Socialangst hos unge: angsten for at blive til grin

Socialangst hos unge: angsten for at blive til grin

Socialangst er en normal del af teenagelivet. For nogen bliver angsten styrende for deres liv, og de isolerer sig, fordi de er bange for at blive til grin. Det er muligt at udfordre angsten, men det er hårdt arbejde.

Illustration: Jack Lucas Smith | Unsplash
Illustration: Jack Lucas Smith | Unsplash

Socialangst eller socialfobi er den mest almindelige angsttype hos teenagere. Socialangst er kendetegnet ved ubehag i sociale situationer. Den unge er bange for at gøre noget pinligt, være utilstrækkelig eller at blive grinet ad. Angsten kan blive så stor, at teenagere med social angst ofte helt undgår at være sammen med andre.  

To af verdens førende forskere i børn og angst – den amerikanske psykologiprofessor Wendy Silverman og hendes britiske kollega Andy Field – kalder socialfobi for “en normal frygt gået over gevind”. For op mod hver tiende teenager udvikler angsten sig ud over det almindelige og bliver til en lidelse, der står i vejen for, at de kan have det godt og udvikle sig normalt både fagligt og socialt.

Socialangst vedligeholder sig selv

Angsten bliver især et problem, når de unge begynder at undgå ting, der hører til i et normalt ungdomsliv. De dropper festerne og undgår vennerne efter skoletid. Og i stedet for at være aktive i skolen, sidder de og gemmer sig bagest i klassen for at undgå at skulle sige noget foran andre.

Når angst bliver til en lidelse, skyldes det også, at den unge typisk forsøger at håndtere sin angst ved at bruge forskellige sikkerhedsstrategier for at undgå at komme i ubehagelige situationer. Hvilket kun forstærker problemerne.

Læs også: Socialfobi – Angsten for sociale sammenhænge

Det kan fx være unge, der forbereder sig så grundigt på alt, hvad der kan gå galt, at de ikke opdager det, der går godt. Eller unge, der for at undgå at blive til grin, er så opmærksomme på sig selv, at de glemmer at lægge mærke til, hvad der faktisk foregår omkring dem.

Selv om de på den måde forsøger at beskytte sig selv, ender det ofte med til at give dem dårlige oplevelser i sociale situationer. I sidste ende risikerer deres strategier at give bagslag og forstærke angsten og bekymringerne for at blive til grin.

Der er faktisk noget at være bange for

De unges bekymringer handler tit om at undgå, at andre tænker dårligt om dem. Det kan gøre det svært at føre bevis for eller imod den sociale angst. 

Hvordan sikrer man sig imod andres tanker, når man hverken kan høre dem eller ændre på dem? Når man ikke kan finde svar på sine bekymringer, så har bekymringerne en tendens til at blive ved og ved. Måske er der alligevel noget om det? Måske ser jeg virkelig latterlig ud i de her bukser? Hun tænker, at jeg er idiot, hvis jeg spørger om det her. 

Læs også: Angstanfald, hvad gør jeg?

Mange unge har oplevet, at enten de selv eller en ven faktisk blev til grin foran andre. Det er ikke så unaturlig en del af ungdomslivet, hvor de unge prøver sig selv og andre af i forsøget på at lære nye sociale spilleregler at kende.

Gode råd til unge, der ønsker et liv med mindre angst

• Lær at lægge mærke til, at alle unge mennesker bøvler med den slags tanker

• Forsøg at acceptere, at andre uundgåeligt vil tænke ting om dig, som du ikke ønsker. Det kan du ikke kontrollere

• Spørg dig selv, hvad der er vigtigt for dig at kunne i sociale situationer. Og begynd at lægge mærke til, hvornår du undgår situationerne eller bruger sikkerhedsstrategier

• Lav en plan for – et skridt ad gangen – at begynde at gøre de ting, du indtil nu enten har undgået eller lavet sikkerhedsstrategier for at forsøge at kontrollere

Lyder det svært? Det er faktisk ret hårdt. Social angst – ligesom megen anden angst – bunder i et forsøg på at kontrollere ting, der ikke kan kontrolleres. Angsten er næsten ikke til at undgå, imens man udfordrer sig selv og oplever at miste kontrol.

Den gode nyhed er, at det virker for rigtig mange. Ikke alene mindskes angsten. Man kan også opleve, at livskvaliteten stiger i takt med, at man begynder at gøre flere af de ting, man før udgik.

 

Original tekst af: Emil Rask
Sidst opdateret: 29 december 2022

Emner

Læs også

  • Illustration: Annie Spratt | Unsplash

    De højtbegavede børn – de er ikke, som du måske tror

    Der er mange antagelser om børns begavelse, og emnet er præget af fordomme og myter, som ikke har hold i virkeligheden. De højtbegavede børn er ikke bare børn med en høj IQ. Der er meget andet på spil....

  • Hvad er generaliseret angst?

    Alle bekymrer sig en gang imellem, især når man står i svære situationer i ens liv. Men hvis ens bekymringer er der næsten konstant og fylder så meget, at det påvirker ens livskvalitet eller evne til at fungere i hverdagen, kan det være, at man lider af generaliseret angst. ...

    Emne: Angst
  • Genåbningsangst

    Det er slet ikke så nemt at vende tilbage til det normale liv efter en lang periode med smittefare og corona-restriktioner. Genåbning og tilbagevenden kan trigge en særlig form for angst og stress....

    Emne: Angst, Corona