Typiske paradokser i et parforhold

Der er mange ønsker og krav til et parforhold i dag. Man vil gerne være sammen og have tid alene. Have fælles interesser og være selvstændig. Sætte sig selv til side og tage vare på sig selv. Et parforhold er fyldt med modsætningsfyldte behov, som kan skabe potentielle konflikter. Det kan være svært at være i – nogle gange så svært, at forholdet ikke holder og ender i bristede forhåbninger.

Hvis vi prøver at forstå, hvad der er på spil i relationerne mellem os, og hvorfor vi ofte reagerer, som vi gør, kan det være med til at skabe en balance i vores forhold. Der er ikke tale om en opskrift til det gode parforhold – den findes ikke. Men hvis vi accepterer, at et parforhold også har modsætninger, som vi ikke nødvendigvis kan løse, men løbende kan arbejde på, er der et stort potentiale. Både til at udvikle vores forhold og os selv.

I denne artikel kan du læse om nogle af de paradokser, der typisk er på spil i et parforhold, og hvordan man som par kan lære at håndtere dem.

Førstehjælp til parforholdet

Klassiske paradokser i parforhold

Et paradoks opstår, når to logikker støder sammen. Det får os ofte til at trække på smilebåndet, fordi det kan opleves absurd. Men når to logikker bringes sammen, opdager man, at de både kan være gensidigt forbundne og udelukke hinanden.

En række klassiske paradokser vil blive skitseret i det følgende:

At være sammen og hver for sig:

Dette paradoks i et parforhold kan typisk udspille sig på en ferie. Der er længe blevet set frem til ferien – endelig er der god tid med familien. Man skal virkelig hygge sig og være sammen. Hele familien.

Men allerede på dag to kan der opstå et behov for at være alene. Bare at kunne tænke en tanke for sig selv uden, at ens børn eller partner vil en noget. Men man vil også gerne være der for sin familie. Paradokset rejser sig – behovet for at være alene og sammen på én gang.

Men man kan være bekymret for at tale med sin partner om det. For når den ene part beder om alenetid, kan den anden føle sig fravalgt og afvist. Den ene part kan opleve det som om, at den anden hellere vil være alene end at være sammen med partneren og familien.

På den måde bliver tid alene gjort til det modsatte af at være sammen. Den gensidige afhængighed mellem at være alene og sammen anerkendes ikke. Det bliver gjort til et dilemma, som i værste tilfælde kan ende ud i: Enten tager du på ferie alene, eller også tager vi alle på familieferie. Og det kan være umuligt at tage stilling til, fordi begge dele føles nødvendige.

Paradokset i eksemplet er, at partneren har brug for tid alene for at kunne være nærværende med sin familie. 

Nærhed og afstand:

Et andet klassisk paradoks handler om nærhed og afstand. Den ene ønsker måske, at man skal være mere sammen som par. Have mere tid sammen. Mens den anden måske ikke orker og føler, at der altid bliver bedt om kys, kram og nærhed i en sådan grad, at det bliver omklamrende. Og vedkommende får lyst til at trække sig og være i fred. Når den ene trækker sig, vokser dens andens behov for at være nær.

Når nærhed og afstand kolliderer, sker det ofte gennem en polarisering, hvor parterne varetager hver sin pol. Lige så stille kan parterne komme til at føle sig forkerte med deres behov. Grundlæggende ønsker de begge nærhed, men den ene kan være bange for at vise det, hvis det bliver for meget og holder derfor afstand. Mens den anden skubber på for nærhed og føler sig forkert, fordi det ikke er gengældt.

Nærhed og afstand behøver ikke at være to modpoler, men kan snarere ses som to sider af samme sag. Man kan have lyst til afstand nu, men til nærhed senere. Det har mange par for eksempel erfaret, når de har været adskilt i en periode. At afstanden har skabt en lyst til nærhed, de ikke har mærket i lang tid. På den måde kan man mærke, at de to ting hænger sammen.

At være der for sig selv og for andre:

Vi har alle brug for at være der for andre og være en del af noget. Men vi skal også være der for os selv. Det gælder også i parforhold. Mange småbørnsfamilier oplever perioder, hvor man som forældre må sætte sig selv til side og have børnene i fokus. Der er ikke plads til meget andet. Og så søvn selvfølgelig. Sove, så snart der er en ledig stund.

Når børnene bliver større og lettere at håndtere, skal mange par finde sig selv igen. En dialog kunne lyde: ”Hvor blev vi af?” spørger den ene en aften. ”Hvor blev du af? Du har ikke haft fokus på andet end børnene de sidste tre år. Jeg kan ikke genkende dig længere. Du plejede at være så positiv og energisk,” siger den anden og får følgende svar: ”Der har jo ikke været tid til mig! Mens du har haft tid til dig selv og dine interesser, har jeg været hjemme og taget mig af børnene. Jeg har sat mig selv til side, for at du kunne få tid.”

I eksemplet her er parret fanget i en klassisk dynamik mellem at være der for andre og for sig selv, hvor den ene partner oplever at have varetaget det ene, mens den anden ikke har været opmærksom på det.

Den ene risikerer at miste sig selv for at være der for andre, mens den anden har sine egne behov i fokus. Det bør nærmere være sådan, at man både kan være der for andre og for sig selv. I hvert fald over tid.

Fertilitetsbehandlingens betydning for parforhold

Få øje på paradokserne og tal om dem

Når man står midt i et paradoks, kan man være fristet til at tænke i løsninger, der er enten-eller. Men man kan ikke løse et paradoks ved at fravælge den ene side. For så har man ikke løst noget. I stedet kan man forsøge at balancere det. Det handler i første omgang om at få øje på paradokserne og acceptere dem.

Inden for det, der kaldes paradokstænkning, er pointen netop, at man ikke kan vælge side i et paradoks og se bort fra den anden side. Da begge sider har sin berettigelse, må man have begge sider med i løsningen af paradokset. Øvelsen består derfor i løbende at finde en balance, begge kan leve med, hvor man vægter de to sider over for hinanden.

I det hele taget er det vigtigt at forstå, hvordan ens handlinger påvirker ens partner, hvis forholdet skal holde i længden. Hvis det for eksempel altid er den ene, der planlægger og tager initiativ, er der måske ikke megen plads til, at den anden part får lov til at gøre det.

Her kan man hver især forsøge at udvide sine handlinger, så man ikke polariserer sig yderligere, men snarere får opbygget en bedre dynamik ved at forstå paradokserne. For eksempel så begge parter kan finde ud af at tage initiativ og være afventende. Det kræver både noget fra den, der forsøger at komme mere på banen og den, der skal lade den anden gøre det.

For paradokset forsvinder ikke ved at gå videre til en anden partner. Her vil det blot opstå i en anden form.

Gode råd:

Som par kan man arbejde med paradokserne på forskellig vis:

Få øje på paradokserne og italesæt dem:

• Når man får øje på paradokserne sammen, bliver det muligt at tale om, at hver pol har en værdi.
• Tal gerne om, hvordan polerne kan vægtes nu og her, så begges behov bliver imødekommet over tid.
• I en småbørnsfamilie, hvor forpligtigelse fylder meget for at få hverdagen til at hænge sammen, kan det for eksempel være en hjælp at anerkende, at man i en periode vender ryggen til friheden og ens individuelle behov, men at man giver plads til, at det vægtes i ny og næ.

Giv plads til forskelligheder og lav en vægtning:

• Accepter at polernes værdi er forskellige hos os hver især, og at vi har forskellige behov.
• Vær gerne undersøgende over for hinanden om, hvad man finder værdi i ved hver pol og drøft, hvordan I kan give plads til dem i parforholdet.

Få fælles forståelse og vær på øvebane sammen:

• Når man forstår dobbeltheden i paradokset, kan man øve sig i at indtage en anden position end vanligt. Eksempelvis øve sig i at indtage partnernes vante handlemønster. Ved at træde ind i nye positioner vil dynamikken i parforholdet ændre sig.
• Er man for eksempel hurtig til at tage initiativ før ens partner og tænker ofte, hvorfor den anden er så langsom, kan man prøve at holde sig tilbage og lade den anden få plads.

Parforhold: Ret fokus mod dig selv og bevar kærligheden