Hvad er en ængstelig personlighedsforstyrrelse?

Når man har en ængstelig personlighedsforstyrrelse, kæmper man med et gennemgribende og ofte livslangt mønster af social hæmning, en følelse af utilstrækkelighed og hypersensitivitet for negativ vurdering og kritik.

En ængstelig personlighedsforstyrrelse er kendetegnet ved langvarigt dårligt selvværd og manglende tro på sig selv. Man føler sig ængstelig i sociale situationer, selv om man er sammen med mennesker, man kender godt, og man holder sig tilbage fra at søge udfordringer af frygt for ikke at slå til eller komme til at gøre noget forkert.

Det er imidlertid ikke en kronisk tilstand, og man kan få det betydeligt bedre, især med rette behandling.

Denne artikel forklarer lidelsen, dens baggrund og behandling.

Hvordan fremstår lidelsen, og hvor ofte opstår den?

Ifølge international forskning rammer diagnosen 1,5-2,5% af den almene befolkning og 11-57% af dem, der får behandling i psykiatrien for andre lidelser. Lidelsen fordeler sig nogenlunde ens mellem kvinder og mænd.

Lidelsen er dog mindre kendt og har fået mindre opmærksomhed end nogle af de andre personlighedsforstyrrelser. Måske fordi den er mindre synlig. Man kommer sjældent i konflikter, man er ikke følelsesmæssigt udfarende og man undgår som regel at gøre sig bemærket. Men for mange er det forbundet med et lavt funktionsniveau og forringet livskvalitet og udgør en sårbarhed for andre psykiske lidelser.

I psykiatrien opdages lidelsen ofte i forbindelse med, at man opsøger behandling for angst, depression eller belastningsreaktioner, men oplever, at standardbehandlingen er utilstrækkelige eller ikke virker. Man har brug for terapi, der arbejder med selve sårbarheden for de andre lidelserne. Mange går i årevis, uden at udfordringerne bliver opdaget, hvilket ofte er forbundet med store personlige omkostninger.

Man veksler ofte mellem at kalde lidelsen ængstelig og evasiv personlighedsforstyrrelse, hvilket afspejler de to centrale aspekter ved lidelsen. Evasiv betyder undgående eller undvigende, hvor man har tendens til at undgå sociale situationer, hvor man føler, at man skal præstere og kan blive vurderet af andre mennesker. Man undgår ofte opgaver og stillinger på arbejdet, der indebærer at have med mange mennesker at gøre, og hvor man kommer i fokus. Af denne grund underpræsterer mange i forhold til deres evner både på studie og i arbejdsliv.

Man kæmper med en gennemgribende skamfølelse og frygter konstant at fejle og være pinlig foran andre. Man bruger derfor meget energi på at bekymre sig op til sociale arrangementer, og man bliver selvbevidst og hæmmet, når man er sammen med andre, især nye mennesker.

Bagefter bruger man ofte meget energi på at gennemgå og analysere ens optræden med et kritisk blik. Man bliver optaget af små fejl, som man forstørrer og har svært ved at slippe. Mange har også tendens til at please andre og forsøger hele tiden at regne ud, hvad andre ønsker og forventer af dem.

Man har ofte svært ved at sige fra eller sige sin mening af frygt for, at andre skal afvise en. Mange har derfor svært ved at mærke sine egne grænser og behov og endnu sværere ved at kommunikere dem.

Læs også: Hvornår er man personlighedsforstyrret?

Hvad er personlighed og personlighedsforstyrrelse?

Et menneskes personlighed er den indre kerne, der er mere eller mindre uforandret på tværs af forskellige relationer og situationer. Personligheden omfatter ens karakteristiske måde at tænke på, ens umiddelbare måde at opfatte sig selv og andre på, ens typiske handlemåder og ens generelle evne til at tilpasse sig i sociale situationer.

Ens personlighed har også betydning for evnen til at etablere og fastholde modne og dybe relationer, at kunne regulere følelser, fastholde kort- og langsigtede mål, handle på en stabil og fleksibel måde, være selvstændig og have en opfattelse af virkeligheden, som passer sammen med realiteterne.

Når man har en veludviklet og velfungerende personlighed, har man tillid til andre mennesker, man føler sig respekteret og har en stabil og realistisk opfattelse af sig selv og andre. Man reagerer også på en relativt forudsigelig og forståelig måde i sociale relationer, og ens omgivelser bliver derfor sjældent overraskede eller skræmt over ens følelsesmæssige reaktioner.

Når man har en personlighedsforstyrrelse, kan det være svært at finde den rette balance mellem nærhed og distance. Man kan blive overdrevent afhængig af andres selskab og opmærksomhed, eller på den anden side have et stort behov for at trække sig fra sociale fællesskaber og nære relationer.

Det er ofte i de nære og mere forpligtende relationer, at personlighedsforstyrrelser kommer til udtryk. Derfor bliver pårørende ofte mest påvirkede. Det kan for eksempel være svært, når ens forælder eller kæreste helst vil undgå sociale sammenkomster og fællesskaber.

Hvis man som barn vokser op med en ængstelig forælder, kan man få en oplevelse af, at verden og andre mennesker er farlige. Og vokser man op med sparsom kontakt til andre mennesker, får man hellere ikke trænet sine sociale færdigheder.

I nogle tilfælde kan der være alkohol- eller medicinafhængighed som et forsøg på at håndtere ængsteligheden, hvilket også påvirker dem omkring en. Man ved, at både ængstelighed og personlighedsproblematik ofte er forbundet med uhensigtsmæssig selvmedicinering.

Læs også: Hvad er en personlighedsforstyrrelse?

Hvordan diagnosticeres ængstelig personlighedsforstyrrelse?

En personlighedsforstyrrelse bliver diagnosticeret på baggrund af en psykiatrisk undersøgelse eller udredning, som regel af en psykolog eller psykiater med ekspertise inden for området. Det er vigtigt at gå systematisk til værks og udelukke andre diagnoser, såsom andre personlighedsforstyrrelser, depression eller angstlidelser.

For at stille diagnosen er det vigtigt at vurdere varigheden af lidelsen, og hvor indgribende problemerne er i personens liv. Udfordringerne med at vurdere sig selv og andre på en tilstrækkelig nuanceret måde og vanskelighederne med at være i stabile relationer skal gerne have stået på siden teenageårene.

Når man stiller diagnosen, vurderer man, om personens funktionsniveau er påvirket, som for eksempel evnen til at passe sit studie, fastholde et arbejde, være i et stabilt kæresteforhold eller familieliv og håndtere hverdagens udfordringer på egen hånd. Personlighedsforstyrrelser kan ofte ses tidligt i livet, men diagnosen stilles som regel først, når vedkommende er voksen, og personligheden er mere færdigudviklet.

Nyt diagnosesystem

Indenfor de nærmeste år kommer en revideret udgave af diagnosesystemet, ICD-11, der har en noget anden tilgang til personlighedsforstyrrelserne.

De eksisterende kategorier bliver erstattet af en vurdering af sværhedsgrad: mild, moderat og svær samt betegnelsen ”personlighedsvanskeligheder” for udfordringer, der ligger i grænselandet og ikke er svære nok til at blive karakteriseret som personlighedsforstyrrelse. Det betyder ikke, at den ængstelige personlighedsforstyrrelse forsvinder som fænomen, men den kommer til at blive beskrevet og afgrænset på en lidt anden måde.

Den nuværende definition på diagnosen for ængstelig personlighedsforstyrrelse vil blive vurderet på en skala fra mild til svær personlighedsforstyrrelse samt vurderet i forhold til fem trækdomæner eller personlighedstræk, hvor man eksempelvis vil ses med høj grad af trækket negativ affekt, dvs. at man oplever høj grad af angst, sårbarhed, frygt, skam og lavt selvværd.

Man vil også ses med høj grad af personlighedstrækket tilbagetrækning, hvor man undgår sociale interaktioner og intimitet, undgår  arbejdsopgaver/forfremmelse, der medfører mere interaktion eller at man kommer i centrum. Derudover vil man ses med lav grad af dyssocial adfærd, dvs. at man ikke er selvcentreret eller opmærksomhedssøgende, ikke er hensynsløs eller udnyttende, eller har følelse af at være bedre end andre.

Hvad er forskellen på socialangst og ængstelig personlighedsforstyrrelse?

Der er stort overlap mellem disse to diagnoser, men som udgangspunkt bliver ens relationer til andre mennesker ikke påvirket i samme grad ved socialangst (også kaldt socialfobi), som ved ængstelig personlighedsforstyrrelse. En personlighedsforstyrrelse er først og fremmest en relationel forstyrrelse. Man kan sige, man bliver angst i relationen.

Ved socialangst kan man have lavt selvværd i sociale situationer, men tænker ikke generelt, at man er underlegen eller uværdig udenfor disse situationer. Man kan ofte føle, man har meget at tilbyde, og man bliver frustreret af, at frygten holder en tilbage. Mennesker med ængstelig personlighedsforstyrrelse har et mønster med undgåelse af de fleste områder i livet, mens dem med socialangst ofte undgår nogle få, specifikke situationer, især hvor de skal præstere, kommer i fokus og bliver vurderet.

Læs mere om social angst

Der kan være uklare grænser mellem svær socialangst og ængstelig personlighedsforstyrrelse, men den aktuelle konsensus i forskningen er stadig at adskille diagnoserne.

Forståelse og behandling

Det er vigtigt at fremhæve, at mennesker med personlighedsforstyrrelser ikke har problemer hele tiden eller i alle sociale relationer – og at der er forskellige grader af personlighedsforstyrrelser.

Man kan således have personlighedsforstyrrelser i mild, moderat eller alvorlig grad, hvilket det nye diagnosesystem også i større grad vil imødekomme.

Mange har fejlagtigt den opfattelse, at der er tale om en kronisk tilstand, men man kan sagtens komme sig helt med den rette behandling. Og de fleste får det bedre og kan leve gode liv efter behandling. Symptomerne kan forstås som værende på et kontinuum i forhold til normale personlighedstræk, som alle har. Man altså godt være lidt ængstelig eller nervøst anlagt, uden at man har en personlighedsforstyrrelse.

De milde varianter ses mest i privat psykologisk praksis. Måske bliver de slet ikke opdaget og diagnosticeret, medmindre man opsøger behandling, eller ens behandler har særligt kendskab til personlighedsforstyrrelser. Hvis man har lidelsen i en moderat eller svær grad, kan man få behandling i psykiatrien.

Flere har i perioder et højere funktionsniveau med aktiv beskæftigelse og langvarige relationer, men personlighedsforstyrrelsen kan give en sårbarhed, der besværliggør relationer til andre, og mange får derfor depressive og ængstelige perioder, hvor de kan have brug for behandling. Mange reagerer ekstra hårdt på stressende perioder og uforudsete begivenheder med for eksempel depression, forhøjet angst, stress eller en belastningsreaktion.

Læs også om personlighedsforstyrrelser hos unge

Desværre får mennesker med personlighedsforstyrrelser ikke altid behandling for deres grundlidelse, altså personlighedsforstyrrelsen, men kun de ovennævnte følgetilstande. De oplever måske, at de ofte går ned med stress, bliver sygemeldte på arbejdet eller studiet, er nedtrykte i længere perioder, har svært ved at holde fast i venskaber eller kæresteforhold over længere tid.

Symptombehandling af for eksempel stress, angst eller depression kan hjælpe, men man ser ofte, at mennesker med en personlighedsforstyrrelse får mindre udbytte af behandlingen, da de har brug for terapi knyttet til personlighedsforstyrrelsen.

For mange bliver selve personlighedsforstyrrelsen også hæmmende i selve terapien eller for den terapeutiske relation. Man undgår måske svære emner, man åbner ikke op, man har svært ved at lave øvelserne, man føler sig nemmere misforstået, svigtet eller ikke anerkendt af behandleren. Eller man har større behov for at forstå baggrunden for problemerne og bearbejde tidligere traumer.

Derfor kan det være vigtigt med psykoterapi, som går et spadestik dybere og kigger på baggrunden for de traumatiske oplevelser, og som arbejder med de relationelle problemer.

Fokus på tidligere oplevelsers betydning

En række behandlingstilgange har vist sig relevante for ængstelig personlighedsforstyrrelse. Men der er endnu ikke forskning, der har vist, at en af de specialiserede retninger er bedre end de andre. Derfor er man i større grad optaget af at finde fællestræk, der karakteriserer god behandling på tværs af de eksisterende behandlingsformer.

Generelt har man fokus på at bearbejde og forstå tidligere oplevelsers betydning for, hvordan man møder andre mennesker. Hvis man ikke har fået grundlæggende behov opfyldt i ens barndom og opvækst, som for eksempel tryghed, tilhørighed, accept og følelsen af at være holdt af, bliver ens følelser ofte voldsomt aktiveret i situationer, der minder om de tidligere svigt eller ubehagelige oplevelser.

Man har ofte særlige livstemaer eller sårbare områder, hvor man eksempelvis i samspil med andre hurtigt føler sig forkert, underlegen, svigtet eller krænket, eller føler sig udenfor gruppen og bliver bange for at blive forladt af dem, man holder af. Disse temaer bliver hurtigt og ubevidst aktiveret i samvær med andre mennesker og afstedkommer stærke reaktioner, som for andre kan virke overdrevne i forhold til det, situationen lægger op til.

Når man reagerer med tidligere indlærte strategier, ofte kaldt coping strategier, kan man komme til at håndtere situationer på en uhensigtsmæssig måde. Det man tidligere har gjort for at passe på sig selv i svære situationer, kan i voksenalderen stå i vejen for ens udvikling. Eksempler kan være undgåelse af socialt samvær eller at man dulmer ens følelser med alkohol, psykologiske distance, overarbejde eller isolation.

Man kan også være pleasende og opofrende og ikke få sat grænser eller for eksempel have svært ved at udtrykke sin mening. Disse coping strategier besværliggør sunde og balancerede relationer til andre og man får ikke tilfredsstillet sine grundlæggende psykologiske behov. Denne adfærd kan også komme i spil i relationen til terapeuten, som i så fald skal gøre klienten bevidst om adfærden og bruge det terapeutisk.

I behandlingen er det vigtigt både at forstå, hvor de stærke følelser kommer fra, bearbejde dem og samtidig arbejde med at udvikle og træne nye strategier. Forskningen viser at behandlingen har god effekt, hvis der er et element af eksponering i terapien. Det vil sige, at man med små skridt udsætter sig for det, som er ubehageligt eller svært, som for eksempel at være i sociale relationer, samtidigt med at man afprøver nye strategier eller ”redskaber”.

Forskning peger også på, at terapeutens træning i og erfaring med personlighedsforstyrrelser har større betydning for udfaldet, end det har ved behandling af andre lidelser, såsom depression og angstlidelser.

Der er ikke evidens for psykofarmakologisk behandling af selve lidelsen, men man kan have effekt af medicinsk behandling, oftest anti-depressiv medicin (SSRI- og SNRI-præparater), i perioder med stor belastning og forhøjet angst eller depression.