Pårørende til en person med bipolar lidelse

Som pårørende kan man blive overbelastet og præget af udmattelse og frustration. I nogle tilfælde kan man selv udvikle symptomer på stress eller depression.

En far til en datter med bipolar lidelse fortæller:

“Da vores datter som 19- årig fik diagnosen bipolar lidelse under en indlæggelse, var det både en lettelse og en sorg. Jeg er selv vokset op med en mor med bipolar lidelse og kunne genkende en del af den adfærd, som min mor havde, når hun var syg.”

I denne artikel kan du læse om reaktioner hos pårørende i forskellige faser af bipolar lidelse, og om hvilke udfordringer der er knyttet til forskellige pårørenderoller. Og få gode råd til, hvad du selv kan gøre for at støtte og samtidig tage vare på dig selv som pårørende til et familiemedlem med bipolar lidelse.

Diagnosen

Når en person får diagnosen bipolar lidelse, kan der komme forskellige reaktioner hos omgivelserne. Nogle pårørende kan have svært ved at forholde sig til sygdommen/diagnosen og kan reagere med at distancere sig.

Andre pårørende oplever allerede fra starten, at det er en lettelse, at der bliver stillet en diagnose og iværksat en behandling. Måske har de bemærket store udsving i personens tilstand, der har givet anledning til  bekymring gennem længere tid, inden diagnosen bliver stillet.

Læs også: Hvad er bipolar lidelse?

Depression

I samværet med en tydeligt deprimeret person kan de fleste mennesker blive usikre og rådvilde. Det kan være svært at holde en samtale i gang. Det kan være svært at udholde tavsheden eller de stereotype svar, fx i form af enstavelsesord. Usikkerheden kan gøre, at man trækker sig eller bliver meget forsigtig og beskyttende i sin måde at kommunikere på.

Nære pårørende har som regel mange ubesvarede spørgsmål:

• “Hvad er der galt?”
• “Hvorfor har han det sådan?”
• “Hvordan kan jeg som pårørende bedst forholde mig?”
• “Bliver det nogensinde bedre?”

Er depressionen også forbundet med selvmordstanker giver det selvsagt anledning til betydelig usikkerhed, bekymring, panik og angst hos pårørende.

Når én af ens nærmeste er deprimeret, er det svært at se på, at hun eller han er forpint. Når man slet ikke kan gøre noget for at tage smerten fra vedkommende. Nogle pårørende kan have vanskeligt ved at forstå, at personens adfærd ikke er udtryk for manglende vilje til at tage sig sammen.

Andre pårørende reagerer fra starten med støtte og omsorg, men de kan være usikre og rådvilde i forhold til, hvad der er bedst at gøre.

Mani

Under manien bliver pårørende ofte bekymrede eller vrede over personens urealistiske syn på sig selv og verden. De kan være vrede over den impulsive og eventuelt ødelæggende adfærd. Eller de kan være vrede over udfordringerne med at acceptere begrænsninger og andres indblanding.

Omgivelserne kan have svært ved at forstå, at den maniske person ikke har kontrol over sin adfærd. Adfærden kan opleves som egoistisk og hensynsløs. Den manglende sygdomserkendelse er en af de største udfordringer for pårørende under en mani.

Hvis en person efter en periode med langvarig depression udvikler hypomane symptomer, kan de nærmeste i første omgang opleve en vis lettelse ved, at personen endelig har fået mere energi og overskud til at være aktiv igen.

I situationer, hvor hypomanien erfaringsmæssigt er forbundet med impulsiv og risikobetonet adfærd, kan pårørende dog få trang til at bremse personen i forhold til forskellige aktiviteter eller gøremål. Og den, der er ramt af hypomani kan ud fra sit perspektiv blive irriteret over, at den pårørende ikke tillader ham eller hende at have det godt.

Bipolare blandingstilstande

Ved bipolare blandingstilstande er der hurtige skift i tilstanden. De samtidige maniske og depressive symptomer gør ofte omgivelserne forvirrede og usikre.

Tilstanden kan svinge fra at være præget af manglende energi, opgivenhed og håbløshed. For derefter at skifte til høj energi, impulsivitet og overoptimisme i løbet af en enkelt dag.

Pårørenderoller

Om at være partner

Bipolar lidelse kan påvirke et parforhold på flere niveauer. Når der er børn i forholdet, vil den raske partner som regel blive overbebyrdet med pligter og ansvar, idet han eller hun både skal forholde sig til den, som er syg, passe børnene og eventuelt arbejde eller uddannelse.

Længerevarende og svære sygdomsforløb kan ændre hele balancen i et parforhold. Efter en længerevarende sygdomsepisode kan det være en udfordring at skulle genskabe intimitet eller tidligere funktioner og roller.

Mens sygdommen i nogle tilfælde fører til svære konflikter eller brud i et parforhold, kan den i andre tilfælde på sigt føre til, at de følelsesmæssige bånd styrkes.

Om at være forælder

Hos yngre mennesker med bipolar lidelse kan der opstå en øget følelsesmæssig, praktisk og/eller økonomisk afhængighed af forældrene, især i sygdommens sværeste faser.  Som forælder kan du opleve, at din tilværelse bliver mere bunden, når dit barn har det svært. Du kan i perioder have svært ved at tage på ferie eller på anden vis leve et selvstændigt liv.

For den unge kan det være vanskeligt at opleve øget afhængighed i en periode, hvor der normalt ville være behov for løsrivelse og udvikling af selvstændighed. Når den unge får det bedre, vil han eller hun ofte søge at genskabe sin autonomi. Det kan da som forælder være svært at vurdere, hvornår det er hensigtsmæssigt at begynde at slippe ansvaret og kontrollen.

Om at være barn og pårørende

Undersøgelser har vist, at børn, fra de er helt små, aflæser forældrenes sindstilstand og forsøger at tilpasse sig. Børn af forældre med bipolar lidelse kan have tendens til at blive meget opmærksomme, ansvarlige og omsorgsfulde over for den syge mor eller far. De kan reagere med tristhed, angst, uro, vrede eller ved at trække sig.

Det kan fx være, at barnet begynder at give ekstra positiv bekræftelse hos den deprimerede forældre. Eller ved at søge bekræftelsen selv. Det kan være, at de begynder at give ekstra kram, tegninger og kærlighedserklæringer. Eller de søger at få den voksne til at smile og grine ved at fjolle og lave sjov hele tiden.

Hvad kan du gøre som pårørende?

• Opsøg viden
  Som pårørende er det som regel nyttigt med viden om bipolar lidelse, om de vigtigste symptomer og sygdomsforløbets faser. Viden kan være med til at give en forståelse for, hvorfor personen reagerer, som han eller hun gør. Og det kan bidrage til viden om, hvordan du bedst kan forholde dig til det, og hvad du måske må prøve at acceptere i en periode.
  Det er en god idé at forsøge at få overblik over, hvilke behandlingsmuligheder og tilbud der findes. Du kan fx tilbyde at deltage i samtaler med professionelle i det omfang, det er relevant og muligt.
  Læs også: Identitet og selvværd hos mennesker med bipolar lidelse
• Støtte ved depression
  Når du er tæt på en person, der er deprimeret, kan det være svært at finde ud af, hvordan du bedst kan hjælpe. Det er en god ide at spørge personen selv, når du er i tvivl. Du kan tilbyde kontakt, men det er meget forskelligt, hvad den anden har brug for og kan magte.
  Nogle mennesker med depression vil gerne tale om, hvordan de har det. Andre foretrækker at blive afledt fx ved at tale om helt andre ting eller ved, at I foretager jer noget sammen.
  Det er vigtigt at støtte den deprimerede person. Han eller hun skal bevare håbet om at få det bedre og holde sig i gang i sit eget tempo. Det er vigtigt at anerkende personens indsats. Helt almindelige gøremål, fx at gå i bad eller stå op kan kræve en kraftanstrengelse, hvis man er svært deprimeret. I nogle tilfælde kan der være behov for, at personen bliver aflastet helt. Og i andre tilfælde er det bedre, at I foretager sig ting sammen, frem for at du som pårørende overtager alle opgaver og funktioner.
  Læs også: Hvad er depression
• Støtte ved selvmordstanker
  Selvmordstanker er ofte en del af en depression eller en blandingstilstand. Hvis du er bekymret for, at din nærmeste har selvmordstanker, er det bedste, du kan gøre som regel at tale med personen om det. Måske kan du hjælpe ham eller hende med at se andre løsninger. Frem for alt er det vigtigt, at du ikke fordømmer vedkommende.
  Er selvmordstankerne påtrængende, bør personen ikke være alene. Det er helt afgørende, at du hjælper vedkommende med at få kontakt til behandlingsstedet, praktiserende læge, vagtlægen eller en psykiatrisk modtagelse.
• Støtte ved mani og hypomani
  Når du er pårørende til en person, der er i en manisk tilstand, er det vanskeligt at reagere rationelt. Især hvis du ikke aner, hvad det er, der foregår. Bliver du skældt ud eller afvist af vedkommende, er det vigtigt at forstå, at adfærden er udtryk for symptomer på sygdommen og uden for personens bevidste kontrol. At argumentere for meget med en manisk person er ofte nytteløst. Det bidrager let til at køre tilstanden yderligere op.
  Du kan måske opleve det som et dilemma, at du på den ene side ønsker at bremse manien, og på den anden side, ikke bryder dig om at gøre noget mod den andens vilje.
  Hvis den maniske person er til fare for sig selv eller andre, skal du som pårørende kontakte behandlingssystemet, den praktiserende læge eller politiet, også selv om det er mod personens ønske. Bliver personen truende eller voldelig, må du fokusere på din egen og eventuelle børns sikkerhed. Det er vigtigt, at du undgår at provokere ved at tage til genmæle eller ved at gå fysisk tæt på vedkommende.
  Hvis din nærmeste kun er lettere manisk eller hypoman, kan du måske få personen i tale og støtte vedkommende i at få sin nattesøvn og begrænse aftaler og aktiviteter, som kan forværre tilstanden. Det er dog vigtigt at vide, at en person med bipolar lidelse ofte selv betragter de hypomane faser som en positiv del af sin normale tilstand.
• Juster forventninger
  Efter en sygdomsepisode kan det tage tid, før personen kommer tilbage til sin normale måde at fungere på. Ofte er personen mere træt og sårbar, ligesom opmærksomheden, hukommelsen, initiativet og overblikket kan være nedsat. Som pårørende kan du støtte på forskellige måder.
  • Du kan hjælpe vedkommende med at strukturere hverdagen og løse praktiske problemer.
  • Du kan være opmærksom på, hvordan du giver beskeder og laver aftaler.
  • Der kan være behov for, at du gentager vigtige informationer og beskeder eller skriver dem ned.
  • Du kan undersøge, om personen har brug for støtte til at planlægge, igangsætte og udføre konkrete gøremål, fx husarbejde, indkøb, havearbejde og fritidsaktiviteter.
    Nogle gange vil det i første omgang ikke være muligt for personen at vende tilbage til sit gamle funktionsniveau. I så fald må du prøve at tilpasse dine forventninger, selv om det kan være forbundet med sorg, skuffelse og vrede.
• Husk børnene
  Når et menneske med bipolar lidelse har børn eller mindre søskende, bør der være særlig opmærksomhed på deres behov og reaktioner. Det er vigtigt, at der bliver talt med barnet om forælderens eller søsterens/brorens sygdom.  Mange steder findes tilbud om familiesamtaler med professionelle.
  I samtaler med børn som pårørende er det vigtigt at tale om, hvad bipolar lidelse er. Tal om hvem der hjælper, så det kan blive bedre, og give eksempler på, hvordan nogle børn kan opleve det. På den måde kan der tilbydes et rum for, at børnene selv kan fortælle og stille de spørgsmål, som optager dem. Det kan også være relevant at tale konkret med børn om, hvad de kan gøre, når det er svært. Tal også med dem om, hvem de kan tale med (en pædagog, en lærer, en bedsteforælder osv.).
  Det er vigtigt at formidle, at barnet ikke er skyld i, at far, mor eller søster/bror er syg, og at barnet ikke har kunnet gøre noget for at forhindre sygdommen i at udvikle sig. Den bedste måde at støtte børn i rollen som pårørende er derfor generelt set at tale om deres oplevelser og tanker, og om det de fornemmer. Dette kan styrke kontakten mellem børn og voksne og i sidste ende også styrke børnenes tro på sig selv og giver tillid til andre mennesker.

Om at passe på sig selv

Hvis du gennem længere tid skal kunne yde støtte og hjælp, er det nødvendigt at tilgodese dine egne behov og prøve at leve en så normal tilværelse som muligt. Hold så vidt muligt fast i en normal hverdag og rutiner, hvor du selv kan hente energi og overskud. Prøv at holde fast i dine interesser og de aktiviteter, der sædvanligvis er forbundet med glæde for dig.

Der er ingen, som altid kan være nærværende, støttende og tilgængelige. Hvis det er muligt, skal du dele ansvaret med andre, så du ikke bærer det hele på dine skuldre. Hvis du oplever, at du er overbelastet i din rolle som pårørende, kan du overveje, om det er muligt at tage en pause eller begrænse engagementet i en periode. Måske kan du have glæde af kontakt til pårørende og patient- og pårørendeforeninger. Der findes desuden forskellige telefonlinjer, som du kan benytte dig af, hvis du har brug for råd og vejledning.

Læs også: En psykisk lidelse rammer hele familien