Stress under graviditet og fødsel kan påvirke barnet
Det kan sætte livsvarige spor hos barnet, når moren er stresset under graviditet og fødsel. Flere fagfolk peger på, at tiden i livmoderen formentlig er den mest betydningsfulde periode i et menneskes liv.
En længerevarende stresstilstand i graviditeten og under fødslen kan påvirke fostret negativt og have følgevirkninger langt ind i barnets senere liv, viser flere studier. Følgevirkninger i form af forskellige fysiske lidelser, som for eksempel øget risiko for hjertekarsygdomme, fedme, insulinresistens og diabetes.
Flere studier og kliniske erfaringer tyder også på, at stress og traumatiske begivenheder i graviditeten og under fødslen kan gøre barnet stresset – både som barn og voksen. Et forhøjet stress- og alarmberedskab kan betyde, at der skal mindre til at stresse barnet sidenhen, og det kan for eksempel være overopmærksom på tegn på farer i dets omgivelser.
Emilie
Jeg møder Emilie i mit arbejde som børnepsykolog. Hendes mor var stresset i store dele af graviditeten og under fødslen. Tiden umiddelbart efter fødslen var også præget af forskellige stressfaktorer i form af moderens indlæggelse på grund af en voldsom brystbetændelse og forældrenes konstante skænderier.
Da Emilie er ni år gammel, er hendes vanskeligheder så store, at familien beder om hjælp. Emilie er en lille, spinkel pige, der nemt bliver træt og lige så nemt reagerer med gråd, og ængstelighed. Hun trækker sig ofte ind i sig selv, så hun er svær at komme i kontakt med.
Emilies altoverskyggende problem er imidlertid, at hun har en ekstrem følsom hud. Det tager ofte mere end en time at sætte Emilies hår og finde noget tøj, der ikke kradser, klør eller på anden vis irriterer hende. Til daglig kommer hun direkte hjem fra skole, da hun er for træt til at lege eller gå i SFO. Hun smider straks sit tøj og går rundt i undertøj og løstsiddende T-shirt. Ofte har hun brug for at sove.
Hun er undersøgt af læger, uden man har fundet en fysisk forklaring på hendes symptomer. Emilies reaktioner er ikke nye. De har været der siden, hun blev født. Emilie er et eksempel på et barn, der reagerer med forhøjet stress- og alarmberedskab som følge af en stresspræget graviditet, fødsel og periode som spædbarn.
Det er værd at lægge mærke til, at den tidlige stresspåvirkning ikke kun viser sig som en psykisk sårbarhed, men også som en fysisk følsomhed i form af Emilies følsomme hud.
Fostret og fødslens psykologi
Vi skal kigge nærmere på fostret og fødslens psykologi for at forstå, hvordan det kan være muligt, at vi allerede præges af det miljø, der er i vores mors livmoder.
Så sent som i begyndelsen af 1980’erne var videnskaben stadigvæk af den opfattelse, at barnet kom til verden som et mere eller mindre ubeskrevet blad, og dets psykiske liv først for alvor foldede sig ud efter fødslen. I dag ved vi, at det langt fra er tilfældet. Flere fagfolk peger på, at tiden i livmoderen formentlig er den mest betydningsfulde periode i et menneskes liv.
Vi mennesker formes med andre ord ikke udelukkende af vores arveanlæg, det miljø og de mennesker, vi møder efter fødslen, men i høj grad også af tiden i livmoderen – på godt og ondt.
Den amerikanske psykiater Thomas Verny, en af pionererne inden for feltet, udtrykker det på følgende måde i bogen Pre-Parenting. Nurturing Your Child from conception:
”Alt hvad en gravid kvinde føler og tænker viderekommunikeres ved hjælp af hormoner til hendes ufødte barn. Ligesom en computervirus gradvist ødelægger det softwaresystem, den har inficeret, således forandrer moderens angst, depression eller stress også fostrets intelligens og personlighed ved gradvist at omprogrammere hjernen.”
Men vi kan også påvirke fostret med alt muligt andet end stress, angst og depression. Det udtrykkes af psykologerne Loanna Mari og Laura Uplinger i bogen Prenatal Psychology 100 years, The International Journal of Prenatal & Life Sciences:
”Dit ufødte barn tager næring af det, du spiser, den luft du indånder, de billeder, lys og farver, du beundrer, den musik du lytter til og de dufte, du sætter pris på. De ord du bruger, dine kærtegn, din kærlighed, de forestillinger og visioner du skaber, det du drømmer om og ønsker for ham eller hende og dine idealer er alt sammen næring for dit barn, livsvigtig næring.”
Hvad kan jeg selv gøre for at forebygge stress?
Fostret sanser, føler, husker og lærer
Selv om vi mennesker på ingen måde er fuldt udviklede i fosterperioden, heller ikke vores hjerne, er vi i stand til at sanse, føle, huske, lære og måske endda kommunikere. Et foster har lige så mange sanser som et voksent menneske. Den afdøde amerikanske psykolog og forsker David Chamberlain mente, at fosteret kunne registrere hele 12 prænatale sanser, altså sanser i fosterperioden.
Man kan spørge sig selv om, hvorfor et foster skal være så veludstyret. Forklaringen er dels, at fostret har brug for disse sanser for at kunne begå sig i livmoderen. Dels at sanserne skal sikre en forbindelse til det omgivende miljø uden for livmoderen. Og dels at det er en måde at forberede sig på det bombardement, det vil blive udsat for under fødslen og i livet uden for livmoderen.
Udtryk for det ufødte barns evne til at føle viser sig blandt andet hos tvillingefostre, hvor nogle tvillingepar kan være kærlige og kysse hinanden og andre tvillingepar kan være mere aggressive og på det nærmeste slås med hinanden. Fødselspersonale har desuden observeret fostre udtrykke en form for forsvarsadfærd, idet de har forsvaret sig mod den nål, der stikkes ind i livmoderen for at tage en fostervandsprøve.
Der findes talrige undersøgelser, der viser, at fostre husker og lærer. En undersøgelse har vist, at fostre lærer deres mors stemme og sprogmelodi at kende. Og man har konstateret, at børn græder med den accent, deres mors sprog har.
Mors vejrudsigt - fosterprogrammering
Gennem navlestrengen udveksler mor og foster informationer om det omgivende miljø. Det forbereder og programmerer det ufødte barn til det liv, det skal leve uden for livmoderen.Ved at erfare og kende signaler allerede i fosterperioden øger det ufødte barn sine overlevelsesmuligheder, fordi det er forberedt og tilpasset det miljø og den kultur, det fødes i. Verden uden for livmoderen kan både tilbyde sikkerhed og tryghed eller frygt og fare.
Emilie lærte allerede i fosterperioden, at livet var farligt, og at hun ikke var på vej ud i en tryg og velafbalanceret familie, fordi moren blev stresset af bl.a. konstant at skændes med Emilies far. Som forberedelse til livet uden for livmoderen fødes hun med et forhøjet stress- og alarmberedskab, der sætter hende i stand til at være særlig følsom over for farer i omgivelserne.
Det sker imidlertid, at den “vejrudsigt” moren sender til fostret, ikke stemmer overens med den virkelighed, der møder barnet uden for livmoderen. Tænk for eksempel på en graviditet, der foregår under rolige, trygge og kærlige omstændigheder. Umiddelbart inden fødslen udbryder der krig, og barnet fødes i et farligt miljø uden den rette forberedelse.
Eller fosteret, der vokser op i en stresset livmoder omgivet af vold, druk og skænderier, og så anbringes i en kærlig og omsorgsfuld plejefamilie umiddelbart efter fødslen. I begge tilfælde er der et mismatch mellem læringen i fosterperioden og den verden, der møder barnet efter fødslen.
Ligegyldig om den ”vejrudsigt” moren sender barnet i løbet af graviditeten er god eller skidt i forhold til de livsomstændigheder, der møder barnet efter fødslen, er det altid en fordel med en god, tryg og rolig graviditet.
God og dårlig stress
Vi føler os stressede, når vi oplever en forskel mellem omverdenens krav og vores psykologiske, sociale og biologiske ressourcer. Hvis en gravid kvinde udsættes for lave stressniveauer i form af korte perioder med forhøjet hjertefrekvens og lav produktion af stresshormoner såsom adrenalin og kortisol, kan man tale om god stress.
Den form for stress kan have en positiv indvirkning på fostret i form af en slags fosterprogrammering, der udvikler fostrets nervesystem og gør det i stand til at reagere sundt og tilpas på fremtidige stresspåvirkninger.
Fostres nervesystemer kan også påvirkes negativt på både kort og lang sigt, hvis de udsættes for høje stressniveauer og angst over en længere periode. På kort sigt kan de blandt andet reagere med at græde mere, være mere pylrede og svære at trøste efter fødslen. Nogle kolikbørn formodes at have været udsat for større mængder stress i graviditeten eller under fødslen.
Spædbørn, der har været udsat for meget stress i graviditeten og under fødslen, kan have sværere ved at knytte sig til for eksempel moderen efter fødslen, og det forstærker barnets udvikling negativt.
På længere sigt kan det give et overfølsomt og ubalanceret nervesystem, der for let og hurtigt reagerer med at være impulsiv, kampberedt, stresset, fjern eller måske registrerer fare, selv om der ingen fare er.
Man taler om, at disse børn og voksne har et smalt tolerancevindue. Børn med et bredt tolerancevindue har som fostre og under fødslen været udsat for tilpasse mængder stress og har derfor en mindre sårbarhed og en større robusthed.
Hvis barnet under graviditet og fødsel er præget af mange komplikationer, som for eksempel stress, dårlig kost, miljøgifte, fødselsindgreb som kejsersnit, sugekop, epiduralblokade (lokalbedøvelse, der sprøjtes ind i ryggen på den fødende kvinde), eller fødslen bliver sat i gang, kan det påvirke det nyfødte barn nu og senere i livet.
Det varierer hvordan og hvor meget, men forskningen peger på, at det blandt andet kan have implikationer i forhold til mad, søvn, indlæring, relationer og måden man afslutter opgaver på.
Få trygge børn i en travl hverdag
Det er aldrig for sent
Bearbejd gamle traumer:
Før man overhovedet bliver gravid, kan det være godt for såvel mor som partner at bearbejde gamle psykiske problemer, der stadig presser sig på, så de ikke fylder under graviditet eller fødsel. Et gammelt, men ubearbejdet traume, som fx en voldtægt, kan blive aktiveret i den gravide kvinde i forbindelse med fødslen.
Ingen perfekte fødsler:
Det kan også være gavnligt at gøre sig klart, at den perfekte graviditet og fødsel ikke findes. Forsøger man at tilstræbe den, risikerer man at opnå det modsatte og blive stresset og bekymret for, at man ikke gør det godt nok ligegyldigt hvor hårdt, man forsøger.
Kommende forældre hverken kan eller skal undgå negative sindstilstande så som afmagt, vrede, tristhed, bekymring, stress. Det man til gengæld kan er at være opmærksom på disse sindstilstande, og så godt det er muligt bringe sig ud af dem. Og herefter fortælle sit ufødte barn, hvad der har været på spil, og at det ikke er hans eller hendes skyld. Det lægger flere fagfolk vægt på.
Snak med barnet:
Det kan lyde småtosset at snakke med sit foster, men det er ikke desto mindre en god ting at gøre. De fleste af os tøver jo ikke med at snakke højt og inderligt med et nyfødt barn.
Kærligt netværk:
Endelig er det vigtigt, at den gravide er omgivet af et kærligt, hjælpsomt og omsorgsfuldt netværk både i privatlivet og på arbejdet.
Aldrig for sent:
Det er aldrig for sent at gøre noget ved en graviditet eller fødsel, der ikke forløb helt optimalt. Måske har graviditeten og fødslen gravet mindre hensigtsmæssige kanaler i barnets sind, hvor vandet nemmere strømmer ad, men hvis vi arbejder med det, kan vi kanalisere vores barns skæbne i en anden og mere ønskelig retning.
