Sex er meget mere end samleje og evnen til at få en orgasme

Sex er meget mere end samleje og evnen til at få en orgasme

Vi er forskellige, og det er vigtigt at være bevidst om. Så bliver det også nemmere at forstå, at det ikke nødvendigvis har noget med dig at gøre, hvis din kæreste har mindre lyst til sex. Hvis vi samtidig fokuserer på den seksuelle oplevelse fremfor, hvor tit vi har sex, er der også større sandsynlighed for et godt sexliv.

Parforhold

Som psykolog får jeg mange spørgsmål om sex og seksualitet. Det spørgsmål, jeg hører mest – i alle mulige afskygninger og variationer – kan koges ned til: Er jeg normal? Er det, jeg gør, eller foretrækker seksuelt, normalt? Er det normalt at have meget lyst til sex? Eller lidt lyst? Er det, jeg fantaserer om, sygt? Er det et problem at tænde på flere køn?

Det korte svar er, at alt er muligt mellem samtykkende voksne. Så længe, alle involverede er enige, og det ikke er ulovligt (for eksempel pædofili) eller foregår i en magtrelation (for eksempel mellem en chef og en ansat), er det kun fantasien, der sætter grænser.

Der er virkelig mange måder at nyde sex på. Det er op til dig at opdage, hvad du bedst kan lide. Det er dig, der bestemmer, hvor din egen grænse går.

Fakta: Seksuel sundhed

• Seksuel sundhed er en tilstand af fysisk, følelsesmæssigt, mentalt og socialt velbefindende i forbindelse med seksualitet; det er ikke alene fravær af sygdom, dysfunktion eller handicap

• Seksuel sundhed kræver en positiv og respektfuld tilgang til seksualitet og seksuelle forhold, såvel som muligheden for at have lystfyldte og sikre seksuelle oplevelser, frie for tvang, diskrimination og vold

• For at opnå og opretholde seksuel sundhed må ethvert individs seksuelle rettigheder respekteres, beskyttes og opfyldes.

Vores relationer driver vores lyst

Sex er en vigtig del af de fleste menneskers generelle trivsel. Forskning inden for området understreger den positive sammenhæng mellem seksuel trivsel, sundhed og livskvalitet. Seksuelle vanskeligheder, der bliver afhjulpet, fører til en bedre selvfølelse og mere livsmod, og hos både raske og syge mennesker kan seksualiteten udgøre et slags helle.

Samtidigt er seksualitet et vidt begreb. Det rummer både biologiske, psykologiske og sociale faktorer:

  • Vores lyst til sex påvirkes af kønshormoner som testosteron, østrogen og progesteron – og af signalstoffer i hjernen, for eksempel dopamin og adrenalin. Både kønshormoner og signalstoffer spiller en vigtig rolle for, hvordan vi føler lyst, og på hvordan vi fysisk responderer på lyst
  • Hormonet oxytocin, der betegnes som et kærligheds- eller såkaldt bonding-hormon, øger tiltrækning og følelsen af ømhed og hengivenhed til andre. Oxytocin har også en positiv effekt på den seksuelle respons – og på erektion og ejakulation
  • Den nok vigtigste ingrediens af alle, og det som driver lysten mest, er de dynamikker, der udspiller sig i vores relationer til andre. Hvad enten det er i vores fantasi eller i virkeligheden. 

Barndommen har betydning for vores seksualitet

Sex er et grundlæggende behov, mens seksualitetens udtryk er stærkt præget af, hvilken kultur og tid, vi lever i.

Når vi bliver seksuelt opstemte, øges blodtilførslen til vores kønsorganer. Manden får erektion, og kvinden bliver våd i skeden. Det ved vi godt.

Men vores seksualitet handler ikke kun om samleje og evnen til at få en orgasme – seksualiteten er meget mere. Den findes i den energi, som driver os mod at søge kærlighed, varme og nærhed.

Vores seksualitet kommer til udtryk i den måde, vi bevæger os på, rører ved andre og kan lide at blive rørt ved. Seksualitet har indflydelse på vores tanker, følelser, handlinger, og på, hvordan vi har det, både med os selv og med andre.

Vores barndom har særlig betydning for, hvordan vi udvikler os seksuelt. Hvis vi vokser op med kram og kys og naturlig kropskontakt, er der stor sandsynlighed for, at vi senere forbinder vores seksualitet med noget positivt. Hvis vi som børn får at vide, at vores seksualitet er noget skamfuldt – eller bliver udsat for seksuelle overgreb – kan vi som voksne have svært ved at nyde sex.

Hvad er normalt?

Selv om det i vores tid og del af verden er fint at kysse lidenskabeligt på gaden, i hvert fald hvis det er tale om et heteroseksuelt par, tale om sex i toget eller blive gift med en partner af samme køn, bliver vi stadig præget af en masse normer for, hvad der er normalt eller ideelt.

Normer og forventninger, som kan gøre os usikre og forstyrre vores oplevelse af vores egen seksualitet og lyst.

Den kendte psykolog Abraham Maslow forsøgte allerede i 1950’erne at definere det “normale”. Det er et svært begreb at tackle, også indenfor videnskaben, hvor det som regel refererer til enten statistiske udsagn, kulturelt betingede tendenser eller biologisk og medicinske beskrivelser.

I daglig tale bruger vi typisk ordet normal til at beskrive noget gennemsnitligt, og det er forkert. Det er endnu ikke lykkes at give et tilfredsstillende svar på, hvad der er normalt. Måske fordi definitionen af, hvad der er normalt, altid er afhængig af tid, kultur og magtforhold i samfundet.

For eksempel blev det for 100 år siden anset som unormalt, at kvinder havde lyst til sex. Kvinden blev betragtet som et aseksuelt væsen. De blev betegnet som skøger, nymfomaner, syndige eller syge, hvis de dyrkede sex for nydelsens skyld – og ikke for at få børn. I dag opfatter vi nedsat lyst hos både mænd og kvinder som problematisk.

Din seksualitet er lige så unik som dit fingeraftryk

Normer er komplekse. De kan være så stærkt forankrede i vores kultur, at de opleves som en selvfølge, og vi glemmer at stille spørgsmålstegn ved dem. Lad os derfor slå fast: Der findes ikke en opskrift på eller model for en normal seksualitet.

Der findes ikke to mennesker, der har nøjagtig samme seksuelle identitet, den samme seksuelle livshistorie eller helt de samme præferencer. Seksualiteten er unik – ligesom vores fingeraftryk.

Læs også: Parforhold: Ret fokus mod dig selv og bevar kærligheden

I et parforhold vil der for eksempel altid opstå tidspunkter, hvor den ene har mere lyst til sex end den anden. Eller har lyst på andre tidspunkter. Eller mod på at prøve nogle ting af, som den anden ikke tænder på.

Vi er forskellige, og det er vigtigt at være bevidst om. Så bliver det også nemmere at forstå, at det ikke nødvendigvis har noget med dig at gøre, hvis din kæreste har mindre lyst til sex.

Hvad du kan være opmærksom på, hvis du ikke er tilfreds:

  • Hvad er det præcist, du ikke er tilfreds med? Jo mere konkret, du bliver, desto nemmere bliver det at forstå, hvad der er galt
  • Overvej hvad der kan være på spil – er du for nylig startet på noget medicin, der kunne have indflydelse på din seksualitet? Eller er dernoget i relationen, der ikke fungerer, som bliver udtalt igennem de seksuelle udfordringer? Måske føler du, at din seksualitet er forkert, fordi den er anderledes end den, du igennem medierne får beskrevet som den rigtige
  • Selvom vi lever i en tid, hvor lyst til sex bliver set som en selvfølge, kan det være hjælpsomt at overveje, hvilken slags sex, du gerne vil have. Hvis du for eksempel oplever en mangel på lyst, og du oplever det som problematisk, er det ikke nødvendigvis dig, der er noget galt med, men den type sex, du har (eller ikke har)
  • Husk at det er helt almindeligt, at vi oplever vores seksualitet som tidevande, mange oplever både ebbe og flod i løbet af deres liv i form af aftagende og tiltagende lyst
  • Ingen fødes som den perfekte elsker – det tager tid og hengivelse at udvikle sit erotiske potentiale.

Det handler om den seksuelle oplevelse

Man kan nemt få det indtryk, at idealet er den livslange, monogame og samtidig også lidenskabelige relation, hvor seksualiteten og kærligheden væves tæt sammen og forventes bare at fungere.

At mange oplever et naturligt fald i spontan lyst i længerevarende forhold, bliver problematiseret i populære magasiner, der bugner med gode råd til at vække lysten igen. Dermed bliver budskabet, at en lavere frekvens af samleje er lig med problemer. Mens forskningen viser, at mange pars seksuelle liv bliver bedre med årene – hvis man ser på kvaliteten frem for kvantiteten.

Læs også: Lysten til sex kan forsvinde – og genfindes

Det handler slet ikke om frekvensen, men om den seksuelle oplevelse. Den canadiske psykolog og forsker Peggy Kleinplatz har undersøgt, hvad 60-82-årige forbinder med god sex, og hvilke faktorer der er vigtige i et tilfredsstillende sexliv. Samlet set havde de optimale seksuelle oplevelser følgende egenskaber:

  • tilstedeværelse
  • forbundethed
  • intimitet
  • empatisk kommunikation
  • åbenhed og risikovillighed
  • autenticitet
  • sårbarhed
  • følelse af forbindelse og transcendens.

Lyt til dig selv

Vores seksualitet er et varieret og farverigt landskab. Der er nærmest ingen grænser for, hvad der kan udspille sig i den seksuelle verden. Så længe vi er voksne og frivilligt har accepteret at dyrke og udforske hinandens erotiske sider.

Lad dig ikke styre af normer, forventninger og andres meninger. Du har ret til at skabe og udvikle din egen seksuelle identitet. Tænder du på kram, smæk, blid berøring, kys, porno, frække sms’er? Er du til missionærstilling eller analsex? Eller måske ingen af delene? Det ved du bedst selv. Det vigtigste er, at du/I husker at nyde det og taler om hinandens forskelligheder. 

Original tekst af: Karina Kehlet Lins
Sidst opdateret: 29 december 2022

Kilder

Emner

Læs også