Coronakrisen kan gøre os ensomme

Vi mennesker er sociale væsener, og vi trives typisk bedst, når vi er sammen med flokken. Nu hvor vi skal være på afstand, efterlader det mange med et tomrum, som kan være svært at fylde ud: Kollegaerne mangler, bedsteforældre, børn og børnebørn har ikke længere mulighed for at mødes, vennerne har vi også kun på afstand – vi er afgrænset og begrænset i vores mulighed for at være fysisk sammen.

Selvom noget af Danmark så småt er på vej til at åbne, og nogen forsat har sit daglige arbejde, er mange danskere berørte af coronakrisen og har mere eller mindre isoleret sig. Tempoet vil fortsat været sat ned, opgaverne er ændrede, og den sociale kontakt er begrænset.

Mange er vant til at have en travl hverdag med en række gøremål, hvor de er beskæftiget med mennesker omkring sig. Tiden i relativ isolation kan derfor opleves som en stor omvæltning.

Begrænset social kontakt påvirker forskelligt

Der er i denne tid stor forskel på, hvor isoleret og alene man er. Der er dem, der bor alene. Dem, der har isoleret sig af frygt for at blive smittet. Og dem, der er blevet smittet. Nogle har naturligt et større behov for at være alene, mens andre trives bedst i selskab med andre.

Hvordan vi reagerer er derfor forskelligt. Nogen har mærket ændringer i humøret og er påvirket af at måtte være på afstand fra andre. Vi ved fra forskningen om isolation, at det kan have en stor påvirkning på vores psykiske helbred og vores mentale trivsel.

Isolation er i de danske fængsler det mest restriktive indgreb. Selvom det slet ikke er sammenligneligt med isolation i coronakrisen, er der alligevel nogle lighedspunkter. Institut for Menneskerettigheder beskriver, hvordan isolation som straf kan medføre psykisk lidelse. Mange oplever med coronakrisen, at den ændrede hverdag med begrænset social kontakt påvirker deres mentale trivsel.

Isolation kan gøre os ensomme

Når vi er isolerede, oplever mange i højere grad ensomhed. Ensomhed er et ubehag, der kan opstå, når vi er alene eller sammen med andre. Man kan sagtens være alene uden at være ensom eller være ensom, selvom man er i selskab med andre.

Lige nu er vi næsten alle afskåret fra vores daglige gøremål. Nogle har travlt med både at passe job og undervise børn hjemmefra, mens andre er hjemsendt, opsagt og måske alene. Det kan være en svær tid på forskellige måder. Vi er på afstand fra familie, venner, kollegaer og dem, vi ellers mødes og omgås i vores dagligdag. Det er hårdt at savne, og mange er alene og ensomme eller føler sig ensomme, selvom de er sammen med deres nærmeste – for eksempel deres børn.

Ensomhed kan opstå pludseligt og være kortvarig, og i andre tilfælde kan den være langvarig. Nogle personlighedstyper, for eksempel introverte, kan opleve, at de aldrig har haft det bedre end nu. Andre mere ekstroverte kan opleve en øget tendens til bekymring, savn af samvær og social kontakt, angst, stress, depression og ensomhed.

Hvis du føler dig ensom, er du ikke alene. Ensomheden rammer bredt over alle aldersgrupper: Unge, midaldrende og ældre kan i perioder opleve følelsen af ensomhed. I Danmark består 40 % af vores husstande af én person, så rigtig mange er lige nu afgrænset og begrænset. Det begrænsede sociale samvær kan gøre os triste, nedtrykte og have svært ved at motivere os til dagens gøremål. Andre bliver rastløse og irritable. Nogen bliver trætte, mens andre har søvnløse nætter.

Vi har brug for berøring

Vi har som mennesker også brug for berøring – det kan være kram eller håndtryk. Når vi nu er isolerede og på afstand fra andre, kan trangen til et kram opstå, og nogen oplever endda hudsult. Det er en tilstand, hvor et menneske mangler fysisk berøring. Flere vil jo længere krisen varer hungre efter samvær og nærhed med andre mennesker – og især mange af dem, der er alene.

Når vi bliver rørt ved omsorgsfuldt, udløses nemlig hormonet oxytocin – også kaldet kærlighedshormonet. Oxytocin giver os en følelse af ro og velvære. Men hudsulten kan også lindres på andre måder end ved fysisk berøring, da vi ved, at for eksempel solens varme, et brusebad eller en tur i havet – også selvom det er koldt – kan udløse denne rockstar blandt hormoner.

Belastningen ved ventetid og uvished

Ikke kun fysisk afstand og manglende berøring påvirker os. Også ventetid og uvished kan være svær. Ventetidsbelastning er et begreb, der anvendes i forbindelse med den mistrivsel, der ses, når mennesker i uvished skal vente på en afgørelse om deres fremtid.

Vi kender det alle sammen til en vis grad fra, når vi har måttet vente på store afgørelser i vores liv: Når vi har ventet på, om vi bestod den sidste eksamen, eller om vi fik lov at gå fri i den varslede fyringsrunde. I disse situationer kredser tankerne ofte om de mulige scenarier, der kan udspille sig og ofte om det værst tænkelige.

Når coronakrisen indskrænker vores frie bevægelighed samtidig med, at fremtiden er uvis, kan vores sind komme på overarbejde med triste tanker og bekymring – og vi kan opleve symptomer som bekymring, angst, stress og depression. Vi er lige nu nødt til på afstand fra hinanden at vente på, at det værste er ovre, så vi igen kan vende tilbage til den hverdag, vi har sat på pause. Men ingen kender udløbsdatoen på denne alvorlige periode, vi befinder os midt i.

Fremtiden kan derfor føles uvis, og det kan lede til utryghed og gøre os triste og ængstelige. Vi kan lige nu kun håbe på det bedste og sætte vores lid til, at vi kommer hurtigt og sikkert ud af krisen. Håbet om det kan være med til at give tiden et andet og mere positivt fokus. Ingen af os ved, hvor længe vi skal være på afstand, og hvad der kommer til at ske, når Danmark så småt åbner op igen. Vi ved dog, at mange vil være påvirkede af situationen; både fysisk, psykisk og økonomisk.