Sorg i coronaens tid

Der er mange følelser på spil, når vi skal forholde os til coronavirusset. En af følelserne er sorg.

En slags kollektiv sorg over tab af kontrol og sikkerhed. Mange mennesker oplever i øjeblikket at miste et job eller blive revet ud af sociale sammenhænge og tabet af en forudsigelig og regelmæssig hverdag. Vi mister den vante sikkerhed. Og efterhånden som coronakrisen fortsætter, vil vi opleve flere tragiske dødsfald. Derfor vil vi også opleve mere sorg som følge af alle disse tab.

Vi sørger, når vi oplever tab

Sorg er den naturlige reaktion på at miste noget eller nogen, der har betydning for os.

Det er helt grundlæggende for os, at vi reagerer på at miste noget værdifuldt, når vi mangler en elsket person, eller når vi mister et afholdt job eller tilhørsforholdet til en bestemt gruppe. Vi reagerer med sorg, når vi mister nærhed med de mennesker, vi holder af. Når vi ikke kan opretholde de aktiviteter, vi definerer os ud fra. Når der er økonomiske eller samfundsmæssige tab. Eller når der er fravær af sociale sammenhænge, som vi bruger til at forstå os selv i forhold til.

De hyppigste reaktioner er utryghed, savn, fortvivlelse, udmattelse, vrede og meningsløshed. Man kan også opleve fornemmelsen af uvirkelighed, og man har lettere til tårer. Måske er søvnen også forstyrret eller appetitten ændret.

Hvad er sorg?

Over de følgende uger og måneder kæmper den sørgende med at omstille sit liv til tabet. Der er mange forandringer og livsændringer, som personen skal have integreret for at kunne få hverdagen til at fungere igen. Det er en krævende proces, som kan give fornemmelsen af udmattelse. Det kommer bag på de fleste, hvor lang tid sorgreaktionerne varer, før man har fundet en måde at leve med sine tab.

Coronakrisen ændrer vores markering af sorg og tab

Corona-pandemien ændrer vores traditionelle måder at sige farvel, markere vores tab og udtrykke vores sorg. Under corona-pandemien er samfundsændringer og tab så hyppige, at vi måske slet ikke tager os tid til at mærke eller tale om sorgen. Der hænger en trussel om sygdom og dødsfald over hele situationen, og tab kan komme uventet og pludseligt.

Vi håndterer blandt andet sorg på baggrund af kulturelle traditioner, og i Danmark har vi en lang og dyb tradition for at markere og mødes i forbindelse med alvorlig sygdom, tab og sorg. Eksempelvis kondolencer, ritualer som begravelse og bisættelse, arrangere mindehøjtideligheder og socialt samvær for at mindes og ære den afdøde person.

Hvis der er tale om andre tab som for eksempel tab af helbred og job, viser vi også deltagelse og omsorg, deler et måltid eller sender en buket blomster, taler sammen om betydningen af det mistede og viser vores tilstedeværelse i den sørgendes liv.

Flere vil opleve, at ikke alle familiemedlemmer kan tage afsked med deres døende på landets hospitaler. Selvom personalet er hjælpsomme, må familien i flere tilfælde forholde sig til korte eller mangelfulde besøg, måske bliver afskeden kort og intens, og fik man nu sagt og gjort det rigtige i situationen?

Restriktionerne om at samles og rejseaktiviteter betyder, at vores begravelses- og sørgeritualer er afbrudt, og vores traditionelle måder at sige farvel er umuliggjort. Begravelseshøjtideligheder i landets kirker og traditioner om at samles og markere et dødsfald er ændret som følge af den fysiske afstand, og vores vanlige adfærd for at vise deltagelse og omsorg er sat ud af spil. Det påvirker vores mindeaktiviteter og sørgeritualer.

Vores tab ved at miste forudsigelighed, et job eller være udelukket fra sociale sammenhænge er i øjeblikket så udtalte, at vi måske slet ikke tager os tid til at mærke, hvad det gør ved os.

Kram og knus fra vores nærmeste virker tryghedsskabende og bekræfter relationerne, men vi har ikke samme mulighed for denne gestus. Samtidig får vi måske ikke delt vores tanker og følelser om situationen, og det kan gøre følelsen af utryghed, ensomhed og sorg mere intens.

Presset på de nære relationer kan tage til, og naturlige følelser af forladthed og vrede kan i den situation blive forværret, mens vanlige bekymringer om fremtiden, økonomi og samfundet bliver forstørret. Og så bliver sorgen endnu sværere.

De fleste sørgende benytter hverdagen og arbejdet som almindelige distraktioner for den tunge sorg, men den er for mange sat ud af spil. Det betyder, at kroppens egen regulering af den stress, som sorgen sætter i gang, og den følelsesmæssige påvirkning kan være sværere at få under kontrol.

Personer, der allerede havde oplevet tab før coronakrisen og lever med svære sorgreaktioner kan blive påvirket og opleve forværring, hvis deres sorggrupper eller terapeutiske tilbud går i stå eller sættes på pause, og der er mindre kontakt til de mennesker, der plejer at yde støtte.

Det kan tilmed være sværere at tillade sig selv at give plads til sin sorg, når der er mange dødsfald, og hele samfundet gennemgår en krisetilstand. Eller værre endnu, at hele samfundet er præget af krisestemning og derved kan miste sympati for den enkeltes sorg.

Alt for mange tab i samfundet risikerer at skabe en generel mangel på empati eller opmærksomhed på den enkeltes tab. Den enkelte sørgende vil nu måske ikke fylde med sin sorg, og der er risiko for, at man kommer til at negligere sine reaktioner og undlader at tale med andre om dem, når man ser, at andre også er ramt.

Det kan være sværere at få talt med sine nærmeste om, hvordan man føler sig ramt, eller man tøver med at efterlyse støtte og omsorg og få talt om reaktionerne, som ellers kunne være med til at berolige og normalisere situationen og genskabe hverdagen.

Sådan behandler man søvnløshed

Læs mere på coronasmitte.dk