Hvad er PTSD?

PTSD kan ramme alle. Børn, unge, voksne, gamle. PTSD står for posttraumatisk stressforstyrrelse og forbindes med det at have haft en traumatisk oplevelse.

Betegnelsen henviser til, at man efter denne ekstremt stressende, livstruende eller rædselsvækkende begivenhed udvikler bestemte symptomer.

Ordet traume kommer af græsk og betegner et fysisk eller psykisk sår. Et menneske kan godt have et traume uden at have PTSD. Men man kan ikke få PTSD, uden at have oplevet et traume.

Det helt særlige ved PTSD-diagnosen er netop, at den psykiske lidelse opstår på grund af en udefrakommende, ekstremt stressende hændelse. Derved adskiller diagnosen sig fra alle andre psykiske lidelser. Omkring hver tredje, der oplever en traumatisk begivenhed, udvikler PTSD.

Der er ikke nogen enkel forklaring på, hvorfor nogen får PTSD og andre ikke gør. Vi ved dog, at jo alvorligere traumet er, og jo flere gentagne traumer en person udsættes for, desto større er risikoen for at få PTSD.

Hvis man er traumatiseret efter at have været i – eller været vidne til – en ekstremt stressende situation, udviser man ofte et væld af symptomer. Man kan virke meget urolig med et højt angstniveau og aktiveret alarmberedskab, eller man kan fremtræde apatisk og følelses- og handlemæssigt lammet.

PTSD efter menneske- og naturskabte traumer

Traumatiske begivenheder efterlader os hjælpeløse i selve det traumatiske øjeblik. Når det er naturen der står bag, taler vi om katastrofer, og når det er andre mennesker der står bag, taler vi om grusomheder.

Mennesker, som udsættes for enkeltstående katastrofer som for eksempel jordskælv, flodbølger, ulykker eller livstruende sygdomme, kommer sig betydeligt hurtigere, end mennesker, som udsættes for gentagne, vedvarende menneskepåførte grusomheder som for eksempel vold, overgreb, mishandling, krigshandlinger og tortur.

I og med traumetilstande opstår efter udefrakommende hændelser, der kan skyldes politiske, samfundsmæssige beslutninger, bliver det noget der skal tages samfundsmæssigt og politisk stilling til. For eksempel i forbindelse med krigsdeltagelse, flygtningepolitik, vanrøgt af tvangsanbragte børn eller vold på børnehjem.

Traumelidelsen PTSD blev først optaget i den amerikanske diagnoseliste i 1980 efter godt 50 års fagdebat. Den samfundspolitiske baggrund for at det netop skete på dét tidspunkt, var, at de mange amerikanske soldater, der var vendt hjem fra Vietnamkrigen med psykiske skader, skulle gives en mulighed for at få økonomisk kompensation for krigstraumerne.

Forandringer i hjernen under PTSD

Når mennesker udsættes for traumatiske begivenheder, kan det påvirke den menneskelige psykologi fundamentalt.

Både hukommelse, krop, følelser, handling, relationer og mening påvirkes, og kan forstærke hinanden indbyrdes på komplicerede måder, der skaber onde cirkler mellem symptomerne.

Tre strukturer i hjernen har indflydelse på det man kunne kalde den traumatiserede hukommelse:

• Amygdala er afgørende for vores evne til at vurdere følelsesmæssigt korrekt.
• Brocas område gør at vi kan sætte ord på oplevelser.
• Hippocampus er vigtig for at vi kan gemme erindringer i hukommelsen.

Hos mennesker med PTSD har man iagttaget, at aktiviteten i amygdala stiger, mens aktiviteten i Brocas område falder og størrelsen af hippocampus indskrænkes.

Det styrker erindringen om traumerne, samtidig med at sproget om dem svækkes og evnen til at huske ødelægges. Derfor har mennesker med PTSD ofte vanskeligt ved at sætte ord på deres traumeerfaringer.

Genoplever traumet med sanserne

Traumatiske erindinger huskes ikke som en del af et personligt narrativ, der kan fortælles. I stedet genopleves erindringerne som kropslige oplevelser, der ligner dem, man sansede, mens hændelsen fandt sted.

På den ene side brænder visse visuelle, kropslige og følelsesmæssige aspekter af den traumatiske hændelse sig fast i personens erindring og på den anden side kan det ikke sprogliggøres.

Læs også: Angstanfald – hvad gør jeg?

Den traumeramte fastlåses og fikseres i det traumatiske øjeblik uden fortid, nutid, eller fremtid. Flashbacks udspiller sig ikke som tanker, men erfares og sanses visuelt og følelsesmæssigt gennem kroppen, hvilket gør dem meget livagtige og voldsomme.

Kroppen reagerer på for eksempel dufte, lyde, lugte, berøringer og smagsindtryk. Indtryk, som ikke nødvendigvis har direkte forbindelse til det oprindelige traume, men som udløser meget voldsomme genoplevelsesreaktioner, som igen udløser angst og vedligeholder kroppens øgede alarmberedskab.

Netop den kronisk højspændte krop kan føre til, at traumatiserede mennesker mister evnen til at bruge kroppens reaktion som et pålideligt kompas som guide for passende handlinger og selvforståelse.

Føler sig hele tiden i fare

Den PTSD-ramtes kropslige alarmberedskab har konsekvenser for personens følelsesmæssige tilstand. Det kommer til udtryk som en konstant følelse af frygt og fare. Samtidig kan der være en paradoksal følelse af afskårethed, af ikke at have følelser, af at være følelsesmæssigt bedøvet.

Mennesker med PTSD har ofte stærke følelser som raseri, had og vrede i en ukontrollerbar form. Mange traumeramte er bange for deres voldsomme følelser og har svært ved at bedømme deres egen adfærd realistisk. De beskriver ofte selvbebrejdelse og afsky over deres manglende evne til at forhindre det grusomme, for eksempel at være ude af stand til at redde en døende person. Overlevelsesskyld er et andet velkendt fænomen.

Traumet kan også skabe onde cirkler i menneskers tanker om sig selv og andre. PTSD-ramte begynder at opfatte verden som et farligt sted og begynder at se andre mennesker som ondskabsfulde. De kommer til at tænke om traumet på en måde, som medfører en følelse af, at de selv er skadede, hjælpeløse og svage. ”Jeg er ingenting”, ”det var bedre, hvis jeg var død”, “jeg er skyld i andres lidelse” og så videre.

Ofte tænker de meget indgående over, hvordan det hændte kunne være forhindret, eller hvorfor det skete. Spørgsmål, som kan forhindre dem i at finde sig til rette med det, der er sket.

Isolerer sig fra andre mennesker

Undgåelsesadfærd er en af de mest omkostningsfulde følgevirkninger. I et forsøg på undgå alt, hvad der kan minde om traumet og sætte gang i flash-backs, beskytter PTSD-ramte sig ved at isolere sig fra andre mennesker og fra hverdagslivet. Det begrænser deres livsudfoldelse markant. Og med tiden indskrænkes evnen til at tage del i et almindeligt liv, socialt og arbejdsmæssigt.

Mennesker som har været udsat for fangenskab, trafficking, kidnapning eller har været underlagt en andens vold, vænner sig til at alle deres handlinger overvåges og modarbejdes, og det kan føre til en handlingslammelse, der fortsætter efter det er overstået. I de tilfælde kan undgåelsesadfærd skyldes en tilpasning.

Læs også: Traume: Vi kan lære at leve med lidelse

På den ene side kan samværet med andre mennesker have en beskyttende virkning ovenpå en traumatisk oplevelser. På den anden side kan PTSD-ramtes traume oplevelser gøre det svært at indgå i meningsfulde relationer til andre. Traumatiske oplevelser kan ’ryste’ fornemmelsen af tilknytning og forbindelse mellem individ og familie, venskaber, kærlighed og fællesskaber.

Hvis man for eksempel har været udsat for menneskelig grusomhed, kan det være ekstra svært at stole på andre mennesker og være ekstra utrygt at indgå i en intim følelsesmæssig relation.

Hos børn skader traumer udviklingen af basal tillid, tryg tilknytning, indlæring og sociale kompetencer. Hos voksne ødelægger og nedbryder traumer den basale tillid, tilknytningstryghed, intimitet, fællesskab og fornemmelsen af sig selv som person.

Gode råd til pårørende

Når vi oplever en traumatisk begivenhed, fortolker vi det, der sker og tilskriver vores oplevelse mening. Vores følelser knytter sig til de oplevelser og den betydning vi udformer sammen med andre mennesker, der er vigtige for os.

Men både naturkatastrofer og menneskelige grusomheder opleves generelt set som meningsløse. Traumatiske hændelser rammer ofte mennesket på et eksistentielt niveau. De stiller dybe spørgsmål til vores basale antagelser om livet, os selv og andre. De tilskrives afgørende mening for den enkeltes livshistorie.

Det er derfor vigtigt at være følsom overfor den andens fortælling. Det er vigtigt at lytte åbent og respektfuldt, også til den meningsløshed, der kan indgå i historien, uden for enhver pris at fokusere på ”det positive”.

Traumatiske oplevelser kommer af virkelige, skræmmende og ødelæggende hændelser, som kan indeholde elementer af ondskab. De er overvældende for den, som udsættes for dem og kan også være overvældende for omgivelserne at forholde sig til.

Traumatiserede mennesker kan opleve deres tilstand og erfaring som ’smitsom’, og kan være utilbøjelige til at ville dele deres erfaring med andre. Enten af frygt for at ’forurene’ den anden med det, der er sket, på grund af irrationel skam og skyldfølelse, eller af angst for at blive afvist og socialt udstødt.

Som pårørende kan det være svært at udholde at lytte til traumets detaljer, men det er vigtigt ikke at vende sig væk, når ens nærmeste med PTSD åbner op og fortæller. Det kan være en god idé selv at finde nogen at snakke med eller søge hjælp, hvis man som pårørende bliver påvirket af situationen.