De højtbegavede børn – de er ikke, som du måske tror

De højtbegavede børn – de er ikke, som du måske tror

Der er mange antagelser om børns begavelse, og emnet er præget af fordomme og myter, som ikke har hold i virkeligheden. De højtbegavede børn er ikke bare børn med en høj IQ. Der er meget andet på spil.

Illustration: Annie Spratt | Unsplash
Illustration: Annie Spratt | Unsplash
”Hvis du er så klog, så fortæl mig, hvornår Einstein havde fødselsdag?”

Sætninger som disse har rigtig mange højtbegavede børn hørt fra deres omgivelser. Det er et tydeligt bevis på de misforståelser, de bliver mødt af i deres omverden, for en høj begavelse er ikke det samme som at være klog.

”Nå, men så kan du jo lige regne ud, hvad 433 gange 719 er!”

 

Denne artikel har til formål at beskrive, hvad et højtbegavet barn egentligt er, hvad der kendetegner dem, og hvilke betingelser man kan skabe for at hjælpe barnet.

Høj intelligenskvotient

Intelligens er et begreb, som er defineret på flere forskellige måder. Nogle teorier spænder over alt fra musisk til kropslig til akademisk intelligens, andre forholder sig til reaktionstid – altså hvor hurtig man er til udføre en opgave. Andre igen ser på såkaldte medfødte og tillærte evner.

Denne artikel tager afsæt i, at intelligens handler om begavelse på flere niveauer. Det er:

  • Vores hukommelsesevne
  • Evne til at genkende mønstre
  • Vores tillærte viden
  • Hvor hurtige vi er til at opfatte information
  • Vores generelle færdigheder som f.eks. læsefærdigheder
  • Vores måde at løse opgaver på og vores hukommelsesspændvidde, dvs. hvor meget vi kan huske på én gang

Den mest anvendte intelligenstest til børn er Wechsler Intelligence Scale for Children (WISC), som i dag anvendes i 5. udgave. Den består af en lang række opgaver inden for forskellige områder og anvendes som afsæt for at kunne betegne barnets intelligenskvotient, også kaldet IQ.

De fleste har en IQ mellem 85-115, og for at blive betragtet som højtbegavet skal man have en IQ på minimum 130. Det er ekstraordinært at have en IQ på det niveau, og faktisk vil kun ca. 2 procent af befolkningen kunne opnå denne score. Til sammenligning har ca. 68 procent af befolkningen en IQ mellem 85 og 115.

Hvad kan man, når man har en høj IQ?

Når man har en høj IQ, er man god til at problemløse på baggrund af tillært viden, man har en god evne til at gennemskue sammenhænge og til at arbejde effektivt og målrettet. Der skal sjældent gentagelser til, for at ny viden eller erfaring sidder fast, og når den først sidder der, så bliver den der.

Der er en lang række kendetegn, man typisk ser hos højtbegavede børn

  • De er gode til at forstå årsag og sammenhæng og se mønstre heri
  • De lærer nyt stof hurtigt og er nysgerrige på mere
  • De knækker læsekoden tidligt, ofte før skolealderen
  • De er ofte gode med tal
  • De har et avanceret ordforråd
  • De har god langtidshukommelse
  • De formår at koncentrere sig i længere tid
  • De er empatiske
  • De har perfektionistiske tendenser og et stærkt detaljefokus
  • De har intense følelser og udsving heri
  • De har en stor retfærdighedssans
  • De fordyber sig utrolig meget i deres interesser
  • De er energiske og har gang i mange ting på samme tid
  • De leger ‘opad’ eller ‘nedad’
  • De har en veludviklet humor
  • Der er gode til at tænke på et abstrakt niveau
  • De er kreative
  • De stiller mange spørgsmål

Disse kendetegn ser alle positive ud, og det er de bestemt også, men der kan være udfordringer forbundet hermed. Når det højtbegavede barn ikke identificeres og mødes i sin måde at være i verden med sine kompetencer, så kan man risikere, at barnet føler sig forkert, anderledes og kommer i mistrivsel.

Mistrivslen kan lægge sig som en tung dyne hen over alt det gode, og en negativ, tilbagetrukket eller forstyrrende adfærd kommer til udtryk i stedet. Det kan gøre det vanskeligt at se barnets potentialer og møde barnet i dem.

Hvad kan man ikke, når man har en høj IQ?

Højtbegavede børn er ikke intellektuelt alderssvarende, så deres hjerner fungerer så at sige på et højere alderstrin. De modnes dog ikke hurtigere i krop og følelser. De har alderssvarende udseende, og deres reaktioner og følelser svarer den til kronologiske/faktiske alder, de har.

Den store forskel på hjerte og hjerne kaldes en asynkron udvikling. Dette indebærer, at børnene intellektuelt forstår noget, men ikke begriber det følelsesmæssigt.

Der stilles for høje krav

Omverdenen kan let komme til at sætte forventninger efter det intellektuelle niveau, og derfor kan disse børn blive mødt af for høje krav til noget, de endnu ikke har udviklet. De oplever verden på en anden måde end deres jævnaldrende, og det kan føre til mere komplekse sammenkædninger af informationer og sanseindtryk. Det kan komme til udtryk på flere forskellige måder, herunder gennem leg.

Deres lege bliver mere komplekse og typisk også regelbundne: de bliver systematiserende og båret af en utroligt detaljeret fantasi. Det lyder godt, og det er det også, hvis de har nogen at lege med. Problemet bliver, at de sjældent finder jævnaldrende, som i samme grad som dem selv formår at skabe denne verden og være i de mange regler og kompleksitet. Derfor søger de højtbegavede børn enten ældre børn at lege med, eller også søger de mod yngre børn, som giver dem lov til at være den styrende part i legen.

Det er ligesom en farve, de andre ikke kan se

For rigtigt at begribe nuancerne i det højtbegavede barns opfattelser kan man sammenligne det med en farvepalet. Farvepaletten indeholder et væld af farver, ja faktisk alle de farver vi nogensinde har set.

Den højtbegavede kender til en hidtil uset nuance, som de fleste andre ikke kan opfatte. De andre har aldrig set den, og de har ikke begrebsapparatet til at forestille sig, hvordan den kan se ud. Men for den højtbegavede er denne nuance lige så naturlig som rød, gul og blå. De har set den mange gange og har skabt en forståelse på baggrund af også denne nuance. Når de forsøger at udpege nuancen eller at fortælle om den, bliver de mødt med afvisning, for den farve har andre ikke kendskab til, og de kan måske endda ikke forestille sig, at den kan findes.

For det højtbegavede barn vil dette kræve, at det aktivt omstiller sin forforståelse og forsøger at beskrive den nye nuance som noget, den ikke er. Det kræver energi – masser af energi – og det bliver trættende i længden.

Kun det bedste er godt nok

Et stærkt fællestræk hos højtbegavede er, at kun det bedste er godt nok. Når vi taler om ‘det bedste’, så er der vitterligt tale om, at barren sættes så højt, at den er nær umulig at nå. Med den høje begavelse følger nemlig det bevidst inkompetente. Det vil sige, at barnet er bevidst om alle de steder, det ikke kan præstere perfekt. Dermed vil barnet ekstremt sjældent (hvis nogensinde) opnå en følelse af, at noget er godt nok.

Det er denne perfektionisme, som kan få dem til at tvivle på, om de har forstået en opgave korrekt, særligt hvis den er for nem. De vil studse over den og nægte at tro på, at det kan være så let og simpel. Derfor kan de sidde fast i en nem opgave med stor frustration og have vanskeligt ved at komme videre.

Læs også: Højt begavede børn og psykiske udfordringer

Sluserne står åbne

Det højtbegavede barn tager mange indtryk ind og tager stilling til dem alle. De har dog ikke nødvendigvis tilsvarende evner til at processere dem. Det vælter så at sige ind ad sluserne med indtryk. Det betyder, at der i løbet af hverdagen let kan komme en form for overstimulering. Det lægger beslag på barnets overskud og fører til, at det trækker sig fra fællesskabet for at få ro på. Det er det samme, der sker, når barnet om aftenen kan have så mange tanker, at de får svært ved at falde til ro og sove. Tankerne myldrer og skal bearbejdes én efter én. Det tager lang tid, og for en hjerne, der er træt, er det udmattende.

Følelsen af at være anderledes

Højtbegavede børn kan derfor opleve at være udmattede i slutningen af en skoledag, ligesom de kan have en følelse af at være anderledes. Det kan sætte sig dybt og skabe skår i selvværdet. Dertil kommer, at de højtbegavede børn i mange tilfælde kan risikere at blive opfattet som noget helt andet end højtbegavede.

Højtbegavede børn kan blive fejltolket som havende autisme eller en opmærksomhedsforstyrrelse. Årsagen er, at deres leg, deres til tider  intense interesser, deres store følelsesmæssige udsving og tendens til at blive overstimulerede af de mange indtryk, kan mistolkes. Man sammenligner ofte med jævnaldrendes adfærd og kan let komme til at tro, at det højtbegavede barn er et barn med en udviklingsforstyrrelse, og i bedste mening forsøge at inkludere dem i fællesskaber med netop de børn og indtryk, de har søgt væk fra.

Selv om det højtbegavede barn kan være i risiko for at føle sig forkert, kan det også have en stærk modstandskraft eller resiliens. De kan modstå store udfordringer og komme godt igennem dem, uden at det nødvendigvis sætter sig på selvværdet og giver følelsen af at være forkert. Det kan være vanskeligt at udpege de faktorer, som kan få læsset til at vælte. Det kan både være det sociale samspil med andre og forældrenes og omgivelsernes håndtering, der spiller en rolle i udviklingen af selvværd.

Tendens til at underpræstere

For at passe ind gør en del højtbegavede børn sig bevidst mindre dygtige. De underpræsterer i skolen, fordi de ikke vil skille sig ud. Andre højtbegavede underpræsterer, fordi de ikke stimuleres tilstrækkeligt og derfor får svært ved at engagere sig i undervisningen. Uanset årsagen til barnets underpræstation vil det medføre et ikke-realiseret potentiale i skolen.

Det er ærgerligt både på den korte og lange bane. Det vigtigste for alle børn i skolen er, at de lærer at lære. De skulle gerne tilegne sig studiefærdigheder og almen viden, som de skal bruge i deres videre liv. Et højtbegavet men understimuleret barn, som har underpræsteret i årevis i skolen, vil ikke have opnået de færdigheder, deres begavelse giver dem forudsætninger for at tilegne sig.

Det kan for eksempel medføre en ubehagelig oplevelse på en videregående uddannelse at møde materiale af en højere sværhedsgrad, som netop kræver, at man har færdigheder til at indstudere og nærstudere. Det kan på ny give en følelse af at være forkert eller måske dum, og i værste fald føre til at man dropper ud af et studie.

Sådan skabes de bedste betingelser for højt begavede børn

Hvad kan man gøre for at skabe de bedste betingelser for det højtbegavet barn? Først og fremmest skal barnet ses, anerkendes og forstås ud fra netop deres rette normal. Ikke den gennemsnitlige normal, men den rette normal, der passer til deres intelligens.

  • Skole-hjem-samarbejdet
    En stor del af opgaven ligger i skoleregi, men den kan næppe løses af skolen alene. Det stærke skole-hjem-samarbejde er guld værd. Der bør afsættes tid til løbende opdateringer på barnets læring i skolen samt gerne laves skriftlige aftaler om, hvordan undervisningsdifferentieringen skal ske i de forskellige fag. Differentieringsbehovet og -formen kan med fordel tage afsæt i en bred intelligenstest, f.eks. en WISC-V, som kan kortlægge barnets måde at skabe mening, forstå og møde verden og læringen omkring sig.
  • Åben dialog med skolen
    I dialogen mellem skole og hjem bør der være åbenhed om en mulig høj begavelse allerede fra skolestarten af. Hvis der er formodning om dette, bør barnet vurderes af en psykolog, så der kan skabes overblik over behov, muligheder og rette indsatser. Ud fra vurderingen kan undervisningsdifferentiering, klassetrinshop, holddannelse, evt. skoleskift og sociale tiltag sættes i værk.
  • Aktiviteter med intellektuel stimulering i fritiden
    Forældrene kan også stimulere barnets læring og udvikling i fritiden. Dette kan ske ved f.eks. at opsøge aktiviteter med intellektuelt stimulerende indhold. Det kan være tur på museum, Den Blå Planet, Zoologisk Have m.m. Samtidig med oplevelsen kan man være dialog med barnet om det, der ses, opleves og reflekteres over. Det kan være enormt berigende for det højtbegavede barn at fordybe sig i menneskets anatomi eller regnvandets cyklus på Experimentarium. Det kan give inspiration til mange refleksioner og samtaler. Har barnet en forkærlighed for sprog, vil det være en fordel at opsøge fritidsaktiviteter med fokus på dette. Det kan fx være undervisning i kinesisk eller japansk, som ikke risikerer at bringe dem endnu længere forud i skolen. Denne type undervisning kan udfordre dem til at lære en ny udtale, et andet skriftsprog og en anden grammatik.
  • Skab netværk
    Sidst men ikke mindst kan forældrene opsøge netværk for familier med højtbegavede børn, og barnet kan derigennem også møde andre børn med høj begavelse. Det vil give dem en følelse af at være ligesom de andre. Derudover kan forældrene få mulighed for at tale frit med andre forældre om deres barns intellekt uden at blive mødt af misforståelser eller jantelov. De højtbegavede er en del af vores samfund, og der skal også være plads til dem – hverken mere eller mindre – og at skabe plads starter med forståelsen. Vi skal turde at snakke om de højtbegavede.

Læs også: Om vrede børn

Original tekst af: Dea Franck
Sidst opdateret: 30 juni 2022

Kilder

  • Welling, M. K.: “Højtbegavede børn i familien”, GeGe Forlag, 2018
  • Silverman, L. K.: “Giftedness 101”, Springer Publishing Company, 2012
  • Schiøtz, H. K.: “Hurtige hjerner”, Anina Academy, 2021

Læs også

  • Hvordan kan man forstå og håndtere ensomhed?

    Ensomhed er et stigende problem, men det er ofte forbundet med stigma og skam. Det kan desværre afholde mange fra at række ud og søge hjælp. Ensomhed opstår i et samspil af både ydre omstændigheder og psykologiske faktorer. Kortvarig ensomhed er normalt og en del af livet, og kan i bedste fald motivere til øget social aktivitet. Men langvarig ensomhed kan være skadeligt for ens mentale helbred....

  • Illustration: Canva

    Krigstraumer hos børn

    Børn, der oplever krig, reagerer på forskellige måder. Nogle børn udvikler, det man kalder for krigstraumer. Og de kan på mange måde ligne de traumer, som voksne også udvikler. Voksne omkring barnet skal være særligt opmærksomme på, at hjælp til barnet ofte går gennem forældrenes evne og mulighed til at berolige deres eget nervesystem....

  • Højt begavede børn og psykiske udfordringer

    Højt begavede børn kan ligesom alle andre børn have vanskeligheder med indlæring og udvikling. Men vanskelighederne kan være svære at opdage for andre, fordi den høje begavelse kan kompensere for dem....