Sådan sikrer du et godt samarbejde med plejehjemmet
Pårørende kan igen besøge landets plejehjem og være en del af et vigtigt samarbejde med beboer og personale. Et godt samarbejde med personalet er ikke en selvfølge, men afgørende for, at både pårørende og beboer føler sig trygge. Som pårørende kan man bidrage til en god dialog.
Man kan igen besøge sine nære og kære på landets plejehjem, så længe man følger anbefalinger om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd. Efter en periode i isolation som følge af coronakrisen kan mange have behov for at komme ekstra ofte på besøg.
Mange møder mellem pårørende og plejehjem kan imidlertid gå galt. Ofte fordi forventningerne er skæve og kommunikationen utilstrækkelig. Plejehjemmet kan som regel rette op på en del, men den pårørende kan også selv gøre noget aktivt for at få et godt samarbejde og en god dialog med plejepersonalet.
Når ens nære flytter på plejehjem
Når ens nære og kære skal flytte på plejehjem, kan tanker om samarbejdet med personalet på plejehjemmet være ude af opmærksomheden. Ofte fokuserer man mest på, hvordan den, der skal flytte har det, og om vores relation vil ændre sig. Det er ofte så svær en situation, at man har svært ved at tænke på dagene på den anden side af indflytningen.
Gør man det alligevel, kan det være tanker, som for eksempel ”nu er jeg der ikke mere”, eller ”nu er den anden alene”. Man kan også se sig selv som plejehjemsbeboerens vagthund over for personalet og komme til at fokusere på, hvor personalet er, og hvad de laver, hver gang man træder ind. Desværre vil det sjældent føre til, at man får sænket skuldrene og falder til ro med, at den anden skal slutte sit liv på et plejehjem.
Når et familiemedlem flytter på plejehjem
Aktiv og involveret i et samarbejde
Det kan være mest hensigtsmæssigt at forsøge at tænke sig selv som fortsat aktiv og involveret i et samarbejde med personalet om ens nære. Det har stor betydning for alle tre parters trivsel: Beboeren, den pårørende og personalet.
Når man bliver ved med at være en aktiv handlende og nærværende pårørende, understreger man også over for sig selv, at man ikke har sluppet sin partner eller nære familiemedlem. Selvom man ændrer måden at bo på, indebærer det ikke nødvendigvis, at omsorg, kærlighed og nærhed ændres i sin kerne. Det kan vises på en anden måde, for eksempel gennem aktiv handlen. Heri ligger intet om, hvor hyppige eller hvor lange den pårørendes besøg skal være.
Samarbejdet mellem den pårørende og de sundhedsprofessionelle skal desuden være med beboeren og ikke om beboeren. Også selvom det i praksis kan være svært, når beboeren er syg og kun kan udføre få handlinger.
Hvordan kan det lykkes?
I første omgang er det vigtigt, at den pårørende og de nærmeste sundhedsprofessionelle lærer hinanden at kende. Både den pårørende og den sundhedsprofessionelle er nødt til at sætte tid og opmærksomhed af til hilsener og hyggelige bemærkninger. For der er udfordringer og faldgruber, når man samarbejder så tæt.
Man kigger jo på, hvad den anden gør. Man udstiller, at man måske ikke har tjek på det i dag. Eller at man ikke altid ved, hvad man skal gøre. Den pårørende kan være bange for at udstille, at hun, der kender beboeren bedst, alligevel ikke altid ved, hvad hun skal gøre. Sosu-assistenten kan være bange for at udstille, at hendes faglighed ikke rækker til, at hun altid har det rigtige svar og reaktion. Det kan blive til en konkurrence om, hvem der kender beboeren bedst og ved bedst.
En fælles god samtale kan føre til erkendelsen af, at somme tider ved ingen af os, hvad vi skal gøre. Selvom man ellers ved så meget. Den situation kender den pårørende hjemmefra. Et gensidigt forstående forhold kan også have betydning for beboeren, der kan blive urolig, hvis der er en anspændt tone mellem den pårørende og medarbejderen.
Ældre har overkommet kriser før og ved, der er håb
Vigtigt at anerkende hinanden
En anden forudsætning for et vellykket samarbejde er, at den pårørende og den sundhedsprofessionelle anerkender hinandens indsats. De sundhedsprofessionelle kan anerkende den pårørende for hendes store indsats, mens plejehjemsbeboeren var hjemme. Og de kan anerkende, at den pårørende fortsat holder kontakten, selvom beboeren måske tit er i et vanskeligt humør eller sover, når den pårørende kommer på besøg.
Og de pårørende kan anerkende de sundhedsprofessionelle for den omsorg og respekt, der vises for beboeren. Det er også vigtigt at huske i tilfælde, hvor der er noget, man er utilfreds med.
Begge parter kan i det hele taget huske at anerkende det gode, man ser. Ser man derimod noget, man synes er forkert, kan man vente, til man har tænkt sig om og så sige højt, at man undrede sig.
Hvis man for eksempel oplever, at personalet er respektløs eller uopmærksom, er det godt at tage en samtale med personen. Det kan være lettere sagt end gjort. Måske er man som pårørende ikke glad for den slags direkte konfrontationer. Måske tænker man, at vedkommende jo ikke gør det med vilje, men fordi der er travlt.
Næste skridt kan så være at tale med ledelsen, der bestemmer rammerne. Og et andet forslag: Mange plejehjem har et bruger- eller pårørenderåd, der fungerer på samme måde som et forældreråd i en institution eller en skolebestyrelse. Man kan tale med en af de valgte repræsentanter herfra og på den måde ruste sig til en snak med ledelsen. I det hele taget er det en god ide at spørge og tage de emner op, man undrer sig over i stedet for at gå med tankerne selv.
Ligestillet samarbejde i usædvanlige rammer
Et velfungerende samarbejde er på det menneskelige plan ligestillet, men i en institution som et plejehjem er pårørende og plejehjemspersonale både lige og ulige. For der er områder, der ikke er samarbejdsområder, men hvor man som pårørende bare forventer, at den anden gør sit arbejde, eller hvor man som personale bare forventer, at man selv får lov til at varetage sit arbejde.
Den sundhedsprofessionelle kan for eksempel bede den pårørende om at træde til side eller gå ud, hvis medarbejderen vurderer, at det er bedst, når der skal bruges lift eller varetages personlig hygiejne. Den sundhedsprofessionelle kan også bede de pårørende om at forlade fællesområdet, hvis de vurderer, at nogle af de andre beboere ikke kan klare så mange mennesker omkring sig.
Omvendt kan den pårørende forvente, at der er styr på medicin og basal rengøring uden at behøve at spørge til det. Generelt handler det om, at det skal være bedst muligt for beboeren under plejehjemmets rammer.
