OCD – en form for tankefobi

Alle mennesker får dagligt en masse kortvarige indskydelser af mærkelig, overtroisk, voldelig eller seksuel karakter. Som eksempel kan nævnes, når man står på toppen af Rundetårn og får tanken “hvad nu, hvis jeg smider mig selv ud over kanten”. Men for de fleste er det tanker, der kommer og går igen.

Problemet opstår, når man forsøger at neutralisere eller slippe af med tankerne via ritualer eller tvangshandlinger. Det, der adskiller en med OCD fra en uden OCD, er altså ikke typen eller mængden af tanker, men snarere i hvor stor grad, man kan rumme dem. Det vil jeg forklare nærmere i denne artikel.

Hvad er OCD?

Tvangstanker

Listen over påtrængende tanker er næsten uendelig, men kan opdeles i forskellige temaer, herunder renlighed, orden og symmetri, forurening og smitte, religion og moral, seksualitet, aggression/vold, hamstring/samlemani, sygdom/udseende, overtro, frygt for at glemme eller at lave alvorlige fejl.

Tvangstankerne kan også bestå af billeder, hvor man måske livagtigt ser ting for sig, der kan gå galt, eller tilskyndelser, hvor det føles som en trang til at gøre noget ubehageligt, forbudt eller socialt uacceptabelt.

Eksempler på tvangstanker kan være:

• Min familie eller jeg selv kan dø, hvis jeg ikke rører bestemte ting
• Hvad nu, hvis jeg har lavet en fejl, der medfører en katastrofe
• Hvis jeg er beskidt, kan jeg smitte andre, der bliver syge
• Jeg kan få HIV ved at bruge offentlige toiletter
• Hvad nu, hvis jeg har kørt nogle ned på vejen
• Hvis jeg tænker noget negativt, kan der ske en ulykke
• Hvad hvis jeg kom til at køre ind i modsatkørende bil
• Hvad hvis jeg kom til at slå min kæreste ihjel i søvne
• Hvis jeg smider ting ud, kan jeg komme til at fortryde det og aldrig få det tilbage

Tankefælder

Mange med OCD føler skam og skyld over at have disse typer tanker og laver implicit en række fejlslutninger såsom: “Der må være noget galt med mig”, “jeg må være et dårligt menneske, når jeg har disse dårlige tanker”, eller “der er større sandsynlighed for, at jeg handler voldeligt, når jeg får voldelige billeder i hovedet”.

De ovenstående fejlslutninger kan man kalde for “tankefælder”. For sandheden er, at mennesker med OCD ikke er mere tilbøjelige til at handle på disse tanker. Og det at tænke dårlige eller umoralske ting betyder ikke, at man er et dårligt eller umoralsk menneske.

Tankerne lever sit eget liv. Tværtimod er mennesker med OCD ofte karakteriserede ved at være meget samvittighedsfulde og perfektionistiske. Nogle gange til en grad, hvor det kan være i overkanten.

Tvangshandlinger

Tvangshandlinger er de ting, man gør i håb om at neutralisere eller slippe af med tvangstankerne. Og for at reducere ubehagelige tilstande som angst, væmmelse/afsky eller det man kan kalde en følelse af ”not just right”. Ofte skal man udføre tvangshandlingerne, indtil det ”føles helt rigtigt”.

Når løsningen er problemet

Problemet er, at de handlinger man gør for at neutralisere og håndtere angsten virker rigtig godt på kort sigt, da de ubehagelige følelser forsvinder midlertidigt. Men de kommer tilbage med fuld eller større kraft.

Jo mere man undgår det, der giver ubehag, desto mere får man malet sig selv ind i et hjørne. Ens liv bliver mere begrænset, man undgår de ting, der ellers kunne være meningsfulde for en og som giver indhold i hverdagen.

Angsten vokser sig større af mange grunde: For det første kommer det hele til at handle om at undgå angst, hvilket gør, at det fylder hele ens opmærksomhed.

For det andet får man selektiv opmærksomhed – når man ser efter fare, opdager man også flere potentielle farer.

For det tredje går man glip af alle de positive oplevelser, adspredelser og distraktion, der holder tankerne væk fra OCD-symptomerne. Og endelig lærer man ikke, at det man frygter faktisk ikke sker.

OCD: Du er ikke mærkelig

At klappe ad løverne

Ovenstående kan illustreres med følgende lille historie.

En mand står på Rådhuspladsen og klapper, og en forbipasserende spørger hvorfor. Manden svarer “det er for at holde løverne væk”. “Men der er jo ingen løver”, siger den forbipasserende, hvortil manden svarer “nej, der kan du se!”

Dynamikken bagved OCD og angstlidelser er better safe than sorry. Det er bedre at være på den sikre side, for hvad nu hvis…? Men man skal blive i situationen uden at udføre ritualer eller sikkerhedsadfærd for, at kroppens naturlige alarmsystem, der er overaktivt ved OCD, kan reguleres til et normalt niveau.

Det er lettere sagt end gjort, da angsten er ubehagelig, og man har erfaret utallige gange, at tvangshandlingerne fjerner den med det samme.

En relateret tankefælde er, “hvis jeg kan afværge, at noget dårligt sker og ikke gør noget, er det min skyld, hvis det sker”. Mange med OCD har en stor ansvarsfølelse, der er tung at bære rundt på.

Behandling af OCD

De fleste kender begrebet fobi, og man kan til en hvis grad sammenligne OCD med en form for tankefobi. Hvis man har fobi for elevatorer, er man typisk bange for at sidde fast, ikke få luft, miste kontrollen, føle sig indespærret eller få et angstanfald.

Og mange ved, at den bedste måde at komme af med elevatorfobi er gradvist at træne at køre i elevator, så man lærer, at det ikke er farligt.

Med OCD handler det om en fobi for ubehagelige tanker. Eller sagt på en anden måde, at man har svært ved at kunne rumme tankerne.  Behandlingen handler om at træne at holde de ubehagelige tanker ud, uden at handle på dem via undgåelse, neutralisering eller sikkerhedsadfærd.

Det indebærer, at man i behandlingen skal motiveres til at opsøge situationer, der giver angst eller ubehag for at træne at “læne sig ind i angsten”. Man motiveres derfor til at opsøge angst og finde aktiviteter, der lokker relevant ubehag frem. Det kan være hårdt arbejde, og det kræver mod og energi, men er en god investering.

En række psykologiske behandlingsmetoder kan virke på OCD. Men det, der ifølge forskningen virker bedst, er eksponering – som er systematisk udsættelse for det, man oplever som ubehageligt.

Her er pointen at træne evnen til at rumme de ubehagelige tanker, følelser og kropslige reaktioner. Nogen sammenligner det med at se en gyserfilm, der ikke sætter gang i de samme angstreaktioner, når man ser den for femte gang.

Det er svært at planlægge, strukturere og bryde eksponeringen ned i overskuelige trin alene, og de fleste har brug for en trænet terapeut til at hjælpe sig.

I behandling lærer man også forskellige værktøjer til at håndtere og forstå ubehaget undervejs i eksponeringen. Ofte starter man eksponering sammen med terapeuten i sessionen og skal øve sig på egen hånd imellem sessionerne.

Øger coronakrisen risiko for OCD?