetisk betinget, aggressivt temperament – eller skrøbelighed – kan øge risikoen for, at man udvikler en borderline forstyrrelse. Det samme kan traumatiske begivenheder i barndommen.

Hvis man er mere skrøbelig, er man sandsynligvis også mere sårbar over for negativ indflydelse fra omgivelserne, men det kan også betyde, at man har større gavn af positiv påvirkning.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen borderline personlighedsforstyrrelse bør stilles af specialister. Det vil sige psykologer med specialistuddannelse (specialpsykologer eller specialister i psykopatologi) eller læger med psykiatrisk specialuddannelse.

En borderline forstyrrelse kan være vanskelig at diagnosticere. Hvis en person har kraftige følelsesmæssige udsving, er meget impulsiv og følsom i kontakten med andre, kan det også komme til udtryk som depressive symptomer, angstreaktioner eller korterevarende psykotiske episoder.

Det øger risikoen for at overse den grundlæggende personlighedsforstyrrelse og i stedet stille en diagnose på baggrund af de aktuelle symptomer, fx depression.

Når man stiller en diagnose, bruger man forskellige metoder, fx afklarende samtaler, hvor man forsøger at kortlægge personens livshistorie, forhold til andre og måder at tænke på. Diagnosen kan også stilles ved  hjælp af forskellige diagnostiske checklister eller psykologiske test.

Læs også: Hvad er personlighedsforstyrrelse?

Behandling

Kan borderline behandles? Det korte svar er ja. Hvor man tidligere så ret pessimistisk på behandlingsmulighederne, er der i de seneste årtier sket så meget på området, at der findes behandlingsmetoder, som langt de fleste vil have gavn af. Der vil ikke være tale om, hvad man kunne kalde total helbredelse, fordi symptomerne er knyttet til grundtræk i personligheden. Men de fleste kan få det bedre og mange kan leve et normalt liv med gode relationer.

Behandlingen er først og fremmest psykoterapeutisk, det vil sige systematiske samtaler med fagpersoner, der har specialuddannelse på området. Der findes en række forskellige psykoterapeutiske metoder, som alle har evidensbaseret behandlingseffekt.

De mest benyttede behandlinger i Danmark:

Mentaliserings-baseret terapi (MBT)

En længerevarende samtalebehandling, udviklet til behandling af borderline forstyrrelse; der fokuseres på bedring af evnen til at opfange og forstå egne og andres mentale tilstande, og bedring af evnen til at genoverveje tanker om en selv og andre med henblik på at vurdere, om de er dækkende (i modsætning til forvrængede).

Dialektisk adfærdsterapi (DBT)

En behandling specifikt udviklet til borderline forstyrrelser. Der bruges både individuel- og gruppeterapi rettet mod at lære metoder til bedre at kunne modificere og kontrollere følelsesmæssige reaktioner. Terapien inkluderer mindfulness teknikker.

Overførings-fokuseret terapi (TFP)

En samtaleterapiform, der i særlig høj grad anvender relationen, som den udvikler sig mellem terapeut og klient, til at forstå de følelsesmæssige problemer i relationer til andre. Forståelsen fra terapirelationen kan så overføres og anvendes i andre relationer.

Læs også: Hvordan behandler man borderline personlighedsforstyrrelse?

Behandling skal tilpasses den enkelte

Fælles for behandlingerne er, at de lægger vægt på at etablere en positiv og stabil alliance mellem klient og behandler. Meget korte terapeutiske kontakter kan risikere at re-traumatisere klienten, som ofte har en historie præget af ustabile og brudte relationer.

På grund af de store individuelle forskelle inden for gruppen af borderline forstyrrelser, er det vigtigt som udgangspunkt at være åben for, at den psykoterapeutisk tilgang skal tilpasses den enkeltes specifikke forstyrrelser.

Selvom der findes effektive behandlingsmuligheder, som de fleste med en borderline forstyrrelse kunne have gavn af, kan det alligevel være svært at få tilstrækkelig behandling på grund af begrænsninger i sundhedsvæsenets kapacitet.

Behandling med medicin

Der er intet psykofarmaka, der påvirker eller ændrer på grundtrækkene i borderline forstyrrelser. Tiltroen til medicinsk behandling af borderline forstyrrelser er aftaget gennem det sidste årti.

I Sundhedsstyrelsens anbefaling til behandling af borderline opfordres til forsigtighed i anvendelsen af psykofarmaka. Medicin kan være en støtte sammen med psykoterapeutisk behandling, men kan ikke stå alene. Nogle kan fx have gavn af medicin for depressive reaktioner, for ekstreme stemningsmæssige udsving eller for angstsymptomer.

Hvordan kommer jeg videre?

Hvis du genkender dig selv eller en pårørende i beskrivelserne ovenfor, går vejen til vurdering og behandling primært gennem din egen læge. Lægen kan henvise til specialister eller specialafdelinger.