Identitet og selvværd hos mennesker med bipolar lidelse
Bipolar lidelse er kendetegnet ved perioder med ekstreme skift i humør og energi. Og et skift i den enkeltes opfattelse af sig selv og omverdenen: Fra høj selvfølelse i maniske perioder til lav selvfølelse i depressive perioder. Bipolar lidelse debuterer ofte i den tidlige ungdom og kan forstyrre dannelsen af identiteten.
Ethvert menneske har en unik oplevelse af sig selv. Eller en identitet med særlige kendetegn, egen-skaber, færdigheder, roller, mål og værdier. Identiteten påvirkes af både positive og negative livserfaringer, og de forskellige situationer og sociale sammenhænge, man indgår i.
Når man har en bipolar lidelse, kan den personlige identitet og selvopfattelse blive udfordret på flere måder. Ekstreme og modsatrettede skift i selvoplevelsen kan gøre det vanskeligt at bibeholde eller skabe en konsistent og stabil identitet.
I en manisk eller hypoman fase, er selvfølelsen overdrevent positiv: ”Jeg er uovervindelig, jeg er mere værd end andre, jeg er fantastisk”.
Denne tilstand opleves hos nogle som en positiv variant af normaltilstanden, som er attraktiv og kan være svær at give afkald på. For andre er hypomanien og især manien mest af alt forbundet med oplevelse af kontroltab.
Modsat er selvopfattelsen under en depressiv periode negativ: ”Jeg er værdiløs, andre er bedre end mig, jeg er et dårligt menneske”.
Denne tilstand kan desuden være ledsaget af skam og selvbebrejdelser, der i nogle tilfælde forstærkes af, at man fortryder den adfærd, man har haft i en forudgående hypoman eller manisk fase.
I blandingstilstanden, hvor der kan være hurtige skift mellem depressiv og hypoman eller manisk tilstand, kan personen opleve sig selv som meget forskellig i løbet af bare få timer. Daglige og modsatrettede skift mellem ekstrem positiv og negativ selvopfattelse ledsages ofte af tvivl om, hvem man egentlig er:
Psykologiske og sociale konsekvenser
Unge med bipolar lidelse kan opleve større usikkerhed, tvivl og forvirring om egen identitet og er ofte mere afhængige af deres nærmeste – sammenlignet med jævnaldrende uden en psykisk lidelse.
Hvis sygdommen opstår i voksenlivet, kan det hos nogle også medføre en markant ændring i identiteten og selvopfattelsen. Ofte er det krævende at tilpasse sig de midlertidige eller langvarige begrænsninger og udfordringer, som typisk følger i sygdommens kølvand.
Mange oplever brud i relationer, tab af arbejde eller uddannelsesmulighed, tab af færdigheder, tab af status, økonomiske tab og besvær med at leve op til rollen som ægtefælle, kæreste, forælder, søskende eller ven.
Negative sociale og psykologiske konsekvenser kan være med til at vedligeholde depressive symptomer og fastholde et negativt selvbillede. Vedvarende og hyppige svingninger mellem for eksempel mani, hypomani, blandingstilstande og depression kan i sig selv bidrage til en selvoplevelse præget af forvirring, tvivl, splittelse og kaos.
En længerevarende periode med stabilitet og bedring af evnen til at fungere i forskellige sammenhænge kan derimod ofte bidrage til, at man kan udvikle eller genetablere en mere stabil identitet.
Diagnose, identitet og stigma
At få diagnosen bipolar lidelse giver ofte anledning til forskellige og modsatrettede reaktioner. Nogle oplever sorg, usikkerhed eller forvirring, mens andre kan være uforstående og vrede. En del oplever en vis lettelse over at få en forklaring på deres periodiske svingninger i stemningsleje og energi.
Hvis der har været flere perioder med ikke erkendt mani, hypomani, blandingstilstand eller depression, inden diagnosen stilles, kan det dog være svært at se tilbage og anskue disse perioder i et nyt perspektiv:
I nogle tilfælde opleves bipolar lidelse som et vilkår, der er forbundet med positive aspekter, som for eksempel mulighed for unikke og intense følelser og oplevelser og kreativitet. Især hypomane perioder beskrives som en positiv erfaring.
Hos mennesker med bipolar lidelse i den sygdomsfrie fase fremhæves det at have oplevet store stemningsudsving – herunder depressive perioder – af og til som en kilde til øget selvindsigt og personlig modning, herunder en udviklet evne til at leve sig ind i andre menneskers lidelse.
Mens bipolar lidelse for nogle er en integreret del af deres identitet, kan andre opleve diagnosen som et stempel, der har en negativ indflydelse på deres identitet. Stigma betyder miskrediterende særtræk og opstår, når bestemte individer eller grupper tilskrives negative egenskaber, for eksempel på baggrund af en bipolar lidelse.
Stigmatisering kommer til udtryk på flere niveauer og har en strukturel såvel som en kulturel og social side. Den strukturelle stigmatisering kan vise sig ved, at mennesker med bipolar lidelse sammenlignet med mennesker uden psykisk sygdom får ringere behandling i sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet, ringere adgang til velfærdsgoder og arbejdsmarkedet og negativ fremstilling i medierne.
Den kulturelle og sociale stigmatisering sker i samspillet mellem mennesker og indebærer, at personen med bipolar lidelse reduceres til at være sin sygdom og mødes med negative forventninger. Stigmatisering kan i sig selv forstærke depressive symptomer og bidrage til isolation, nedsat livskvalitet og manglende tro på egne ressourcer og egen fremtid.
Den strukturelle stigmatisering kan få indflydelse på, hvordan vi ser os selv. Det kan kaldes selvstigmatisering, hvor en person internaliserer de negative holdninger til psykisk lidelse og vender dem mod sig selv.
Den stigmatiserede sygdomsidentitet bliver på den måde den dominante identitet, mens andre identitetsmarkører som en ven, kæreste, forælder, studerende eller arbejdende typisk træder i baggrunden.
Narrativ identitet og bipolar lidelse
I ungdommen begynder man at danne en fortælling om ens liv: Hvem er jeg, hvordan er jeg blevet, den jeg er, og hvem vil jeg gerne være i fremtiden?
Fortællingen kaldes livshistorie eller narrativ identitet og formes løbende. Den narrative identitet bygger på det levede liv, men er ikke en fuldstændig gengivelse af de faktiske hændelser, der er sket.
Den er derimod forankret i menneskets fortolkning af sit eget liv, dvs. det er individuelt, hvilken mening og betydning tidligere hændelser tillægges, og hvilke fremtidige begivenheder, der fremhæves.
Flere faktorer spiller ind i dannelsen af den narrative identitet. Den enkeltes personlighed og temperament har stor indflydelse på, hvordan begivenheder fortolkes, og hvilken betydning de får i det videre liv.
Den bipolare lidelse har også stor indvirkning på, hvilken historie man fortæller om sig selv. Negative begivenheder, svære sygdomsforløb og negative reaktioner fra omgivelserne kan have stor betydning. Forskning har vist, at mennesker med bipolar lidelse har tendens til at tænke på deres fortid i et mere negativt lys end mennesker uden bipolar lidelse.
Narrativ identitet vedrører ikke alene fortolkningen af fortidige hændelser, men trækker også tråde til forventninger til fremtiden. Hvis man oplever sin fortid som overvejende negativ, fyldt med fiasko eller mangel på kontrol over den drejning livet har taget, kan det betyde, at man forventer en lignende fremtid.
Forskning peger på, at mennesker med bipolar lidelse generelt tænker på fremtiden som usikker og har et kortere fremtidsperspektiv, dvs. forestillingerne om fremtiden indeholder færre begivenheder sammenlignet med mennesker, der ikke lider af bipolar lidelse.
Selvværd og selvmedfølelse
Selvværd er betegnelsen for den overordnede holdning, man har til sig selv, hvordan man evaluerer sig selv, og hvilken værdi, man tillægger sig selv. Et menneskes selvværd påvirkes bl.a. af opvækst og negative såvel som positive livserfaringer.Forskning har vist, at mennesker med bipolar lidelse i stabile faser har tendens til at have højere mål og ambitioner og en mere svingende selvfølelse sammenlignet med mennesker uden bipolar lidelse. Når man er i stand til leve op til sine egne standarder og mål, er det ofte forbundet med glæde og tilfredshed.
Har man en bipolar lidelse, kan der dog være betydelige omkostninger forbundet med at skulle honorere meget høje standarder, som for eksempel overanstrengelse, stress, søvnproblemer og øget risiko for at få depressive eller maniske symptomer.
Negativ feedback fra andre og oplevelsen af nederlag i forhold egne forventninger kan udløse belastende selvkritik, skam, angst og vrede og i nogle tilfælde bidrage til at udløse eller vedligeholde depressive symptomer.
Jagten på et bedre selvværd kan være problematisk, hvis den overvejende knyttes til præstation, konkurrence og sammenligning med andre. Inden for de senere år har selvmedfølelse eller selvomsorg vundet indpas.
Det handler om, hvordan vi møder os selv, når vi oplever nederlag, smerte, sorg og svære situationer. Medfølelse med sig selv går ud på at møde sig selv på en ikke-dømmende, beroligende, omsorgsfuld og accepterende måde frem for at være fordømmende og kritisk.
Mennesker med og uden bipolar lidelse er forskellige i forhold til deres evne til selvmedfølelse og selvomsorg, men evnen til selvberoligelse og selvmedfølelse kan bedres for den enkelte bl.a. gennem terapi.
I arbejdet med at bedre evnen til selvomsorg er det vigtigt at tage højde for, at der ofte kan være blokeringer for eksempel i form af antagelser som ”jeg fortjener ikke omsorg” eller ”selvomsorg er udtryk for svaghed”.
Et fokus i behandling
Forhold som selvopfattelse, identitet, stigma og livskvalitet kan have stor betydning for bedringen ved bipolar lidelse.
Det er derfor vigtigt, at behandlingen til mennesker med bipolar lidelse også har fokus på at mindske selvstigmatisering, understøtte udviklingen af selvaccept samt et meningsfuldt og realistisk fremtidsperspektiv på trods af anderledes og ofte meget svære livsvilkår.
