Jeg skærer i mig selv

Jeg skærer i mig selv

Det kan være svært at fortælle, at man cutter til sine forældre eller andre tæt på. Måske skammer du dig eller er nervøs for, om de bliver vrede? Det er vigtigt at tale med nogen om, at du cutter. Du kan eventuelt vise dem den her artikel. Så har I noget at snakke ud fra.

Illustration: Amir Hosseini | Unsplash
Illustration: Amir Hosseini | Unsplash

Det kan være svært at tale om cutting, og om at man skader sig selv. Du er måske bange for, at dine forældre bliver vrede og kede af det. Og de vil i hvert fald helt sikkert ikke kunne forstå, hvorfor du gør det. Det er nok rigtigt. At skære i sig selv – eller bide, kradse og snitte – bliver af omverdenen opfattet som socialt uacceptabelt, altså som noget, man bare ikke gør.

Følelsen af at gøre noget noget, som omverdenen betragter som forkert, kan gøre det endnu sværere at bryde tavsheden. Måske synes du også selv, at det er forkert og skammer dig, men du kan ikke lade være. Fordi det virker. Eller det føles, som om det virker.

Da mine forældre opdagede, at jeg cuttede, bad de mig om at holde op. De sagde, at det ikke var godt, og at jeg ville få ar på mine arme. Men dengang var jeg ligeglad med arrene, og jeg kunne slet ikke se, hvorfor jeg skulle stoppe med at cutte. Det var jo det eneste, der virkede.

Er jeg afhængig af at cutte?

Du kan godt føle, at du er afhængig af at cutte. Hvis du cutter over længere tid, kan du få det sådan, at du er nødt til at skære dybere og dybere for at opleve samme lettelse, som da du begyndte. Det kan blive en stærk trang, som er svær at stå imod.

Hvis du samtidig deler dine erfaringer med andre cuttere på nettet, kan du risikere at blive meget optaget af cutting. For nogle bliver det nærmest en konkurrence om, hvor dybt og slemt, man kan skade sig selv. Og så glemmer man måske, at det kun virker i kort tid, og at smerten bare vender tilbage. Uanset hvor ofte eller hvor dybt, du cutter, er det altid muligt at få hjælp til at stoppe.

Jeg er så træt af, at alle vil tale om min cutting. Jeg tror, at hvis nogle vil hjælpe mig til at få det bedre, så vil jeg også holde op med at cutte.

Cutting er et signal om, at noget andet er galt

Det passer ikke, at du cutter for at få opmærksomhed. Du cutter, fordi du har det dårligt, eller noget ikke fungerer i dit liv. Mange af dem, der cutter regelmæssigt, har problemer med lavt selvværd og et negativt selvbillede.

Når du cutter, kan du opleve et øjebliks lettelse, der fjerner opmærksomheden fra stærke og svære følelser. Samtidig udskiller kroppen sit eget smertestillende stof endorfin, som kan virke dulmende på fysiske og psykiske smerter.

Læs også: 6 myter om cutting

På den måde bliver det at skære i sig selv en såkaldt mestrings-strategi, altså en måde at håndtere en svær situation eller en svær følelse. Mange, der cutter, oplever det at skade sig selv som deres eneste mulighed for lette et psykisk pres. Når du cutter, ved du et eller andet sted godt, at det ikke løser problemet, men du ved ikke, hvad du ellers skal gøre. Den lille lettelse, du oplever, bliver hurtigt en del af en ond cirkel. Når du cutter, får du det endnu dårligere med dig selv, og så får du lyst til at cutte igen.

Ensomhed og isolation

Cutting er svært at forstå og acceptere for omverdenen. Når du skærer i sig selv, skammer du dig typisk og skjuler måske dine sår og ar under lange bluser, bukser og kjoler – eller bliver væk fra fester og arrangementer, hvor der er risiko for, at dine ar bliver opdaget. Du har ikke lyst til at fortælle om din cutting og går alene med det, og det gør ofte det hele værre.

Måske oplever du, at dine forældre eller andre voksne tæt på, reagerer med stærke følelser, måske endda med frygt og afsky? Eller du frygter deres reaktion, hvis du fortæller dem, at du cutter? Det er normalt at isolere sig, når man skærer i sig selv.

Mange cuttere trækker sig fra familie og venner og foretrækker fællesskabet med andre cuttere på nettet. Men det fjerner ikke følelsen af at være forkert og skamme sig. Derimod kan det være med til at forstærke trangen til at cutte.

Det er ikke det værd at have det godt i få sekunder, når jeg bagefter har det som lort i en uge, mens jeg går og gemmer mig og er flov.

3 gode råd fra Karoline, 16 år, tidligere cutter, hvis du gerne vil stoppe med at cutte:

● Lad være med at kigge på cuttingsider på nettet

● Vær sammen med nogen, der gør dig glad. Man får det nemt dårligt, når andre har det dårligt

● Distrahér dig selv, når du får lyst til at cutte. Find et holdepunkt, som gør dig glad. Det kan være gaming, din hund eller at lytte til musik.

Hjælp til at tale om det, der er svært

Det er vigtigt at tale med nogen om at cutte. Også selv om det er svært. Måske har du ikke brug for hjælp til at håndtere cutting, men du har brug for hjælp, fordi du ikke har det godt.

Læs også: Hvad er cutting?

Når du taler om at cutte med nogen, du stoler på, bryder du med isolationen og skammen. Du åbner en mulighed for at få hjælp til det, der er svært.

Nogle unge synes det hjælper, hvis de kan gøre noget andet i stedet for at cutte. Det kan for eksempel være at tegne med en tusch på din arm – eller have en elastik om håndledet, som du kan ‘smælde’ med, når du får lyst til at cutte. Det kan hjælpe med til at kontrollere trangen til at cutte, mens du får hjælp til at få det bedre.

Hvad kan jeg gøre?

  • Tal med nogen om det
  • Vær sammen med andre
  • Lav en plan sammen med nogen om, hvad du skal gøre, når du får lyst til at cutte
  • Få nogen til at hjælpe dig med at søge hjælp, hvis du ikke selv magter det

Behandling for cutting og selvskade

Selvskade og cutting behandles forskelligt, afhængig af årsagerne til, at cutting opstår. En behandling kan tage udgangspunkt i at bearbejde det, som er svært eller stresser dig i livet – eller du kan have brug for støtte til at udvikle andre strategier end cutting til at mestre svære følelser og situationer.

Hvis du oplever, at cutting er så stort et problem, at du ikke kan stoppe, bør du søge hjælp. I første omgang skal du tale med en voksen, som du stoler på. Det kan være en forælder, en lærer eller en ven af familien. Den voksne kan hjælpe dig med at søge hjælp hos en psykolog eller søge støtte gennem kommunen.

Hvis selvskaden skyldes andre psykiske lidelser som depression og angst, bør du søge hjælp i psykiatrien. Du eller dine forældre kan tale med egen læge eller sagsbehandlere og/eller psykologer i kommunen om at få en henvisning til at få hjælp. Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade tilbyder også forskellige støttegrupper og telefonrådgivning.

Original tekst af: Signe Hagelskjær Lund
Sidst opdateret: 29 december 2022

Læs også