Hvad er cutting?

Cutting er et udtryk, man bruger til at beskrive en form for selvskade, hvor typisk unge piger og drenge skærer eller snitter i sig selv. De gør det ikke med et ønske om at tage livet af sig. Cutting er en slags tvangshandling, der kortvarigt letter et psykisk pres og hjælper den unge til at håndtere svære følelser og situationer.

De fleste skærer sig på arme eller ben. Men cutting kan foregå overalt på kroppen. Cutting kan have vidtrækkende konsekvenser for den, der cutter. Ikke kun fysisk, men også psykisk og socialt. Cutting bør derfor altid tages alvorligt og ses som et udtryk for mistrivsel og en mangel på alternative handlemuligheder.

Hvem cutter?

Der findes både børn, unge og voksne, der cutter. De fleste, der skærer i sig selv, er piger og drenge mellem 12 og 16 år. De gør det for det meste relativt få gange og uden at pådrage sig selv stor skade.

For nogle er det at gøre skade på sig selv en del af udforskningen af sig selv. De er nysgerrige og eksperimenterer med deres identitet. Andre cutter gentagne gange og med stigende intensitet, og nogle cutter for at straffe sig selv eller for at vise, hvor ondt det gør indeni. Alle, der begynder at cutte, risikerer at blive fanget i en ond cirkel. Jo mere man cutter, jo dårligere får man det med sig selv, og så får man lyst til at cutte igen.

Hvorfor cutting?

Det er utænkeligt for mange, at man kan finde på at skade sig selv med vilje og tilsyneladende uden formål. Men cutting har et formål – også selv om de, der cutter, ikke altid er bevidste om, hvorfor de gør det. Det kan være en hjælp at se på cutting som en strategi til at mestre svære følelser.

Cutting er så udbredt, fordi mange unge oplever en umiddelbar positiv effekt af handlingen. Når man skærer i sig selv, frigives kroppens eget smertestillende stof endorfin, som kan virke dulmende på både fysisk og psykisk smerte. De unge oplever, at den indre psykiske smerte forvandles til en mere håndterbar, fysisk smerte. En smerte, der er konkret, håndgribelig og forbigående i sammenligning med en mere uoverkommelig, kaotisk og konstant psykisk smerte. Men det er en kortsigtet løsning og gør ingen forskel i forhold til det, der er rigtig svært. Ofte vil det at cutte have den modsatte effekt.

Afhængig af at cutte

Mange af de unge, der cutter, slås med lavt selvværd og måske endda selvhad. De ved godt, at cutting er socialt uacceptabelt, og de skammer sig. Men de kan ikke lade være. Den påtrængende følelse af at have brug for at cutte, kan føles som en form for afhængighed. Hvis man cutter over længere tid, kan man få det sådan, at man er nødt til at skære dybere for at opleve samme lettelse, som da man begyndte. Det kan blive en stærk trang, som er svær at stå imod.

Hvis man samtidig deler sine erfaringer med andre cuttere på nettet, kan man risikere at blive meget optaget af cutting. For nogle bliver det nærmest en konkurrence om, hvor dybt og slemt, man kan skade sig selv. Følelsen af skam får mange, der cutter, til at trække sig fra venner og familie, hvilket kun forværrer smerten og øger trangen til at cutte. Som forælder eller anden voksen er det vigtigt at reagere og hjælpe den unge med at bryde isolationen og komme fri af cuttingen. 

Hvor bekymret skal man være?

I første omgang skal man tage det roligt og tale med sit barn eller den unge om, hvordan han eller hun har det. Hvis man som forælder, eller voksen omkring den unge, oplever ikke at kunne hjælpe tilstrækkeligt, skal man søge hjælp.

Tegn på, at man skal søge professionel hjælp:

• Hvis cutting eller mistrivslen påvirker den unges dagligdag, fx i forhold til skole, sociale relationer og humør
• Hvis der cuttes gentagne gange og den unge ikke kan afstå fra det
• Hvis der skæres dybt og/eller i ansigt, bryst og kønsdele
• Hvis den unge har selvmordstanker 

Hvad man kan gøre som forælder?

– Hvis cutting lige har fundet sted, så hjælp den unge med at vurdere, om såret skal syes.

– Forsøg selv at være rolig og ikke blive forskrækket. Cutting kan se voldsomt ud, men det er vigtigt, at man ikke forarges eller bliver bange.

– Snak med den unge og forsøg at skabe tryghed i situationen. Forsøg at forstå den unge og have forståelse for valget om at cutte. Tal om, hvordan man ellers kan hjælpe dem med at håndtere det, som er svært. Nogle gange skal man vente med at have samtalen til et senere tidspunkt, hvor den unge er mere i ro.

– Selvskaden skal anerkendes, men det er den unge, der skal have opmærksomhed og ikke selvskaden. Når man taler med den unge om cutting, er det en god ide at fokusere mere på, hvordan den unge har det, og hvorfor den unge valgte at cutte.

– Hvis man ved, at cutting kan gentage sig, så forsøg, eventuelt sammen med den unge, at identificere de situationer, hvor det kan opstå. Tal om, hvordan man kan bede om hjælp i disse situationer, eller om man kan gøre noget andet. Når man som voksen ved, at den unge står i nogle svære situationer, kan man give den unge mere opmærksomhed og omsorg.

– Sørg for at blive ved med at stille samme krav omkring deltagelse i fællesskabet og dagligdag – fx skolegang, pligter i hjemmet og samvær. Samtidig med at man er opmærksom på, hvad der forårsager mistrivsel og hjælper barnet eller den unge med at få det bedre.

Behandling

Behandling af cutting afhænger af årsagerne til, at cutting opstår. Samtaleterapi med en psykolog er den mest almindelige behandling. I nogle tilfælde er der også brug for medicinsk behandling. Det kan fx være, hvis selvskaden skyldes andre psykiske lidelser som depression og angst.

Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade tilbyder også forskellige støttegrupper og telefonrådgivning.

Læs også:

• Hvad er cutting?
• 6 myter om cutting
• Hvad er borderline?