Ældre har overkommet kriser før og ved, der er håb
Det er forståeligt, at vi bekymrer os om vores ældre familiemedlemmer i coronakrisen. Og er særligt opmærksomme på, hvordan de har det. Samtidig bør vi huske, at mange ældre har overkommet kriser før og ved, der kommer bedre tider. Det kan vi andre lære af.
Coronakrisen gør, at mange pårørende i øjeblikket bekymrer sig om deres ældre familiemedlemmer. Vi ved ikke, hvornår den fysiske afstand lempes, og det kan give både bekymringer og usikkerhed. Samtidig er mange ældre vant til at være alene og trives generelt med det, selv om det naturligvis varierer fra person til person.
Der kan ikke gives et enkelt og klart råd, da ældre er lige så forskellige som alle andre, når det gælder livssituation og det at overkomme kriser. Men ofte er mange ældre mere mentalt robuste end yngre i kraft af netop deres livserfaring.
Det må betragtes som en ressource i sig selv, at de har overkommet andre kriser og belastninger og på den måde er blevet modstandsdygtige og kan håndtere et større pres. Som yngre generationer og samfund kan vi faktisk lære af ældres tro på, at det nok skal gå.
Ældre er forskellige
Erfaringer fra den kliniske praksis i coronakrisen peger på, at de ældre, der har det sværest med isolationen, er dem, der af natur er mest sociale og vant til meget aktivitet. Hvorimod dem, der ikke så ofte får besøg eller er mindre udadvendte kan give udtryk for, at tilværelsen næsten er, som den plejer. Dog er der betydelig forskel på, om man bor alene eller har en partner. Og om man bor på plejehjem eller i bofællesskab.
Derfor skal vi som pårørende og medborgere i denne tid være påpasselige med at generalisere og tro, at vi ved, hvordan ældre reagerer på livsforandringerne, der er kommet med coronakrisen. Vi skal i langt højere grad spørge de enkelte ældre borgere, hvordan coronakrisen påvirker dem. Er de ængstelige eller ikke bekymrede? Føler de sig ensomme, eller trives de med mindre kontakt?
Coronakrisen kan gøre os ensomme
Livssituation har betydning
Ældre, der bor sammen med nogen, giver ofte udtryk for, at ”de jo i hvert fald har hinanden”. De rapporterer mindre om ensomhed.
Anderledes er det for ældre, der bor alene. Det kan være svært i denne tid, hvor dagsrytmen med faste rutiner måske er blevet forstyrret. Måske er den daglige indkøbstur afløst af levering på trappen uden øjenkontakt eller kontakt overhovedet. Og den daglige tur til aktivitetscenteret er sat på pause på ubestemt tid.
Ældre, der bor alene rapporterer også om følelsen af at blive glemt og komme i anden række. Den følelse hører ikke kun til under coronakrisen, men også til højtider og ferier. Og i det hele taget at blive overset som gruppe, når man ikke længere har værdi for samfundet.
Og ikke alle trives med at være alene. Det kan føles ekstra ensomt, når man ikke længere kan deltage i sociale arrangementer blandt familie eller venner. Samtidig finder ældre også nye samværsformer under coronakrisen. Flere går ture sammen og har taget det digitale univers til sig.
De mest sårbare og udsatte ældre er dog dem, der af forskellige årsager ikke kan udtrykke deres behov. Ofte befinder de sig på plejehjem. Til gengæld tager de del i en slags dagsrytme, der opretholdes af omsorgspersonale.
Under coronakrisen er ældre på plejehjem blevet isoleret fra deres pårørende, der i det daglige støtter dem og kender deres vaner. Hvis en ældre for eksempel har en demenssygdom eller på anden måde er mentalt svækket, kan vedkommende ikke i så høj grad medvirke i videosamtaler med pårørende. Den faste hverdag med besøg er altså revet ud af faste mønstre uden, at de måske helt forstår det bortset fra, at der mangler noget.
Pårørende i coronakrisen
Når det gælder pårørende til ældre bliver der nu stillet skarpt på ikke at have muligheden for besøg – eller kun kontakt i begrænset omfang. I en tid hvor man ikke må besøge sin ældre del af familien stilles der måske lidt mere skarpt på tanken om, at man engang mister dem. Og frygten for ikke at nå at ses. Lidt på samme måde som når dem vi elsker er på udenlandsrejse i en længere periode, og vi savner dem ekstra meget.
Når vi er optaget af de ældre, kan det også handle om, at vi frygter at svigte dem. Omvendt er frygten også reel. Vi ved måske fra andre, der har mistet ældre i denne periode, at de ikke har haft mulighed for at besøge og tage afsked. Det kan give skyldfølelse, at det ikke er en værdig afsked for den afdøde.
Vi skal huske ældres livserfaring
Uanset vores bekymringer for ældre familiemedlemmer skal vi huske, at ældre gennem et langt liv ofte har erfaring med livskriser, store problemer og tab. De har overkommet meget – også selv om det har været svært. De har mærket, at de trods alt tålte det og kom videre med større eller mindre ar på sjælen.
Deres evne til at mestre livets mange udfordringer har gjort dem robuste og måske mere modstandsdygtige, end vi tror. Og i dag kan de genbruge deres gamle erfaringer til at komme igennem en svær tid som coronakrisen. Det giver dem ofte håb og mod at se tilbage og erindre, hvordan de greb tidligere svære tider an, og hvad der bragte dem igennem det.
Den ældste del af den danske befolkning har oplevet både økonomiske nedgangstider i 1930-erne og 2. verdenskrig med store samfundsmæssige restriktioner. Mange ældre beskriver efterkrigstiden med økonomisk lavvande, mange børn i hjemmet og barske vilkår og restriktioner som noget, man stod sammen om. Og som noget, der gjorde dem stærkere. Nogle var under 2. verdenskrig adskilt i flere år, enten i modstandsbevægelsen, fangelejr eller koncentrationslejr. Eller ved at måtte gå under jorden.
Samtidig har de ældre også set et Danmark, der har oplevet stor fremgang og velstand. Både fremgangen og velstanden i vores samfund – sammen med de mange hårde perioder i deres generationer – gør dem til nogen, der er godt rustet og til nogen, vi andre kan spørge til råds.
Når et familiemedlem flytter på plejehjem
Ældre er vant til at tale om sygdom og død
Ældre lever generelt med begrænsninger, tab og livets afslutning tættere på. Men i modsætning til mange yngre voksne er de langt mere vant til at forholde sig til begrænsninger, sygdom og død. Og aftvinges ofte en indre stillingtagen, når de enten møder begrænsninger hos dem selv eller andre. Det gør ofte, at ældre er mere umiddelbare og gerne taler om det, der ligger dem på sinde.
Mest af alt fylder deres generelle bekymringer mere, end når de faktisk står i svære situationer. Det kan være bekymringer om deres børn og børnebørn, ægtefælle, økonomi, flytning til noget mindre eller konflikter i familien. Men det kan også være tanker om døden eller tab af kontrol.
Mange vil gerne tale om deres livs genvordigheder, men ejer tilsyneladende også en evne til at leve med dystre livsperspektiver tæt på. Flere har som et forsvar udviklet en slags aktiv resignation – en slags fortrængningsmekanisme. Også i forhold til coronakrisen og truslen om at blive smittet og måske dø eksisterer denne fortrængningsmekanisme, der gør, at et ældre menneske ofte kan sige: ”Det kan vi ikke gøre noget ved alligevel, vi må tage det, som det kommer og tage vores forholdsregler”.
Hvad kan pårørende gøre?
• At være afskåret fra lyspunkter med familie og børnebørn gør flere ældre triste i denne tid. Som medborgere og pårørende bør vi derfor være ekstra opmærksomme på vores ældre.• Vi kan vise vores ældre anerkendelse af deres erfaringer gennem livet ved at spørge, hvordan de klarede andre svære livssituationer.
• Måske kan vi tale mere sammen henover hækken, i opgangen eller i telefonen. Også selv om vi ikke er vant til at have hyppig kontakt.
• Vi bør også huske at fremhæve den værdi, vores ældre medborgere har for os i livet. Særligt i denne tid, hvor vi ikke ved, hvornår vi kan ses igen.
Læs mere på coronasmitte.dk
