Vi vil gerne hjælpe, når nogen tæt på os får angst

Det kan være hårdt at være vidne til, at nogen, vi holder af, bliver ramt af angst.

Som pårørende er vi bekymrede for vores nærmeste. Samtidig er vi måske frustrerede over de begrænsninger, som angsten tit medfører. Både for den ramte, men også for os selv.

Afhængig af, hvordan angsten viser sig, og hvor svær den er, kan den blive styrende for familiens hverdagsliv.

Det kan være nødvendigt i en periode at tilpasse nogle ting for at få hverdagen til at hænge sammen. Men hvis vi tilpasser os for meget, kan det være med til at vedligeholde angsten.

Det er en svær balancegang at støtte uden samtidig at være med til at vedligeholde angsten. Vi kan let blive i tvivl om, hvordan vi støtter den angstramte bedst muligt.

Angst er ikke nogens skyld

Hverken den angstramte eller de nærmeste pårørende er skyld i, at angsten er dukket op. Den er en ubuden gæst, som er plagsom for alle.

Hvis du er mor eller far til et barn med angst, kender du sikkert følelsen af selvbebrejdelser og dårlig samvittighed. Det er naturlige følelser. Det kan være rart at vide og huske sig selv på, at angst ikke er din eller nogen andens skyld.

Som pårørende kan vi have svært ved at forstå, at den angstramte ikke blot kan tage sig sammen, når der nu reelt ikke er noget at være bange for.

Men selvom det kan være svært at forstå angsten, er det vigtigt, at vi arbejder på at acceptere, at den angst, der udefra set virker overdreven og urealistisk, opleves ægte og virkelig. Den angstramte er ikke selv herre over angsten og vil hellere end gerne være fri for den.

Prøv at modstå ‘ordner-refleksen’

Når vi er tæt på et menneske med angst, vil vi gerne hjælpe – eller fikse det. Vi bliver fristet til at fortælle, hvad vi synes, den angstramte skal gøre. Eller hvordan han eller hun kunne tænke anderledes. Det er svært at modstå, når vi nu kan se, at hvis bare den angstramte kunne slappe af eller tænke anderledes, så ville han eller hun få det bedre.

Men den angstramte kan ikke bare tænke anderledes eller lade være med at tænke angstfremkaldende tanker. Derfor nytter det heller ikke noget at sige, at: “Det skal du ikke bekymre dig om,” eller: “Prøv at tænk på noget andet.” Det svarer lidt til at sige til en person med et brækket ben, at han eller hun skal tage sig en løbetur.

Hjælp hellere den angstramte til selv at udforske angsten. Spørg nærmere ind til de tanker, der fremkalder den. Du kan for eksempel spørge til, hvad han eller hun tænker, at der kan ske, hvis han eller hun gør det, som fremkalder angsten?

Når I sammen har afdækket, hvad det værste, der kan ske, er, kan du hjælpe den angstramte til selv at udforske katastrofetanken. For eksempel ved at spørge til, hvad han eller hun tænker om det: “Hvad siger din fornuft?” Eller: “Hvis det var en af dine venner, der havde en sådan tanke, hvad ville du så sige til vedkommende?”

Undgå at vedligeholde angsten

Det overordnede mål for pårørende til en person med angst er at støtte ham eller hende, ikke angsten.

Det betyder, at vi som pårørende let bliver fanget ind i angstens vedligeholdende og forstærkende mekanismer. Vi bliver en del af angstens sikkerhedsadfærd.

Sikkerhedsadfærd er noget, den angstramte typisk gør eller medbringer i de frygtede situationer for at prøve at opnå tryghed og forhindre, at det frygtede sker.

Den mest naturlige respons hos pårørende er at skærme den angstramte fra det, der udløser angsten. Hvis du er forældre til et barn med angst, vil du sikkert kunne genkende det naturlige behov for at beskytte dit barn mod de situationer, som gør barnet bange.

Vi kan for eksempel blive bedt om altid at ledsage i frygtede situationer. Eller at gennemgå hele huset for edderkopper eller vaske ekstra meget hænder. Hvis vi gør det, sender vi indirekte en besked til den angstramte om, at situationen er farlig og skræmmende. Selvom vi hjælper på kort sigt, styrker det angsten på længere sigt. Det giver den angstramte en oplevelse af, at katastrofetankerne er realistiske.

Prøv i stedet at støtte den ramte i at planlægge, hvordan hun eller han kan konfrontere angsten i små skridt.

Hjælpe til at udforske angsten

Ofte stiller angstramte mange spørgsmål. For eksempel om man er sikker på, at der ikke sker noget? Eller om noget er farligt? Det kaldes bekræftelsessøgning og er også en form for sikkerhedsadfærd.

Det giver måske den angstramte en kortvarig ro, at du siger, at han eller hun ikke skal bekymre sig, eller at det ikke er farligt. Men som du sikkert har erfaret, hjælper forsikringer og beroligelse ikke.

Ligesom med alle andre former for sikkerhedsadfærd, varer den beroligende effekt kun midlertidig. Behovet for at blive beroliget vil uundgåeligt opstå igen.

Ved at stille de rette spørgsmål i stedet for at svare på spørgsmål og give beroligelse, kan du hjælpe den angstramte til selv at udforske angsten og komme frem til alternative og beroligende tanker. På den måde bliver den angstramte rustet til at udfordre de angstfyldte tanker. Han eller hun bliver således ikke afhængig af, at du kommer med beroligende og bekræftende udsagn.

Hvis du bliver opmærksom på, at du er involveret i en eller flere former for sikkerhedsadfærd, er det en god ide sammen med den angstramte at lægge en plan for, hvordan han eller hun gradvist trapper ud af denne adfærd.

Skal jeg tvinge den angstramte til at gøre ting, han eller hun ikke har lyst til?

Det korte svar er nej.

Tvang er aldrig hensigtsmæssig. Specielt ikke, når en person har angst. Det vil kun signalere endnu mere fare for den angstramte, og det vil  skabe en utryg relation og en følelse af, at det er dig på den ene side – imod den angstramte – og angsten på den anden side.

Hjælp i stedet den angstramte med at undersøge, hvordan udfordringen kan deles op i mindre bidder.

Tal med den angstramte, når angsten ikke er i det røde felt

Når den angstramte er midt i en angstfremkaldende situation, er det meget svært at være rationel og lægge planer, der kan udfordre angsten. Vent derfor med at tale om, hvad I sammen kan gøre for at bekæmpe angsten, til den har lagt sig.

Når angsten er i det ‘røde felt’, er din opgave at støtte, rumme følelser og forholde dig roligt. Det er vigtigt, hverken at blive ophidset eller vred, da det kun vil gøre det værre.

Det kan være en god ide at aftale, hvad du kan gøre, når den angstramte oplever angst. Det kan være rigtig rart at have en aftale om, hvad der er den bedste støtte.

Nogle angstramte har behov for at være alene. Andre har brug for et kram. Vær i fællesskab opmærksom på, at planen indeholder noget, der støtter den angstramte. Og at den så lidt som muligt indeholder noget, der samtidig støtter angsten.

Støt den angstramte i at søge hjælp

Noget af det vigtigste, vi kan gøre som pårørende, er at støtte den angstramte i at få den rette professionelle hjælp.

Ubehandlet angst går som regel ikke over af sig selv. Det er vigtigt, at den angstramte ved, at der findes effektive behandlingsmetoder.

Der findes virksom behandling for angst, der betyder, at langt de fleste kan få reduceret eller helt slippe af med deres angst.

Pas på dig selv

Det kan være rigtig hårdt at være pårørende til en angstramt. Derfor er det vigtigt, at du passer på dig selv og tilgodeser dine egne behov. Forsøg, i det omfang det er muligt, at bevare en nogenlunde normal hverdag med normale aktiviteter og sociale relationer.

Nogle gange kan det følelsesmæssige pres, man står i som pårørende, blive så stort, at man selv udvikler en belastningsreaktion eller en depression.

Som pårørende til en alvorligt angstramt kan du få en henvisning til psykologhjælp og dermed få økonomisk tilskud. Det er din egen praktiserende læge, der vurderer, om du er berettiget til at få en henvisning.