Hvad er pædofili?

Hvad er pædofili?

Personer med pædofili har en vedvarende eller tilbagevendende seksuel interesse i børn. At have pædofili kan være men er ikke identisk med at begå seksuelle overgreb på børn. Det vurderes at omkring en procent af den almene befolkning har pædofili.

Illustration: Canva

Ord som pædofili og pædofilidømte bruges ofte i flæng i hverdagssproget og i medier i sager om seksuelle overgreb på børn. Det er dog ikke ligegyldigt, hvordan man bruger disse ord, og som udgangspunkt kan der ikke sættes lighedstegn mellem pædofili og seksuelle overgreb.

Kort forklaret defineres pædofili i fagsprog som en vedvarende eller tilbagevendende intens seksuel tiltrækning af præpubertære børn. Nogle personer med pædofili har aldrig begået seksuelle overgreb, og nogle af de personer, der har begået seksuelle overgreb på børn, har ikke pædofili. De fleste, der begår overgreb på børn, har faktisk ikke – i klinisk forstand – men har begået overgrebet af andre grunde. Det kan fx skyldes, at personen ikke har de nødvendige sociale, personlighedsmæssige eller intime færdigheder det kræver at etablere en relation til en voksen og derfor ender med at begå overgreb på et barn.

Pædofili er altså ikke identisk med at begå seksuelle overgreb på børn. At skelne mellem pædofili og seksuelle overgreb på børn er afgørende for forståelsen af, hvad pædofili er. Derudover er denne skelnen vigtig for at forstå kompleksiteten i, hvem der begår overgreb på børn, men også for forebyggelsen af seksuelle overgreb på børn. Forskning viser nemlig, at personer dømt for seksuelle overgreb på børn, som har pædofili i klinisk forstand, har højere risiko for igen at begå seksuelle overgreb på børn, end de dømte, der ikke har pædofili. De forebyggende indsatser skal derfor i særlig grad rettes mod dømte, der har pædofili i klinisk forstand. I denne artikel kigger vi nærmere på, hvad pædofili er, og hvor ofte det forekommer.

Kriterier for pædofili

Når fagpersoner taler om pædofili, sker det som regel med udgangspunkt i pædofili-diagnosen fra Verdenssundhedsorganisationens (WHO) diagnosemanual ved navn ICD-10. Manualen bliver brugt i Danmark og de øvrige europæiske lande, og den definerer pædofili som en seksuel afvigelse.

De fleste klinikere anvender en forkortet dansk udgave af diagnosemanualen fra WHO. Heri defineres pædofili ganske kort som en ”seksuel forkærlighed for børn, ofte i sen barnealder eller tidlig pubertet”. I den lange og mere uddybende udgave af manualen, som ofte bruges til forskning, fremgår det, at en vedvarende eller tilbagevendende intens seksuel interesse i børn er den væsentligste betingelse for, at diagnosen pædofili kan stilles.

Symptomerne skal have været til stede minimum seks måneder, før diagnosen kan stilles. Pædofili-diagnosen kan kun gives til personer over 15 år, og der skal være minimum fem år mellem pågældende og barnet, der er genstand for interessen. Det betyder blandt andet, at seksuel aktivitet mellem for eksempel to mindreårige ikke betegnes som pædofili.

Ifølge den uddybende diagnosemanual skal personen også have handlet på sine seksuelle impulser eller være væsentligt generet af impulserne. Det er dog uklart, hvad der menes med at have handlet på interessen, og om det indebærer en kriminel handling, eller seksuelle fantasier også tæller som handling. I praksis vil selvrapportering af en vedvarende seksuel interesse ofte give anledning til, at diagnosen stilles, uanset om den pågældende har begået seksualkriminalitet mod et barn.

Seksuelle tanker eller fantasier om børn i en kortere periode eller brug af overgrebsbilleder eller utugtige billeder af børn kan give en mistanke om pædofili. Men hvis interessen kun har været kortvarigt og af mere eksperimenterende karakter, vil det sjældent være nok til at stille diagnosen. At have begået seksuelle overgreb på et eller flere børn udløser heller ikke pædofili-diagnosen per automatik, men hyppige tilfælde af seksuelle overgreb på børn vil give anledning til mistanke.

Diagnosen bliver opdateret

I 2022 kommer der en ny diagnosemanual ved navn ICD-11, som erstatter den nuværende manual. Kriterierne for pædofili overlapper i høj grad hinanden i de to manualer, men der er dog også enkelte opdateringer.

I den nye manual lægges der for eksempel vægt på, at pædofili er knyttet til en interesse i børn, der endnu ikke er gået i puberteten. Derudover skelnes der mellem at have en pædofil interesse og en egentlig pædofil forstyrrelse. Hvis der kun er interesse, udfører personen ikke seksuelle overgreb, hvorimod personer med en egentlig pædofil forstyrrelse både har en interesse og udfører overgreb.

Pædofili og hebefili

Idet pædofili ifølge flere diagnosemanualer bliver defineret som seksuel interesse i præpubertære børn, efterlader det en relativ stor gruppe af personer, der er seksuelt orienterede mod børn i tidlig pubertet. Det vil sige børn, der er gået i pubertet, men hvor der kun ses de første spæde tegn på seksuel modning, ofte omkring 11-14 år. Den specifikke aldersangivelse er ikke nødvendigvis dækkende, da der er stor variation i, hvornår man kommer i puberteten.

Denne gruppe betegnes ofte som værende hebefile i klinisk praksis. Diagnosen fremgår dog af hverken af Verdenssundhedsorganisationens (WHO) eller de amerikanske diagnosemanualer. I stedet diagnosticeres patienten officielt med en uspecificeret seksuel afvigelse.

Personer, der har begået seksualkriminalitet, som har hebefili, har også forhøjet risiko for igen at begå lignende overgreb igen, ligesom det er tilfældet med dømte med pædofili. I en større undersøgelse af 358 personer, der søgte hjælp grundet bekymrede seksuelle tanker om børn, blev 60% klassificerede med pædofili og 28% med hebefili. Blandt de personer, der selv henvendte sig for at få behandling, og som havde erkendt deres seksuel interesse i børn, var der således en overvægt af personer med interesse i yngre/præpubertære børn.

Hvordan stilles diagnosen?

I Danmark og flere andre lande diagnosticeres pædofili som oftest på baggrund af en bred vifte af oplysninger fra kliniske interviews, psykologiske undersøgelser, journaler og sagsakter om blandt andet psykiatriske og psykosociale forhold, seksuelle interesser, seksualadfærd og seksualkriminel adfærd.

Det kan være vanskeligt at lave en diagnosticering af pædofili, fordi langt de fleste personer er tilbageholdende med at indvi andre i deres seksuelle interesse i børn. Det skyldes ofte skam, frygten for at blive stigmatiseret og registreret med pædofili i patientjournaler eller offentlige registre.

Personen kan også have en interesse i at undgå, at myndighederne bliver opmærksom på personen, griber ind og forhindrer personen i at udleve sin seksualitet i praksis. Omvendt kan der også være en risiko for, at især fagpersoner, der ikke er højt specialiseret indenfor dette specifikke område, overdiagnosticerer pædofili på grund af en fejlagtig forestilling om, at et seksuelt overgreb på et barn er identisk med pædofili eller i tvivlstilfælde ender med at stille diagnosen uberettiget af frygt for at overse pædofili. Den modsatte problemstilling kan dog også finde sted, hvor man i tvivlstilfælde kan undlade at stille diagnosen på grund af den stigmatisering, der er forbundet med diagnosen.

På de danske psykiatriske afdelinger, der har højt specialiserede funktioner i udredningen og behandlingen af personer med pædofili, er man opmærksomme på vanskelighederne med at diagnosticere pædofili. Man er her opmærksom på at seksuelle overgreb på børn ikke er tilstrækkeligt til at stille diagnosen. Der skal være særlig indikation for vedvarende eller tilbagevendende seksuel interesse i børn for at diagnosen stilles.

Andre tilstande kan føre til seksuelle tanker

Seksuelle tanker om børn kan også optræde som følge af andre tilstande end pædofili, som for eksempel OCD, hvor man kan have tvangstanker om, at man har seksuel interesse i børn.

Inden for autisme kan der i sjældne tilfælde optræde en form for såkaldt særinteresse i overgrebsbilleder og utugtige billeder af børn.

Også ved tilstanden hyperseksualitet kan der optræde seksuel interesse i børn. Den er karakteriseret ved en mangelfuld regulering af intense, gentagne seksuelle impulser og seksuel trang, som for de fleste vil medføre et nedsat funktionsniveau i forhold til følelseslivet og relationer til andre, og påvirke livet både socialt og erhvervsmæssigt, fordi tilværelsens gøremål tilsidesættes til fordel for den seksuelle aktivitet.

Hyperseksualitet vil typisk vise sig i form af hyppig seksual aktivitet, masturbation og  pornoafhængighed. Nogle personer med en hyperseksuel tilstand forsøger at opnå seksuel tilfredsstillelse ved brug af pornografisk materiale med tiltagende ekstremt og tabuiseret seksuelt indhold, herunder overgrebsbilleder og utugtige billeder af børn, men disse handlinger vil kun sjældent være udtryk for en egentlig pædofil orientering.

Læs mere om OCD med voldelige eller seksuelle tvangstanker

Forekomsten af pædofili

Vanskelighederne med at stille en sikker diagnose gør det også vanskeligt at give et sikkert estimat for, hvor mange der har pædofili. I undersøgelser af dømte er det generelt 20-50 % af dem, der har begået seksuelle overgreb på børn, der får stillet diagnosen.

Ser man på undersøgelser af pædofili i almenbefolkningen, finder man samlet set, at 3-9 % af de adspurgte mænd og 1-4% af de adspurgte kvinder rapporterer at have haft seksuelle tanker eller fantasier om børn eller ønsker om at involvere børn i seksuelle aktiviteter, hvis personen kunne undgå en dom for det.

Hvis vi ser nærmere på resultatet i de største individuelle befolkningsundersøgelser, viser for eksempel den danske , at 3% af de mandlige og 0% af de kvindelige respondenter rapporterede, at de i løbet af det seneste år havde haft seksuelle tanker om mindreårige, altså børn under 15 år. Det skal dog understreges, at seksuelle tanker og fantasier om børn en kort overgang ikke er ensbetydende med, at personen har pædofili.

Det er således antageligt kun få af de personer, der i disse befolkningsundersøgelser rapporterer at have haft seksuelle tanker om børn, som har en vedvarende eller tilbagevendende seksuel interesse i børn, dvs. har pædofili i klinisk forstand. På baggrund af befolkningsundersøgelserne er vurderingen, at omkring 1 % af almenbefolkningen lider af pædofili. Hvor stor en andel af disse, der begår seksuelle overgreb på børn, vides ikke. Vi mangler viden om, hvorfor nogle med pædofili ender med at begå overgreb på børn, mens andre ikke gør, og hvad der afholder personer med seksuelle tanker fra at søge behandling, og hvad der skal til for at få flere i behandling.

Et overset fagområde

På trods af at et ikke ubetydeligt antal mennesker har seksuel interesse i børn og pædofili, fylder det fagområde, der beskæftiger sig med pædofili, ganske lidt, sammenlignet med andre fagområder, der beskæftiger sig med psykiske lidelser med tilnærmelsesvis samme forekomst, som for eksempel en lidelse som skizofreni. Det er yderst vanskeligt at skaffe midler til forskning indenfor dette højt specialiserede område indenfor psykiatrien, antageligt grundet emnets karakter. Såvel i Danmark som i udlandet er vi langt fra at have fundet en effektiv metode til at forebygge seksuelle overgreb på børn. Der mangler forskning, der kan hjælpe os til at forstå, hvordan vi bedst hjælper personer med seksuelle tanker om børn til ikke at begå seksuelle overgreb, og hvordan vi bedst hjælper personer dømt for at have begået seksuelle overgreb på børn til ikke at begå overgreb igen. Verden over arbejdes der hver dag på at forstå kompleksiteten af pædofili og seksuelle overgreb på børn, men vi er desværre langt fra at være i mål med at have løst gåden til effektiv behandling af seksualkriminelle.

Har du seksuelle tanker om børn?

Mange personer med seksuelle tanker om børn er tilbøjelige til at gå med tankerne for sig selv og undgå at dele dem med andre. De fleste med seksuelle tanker om børn er af forståelige grunde bange for at blive afvist, udstødt, udskammet, hvis andre får kendskab til disse tanker. Man kan også være bange for at blive hængt ud på de sociale medier. De færreste søger professionel behandling men får det typisk først, hvis man ender med at blive anmeldt for at have involveret et barn i seksuelle aktiviteter. Man kan være bange for at blive registreret i det offentlige sundhedssystem med seksuel interesse i børn. Mange ønsker heller ikke at blive henvist til behandling, fordi det kræver, at man bliver henvist via egen læge. For mange er det meget vanskeligt at skulle fortælle egen læge om tankerne. Der er dog meget, der taler for fordelen ved at tale med dine fortrolige om tankerne eller søge professionel behandling. Vores erfaring fra praksis er, at det af de fleste opleves som en stor lettelse at fortælle om tankerne til en fortrolig eller til en professionel. Ved at tale med andre om det, bliver man mindre isoleret og ensom, og det hjælper dig til at finde ud af, hvad du skal gøre. Man kan også søge information om, hvad det vil sige at have seksuelle tanker om børn, på forskellige web-sitet, fx danske websites såsom Bryd Cirklen eller Red Barnets Ctrl eller på udenlandske websites såsom Help Wanted. Man kan også få anonym og fortrolig rådgivning og hjælp af fagpersoner ved at kontakte Rådgivningslinjen BrydCirklen.

Læs også