Hjælp børn med separationsangst

Er dit barn nervøs for at tage i skole om morgenen? Tør hun ikke være alene hjemme, eller er han bange for at falde i søvn alene i sin egen seng? Angst er et af de mest udbredte psykiske problemer hos børn. Ser vi på den yngste gruppe af skolebørnene i alderen 6-12 år, går særligt én type angst igen, nemlig angsten for at være adskilt fra mor eller far, også kaldet separationsangst.

Frygt for at være væk fra hjemmet eller forældrene er en naturlig del af livet. Det er uundgåeligt at skulle adskilles fra sine forældre, og det vil naturligt lede til angst hos især mindre børn. Inden for psykologien taler man ofte om separationsangst som en naturlig fase, børn skal igennem.

Normalt at blive ked af det

Børn er hverken syge eller unormale, hvis de bliver kede af det, når de siger farvel, får hjemve eller er bange for at være alene hjemme. De fleste børn lærer at håndtere deres frygt med tiden, og ældre børn er sjældent lige så bekymrede for at være væk fra deres forældre. I nogle tilfælde er det altså fint bare at lade tiden gå og se, om det går væk af sig selv.

Læs også: Forskning – forældre kan hjælpe deres børn ud af angsten

I andre tilfælde er det vigtigt at reagere på angsten og tage den mere alvorligt. Ubehandlede angstlidelser i barndommen kan i nogle tilfælde blive til invaliderende angstlidelser senere i livet.

Bange for, at mor og far kommer til skade 

Separationsangst beskrives bedst som en overdreven følelse af savn eller utryghed, som kan være svær at rumme for barnet. Angsten viser sig ved, at barnet er bekymret for at være væk fra sine forældre. Hun eller han er bange for at være alene hjemme, for at være i skole eller for at falde i søvn alene. Barnet kan gøre sig mange forskellige tanker om, hvorfor det er farligt at være væk fra mor eller far.

Nogle gange er barnet bange for, at mor eller far dør eller kommer slemt til skade. Andre gange frygter barnet selv at blive gjort skade på eller ”glemt”, fx i skolen. Ofte er angsten ikke særlig konkret, og barnet har svært ved at sætte ord på følelserne. 

Hvordan ved jeg, om mit barn har angst?

Det er vigtigt at skelne mellem almindelig separationsangst, og det man i diagnostiske sammenhænge kalder for “abnorm separationsangst”. Som forælder bør man ikke begive sig ud i at diagnosticere sit barn. Der skal typisk både en læge og en psykolog til en diagnostisk vurdering.

Læs mere: Angst hos børn og unge

Men der er nogle tegn, man kan holde øje med for at vurdere, om der er grund til bekymring:

• Er dit barn begyndt at undgå situationer af frygt for at være væk fra dig?
• Er der ting, dit barnet med sin alder burde kunne, men som det gør alt for at undgå af frygt for at være væk fra dig? Det kan fx være ikke at ville med på udflugter eller lejrtur med skolen
• Bliver dit barn overdrevent ked af det ved afsked og er svær at trøste igen?
• Oplever dit barn fysiske reaktioner på angst, fx ondt i maven, kvalme, hovedpine eller lignende i eller op til situationer, hvor I skal være væk fra hinanden?

Vi undgår det, der gør os bange

Som forælder kan man hjælpe med at bryde den onde cirkel, der giver barnets angst næring og holder den i live. Når angst bliver et problem, er det ofte, fordi den er begyndt at holde sig selv i live og måske endda forstærke sig selv. Det er helt naturligt at forsøge at undgå det, der gør os bange og føles ubehageligt.

Læs også: Hvad er angst?

Når vi undgår det, der gør os bange, kan vi uden at ville det være med til at holde angsten ved lige, fordi vi på en måde belønner os selv for at føle angst og undgå det, vi frygter. Når vi undgår noget, der gør os bange, dæmper vi på kort sigt angsten. Derfor har vi lyst til at undgå det samme igen næste gang.

Især for børn kan det være svært at opdage alle de ting, de gør, som vedligeholder angsten. Børn har i høj grad brug for hjælp fra deres forældre eller en anden voksen til at sætte ord på angsten og udfordre den et skridt ad gangen.

Ud af den onde cirkel med separationsangst

Ligesom man som forælder kan hjælpe med at bryde den onde cirkel, kan man også være blevet en del af den. Måske har man lært, hvad der gør barnet bange og hjælper ham eller hende med at undgå det, allerede inden situationen opstår. Det kan være svært at undgå, men man kan med fordel spørge sig selv, om man ud af omsorg er med til at vedligeholde barnets separationsangst.