Børnefortællinger i coronaens tidsalder

Når verden forandres fra dag til anden, fordi en farlig virus strømmer ud over det hele, betyder det noget for børn. Selvfølgelig gør det det.

Hvad det betyder, viser sig umiddelbart at være enormt forskelligt: Det afhænger tilsyneladende af børnenes levede liv, kvaliteten af deres familiesituation, deres families vilkår, sikkerhed og reaktioner på hinanden og virussen. Det afhænger også af familiernes erfaringer med og tillid til myndighederne. Og det afhænger af børnenes erfaringer med tryghed, forudsigelighed, deres associationer på farlige sygdomme og meget, meget mere.

Som i alle andre sammenhænge er kompleksiteten enorm. I denne artikel kan du læse forskellige beretninger set fra psykologens børneperspektiv. Hvordan har den aktuelle krise påvirket tre børn? Børnene er opdigtede, men det er deres historier ikke.

Mød Peter på 11 år

Igennem hele Peters skolegang har der været en intens dialog mellem skole og hjem. Peter har svært ved at koncentrere sig, springer over, hvor gærdet er lavest og er generelt fagligt bagud, vurderer skolen. Hertil kommer, at han har travlt med, hvad der foregår hos de andre. Han blander sig i alt på uheldige måder og har en tendens til at blive flabet – til tider voldsom – over for både klassekammerater og lærere.

Efter Peter begyndte i 4. klasse, er hans problemadfærd i skolen taget til. Derhjemme har de også mærket et øget konfliktniveau og stadigt flere raserianfald – tilsyneladende uden grund. Siden skolen lukkede, har Peter været hjemme sammen med sine forældre og to yngre søskende. Peters forældre har overvejende arbejdet hjemmefra og samtidig lavet en interimistisk hjemmeskole for deres to ældste børn, mens de har prøvet at underholde den yngste på fire år.

Peters psykologforløb er sat på pause. Peters mor fortæller i telefonen, at det er meget længe siden, Peter har haft det så godt og været så rolig. De første par dage var lidt hårde. Især når det kom til skolearbejdet. Men nu rykker han virkelig fagligt, siger hun. Det er som om, familiens lille verden har fundet sin egen rytme, som alle familiemedlemmer er faldet ind i.

Mød Selma på 14 år

Selma har igennem de seneste to år har været plaget af angst og tiltagende haft fravær fra skolen. De sidste seks måneder har hun kun været sporadisk i skole. Derhjemme bager og tegner hun. Hun har et par veninder, hun chatter med. Hun mærker ikke, at hun er bange eller føler sig forkert, når hun er derhjemme.

Selma går i 7. klasse. Coronasituationen har ikke ændret det store ved Selmas situation – bortset fra, at hendes lillebror på 12 år nu også er hjemme hver dag. Der er ingen voksne hjemme ligesom til hverdag. Selma og hendes bror bor sammen med deres mor, men hun går på arbejde. For hun har et job, som bliver ekstra vigtigt, når en ny og ukendt virus hærger.

Selmas mor fortæller, at familien er presset af coronakrisen. Børnene er meget alene. Deres bedsteforældre er i risikogruppen og kan ikke træde til, som de plejer. Særligt ikke, fordi Selmas mor risikerer smitte hver dag qua sit job.

Selma har det, som hun plejer, vurderer hendes mor. Men hun har højst overraskende sagt, hun savner at komme i skole. Hun virker mere rastløs og handlekraftig, end hun plejer og kan blive irriteret på sin lillebror, når han spilder dagen væk, selvom hun tit gør det samme.

Mød Anders på 13 år

Anders er i behandling, fordi hans forældre synes, han styrer det hele og reagerer kraftigt på alle krav derhjemme. I skolen går det fint. Anders’ forældre har flere gange forhørt sig hos hans lærere om, hvorvidt der er problemer med ham. Det er blevet afvist hver gang. Det undrer dem, at der kan være så stor forskel. Måske han tager sig sammen i skolen og afreagerer derhjemme?

Anders har en storebror på 15 år, der i denne corona-tid mest er på sit værelse. Forældrene er hjemme. Hans far er altid hjemme – han mistede sit job forrige år, hvor han blev ramt af stress. Anders’ mor arbejder hjemmefra. Hun har travlt. Anders’ forældre har længe talt om, om de måske skal gå fra hinanden. De har ikke fortalt det til børnene.

Anders’ far fortæller, at alt er et stort kaos hjemme hos dem. Hans stress- og depressionssymptomer forværres af det intense samvær med familien. Anders styrer og reagerer som aldrig før, og forældrene skændes. Men først når børnene sover, understreger han. De er uenige om, hvem der skal sørge for undervisningen af børnene. Anders’ far har skrevet flere vrede mails til både skole og undervisningsministerium over den byrde, de pålægger forældre.

Folk med psykiske lidelser er sårbare under coronakrisen

Tryghed og stress i familier

Generelt ser familier forskellige ud på forskellige tidspunkter. Og vi bestemmer sjældent selv, hvornår der er op- og nedture. Derfor var familier også vidt forskellige steder, da Danmark lukkede ned i coronakrisen. Måske er jeres familie et sted, hvor kontakten mellem jer er god, der er overskud på kontoen, og børnene trives. Eller måske er jeres familie et sted, hvor kontakten er svingende og ustabil, usikkerheden stor og de problemer, der i forvejen banker på, alt rigelige.

Tryghed i familien og en god kontakt til hinanden er afgørende for, hvor stressende det er for os at være sammen. Det har også – sammen med andre faktorer – betydning for den ro eller uro, vi møder coronakrisen med.

Familiers stressniveau påvirkes af de konkrete konsekvenser, familierne mærker som følge af krisen. Begge Peters forældre er offentligt ansatte. Det betyder, at deres økonomiske vilkår fortsætter uændret. Hjemme hos Anders er hans far på sygedagpenge og hans mor ansat i en privat virksomhed, der har varslet en reduktion af medarbejderstaben som følge af krisen. Selmas mor ved, hun kan beholde sit arbejde og dermed fortsat sikre sin familie økonomisk. Men hver dag må hun overlade sine børn til sig selv – og Selma til sin angst – og hver dag udsætter hun sig for smittefare. Det er også utrygt og stressende.

15 % af alle familier i Danmark består af en enlig mor med børn og 11 % af en enlig far med børn. Der er altså mange, der står i en situation, der potentielt ligner Selmas families. Sådanne familier kan også have gode og dårlige perioder. Og sådanne familier er lige så lidt herre over, hvilken tilstand deres familie var i, da coronaen landede.

Afhængigt af vores aktuelle familiære situation kan den lille verden, coronaen har givet os, være en gave eller en situation, der aktiverer vores overlevelsesberedskab. En situation, vi nyder eller noget, vi kun med nød og næppe formår at kæmpe os igennem. En situation, der gør os tryg eller mere utryg. En situation, der øger eller sænker stressniveauet.

Forskellene er store fra familie til familie. Dog er familier i Danmark overordnet præget af en vis grad af tillid til, at det samfund, vi er del af, gør sit bedste for at beskytte os i denne situation. Det gør os mindre forskellige end familier i andre lande. Når børn reagerer forskelligt, når deres symptomer reduceres eller øges, handler det om deres familier. Det handler også om deres skoleliv og om det samfund, de bor i. Og det handler om de historier og erfaringer, børn har med sig. 

Coronakrisen rammer børn i misbrugsfamilier

Vores historier præger vores reaktion

Peter er en dreng, der er let at stresse. Sådan er det ofte for børn, der har oplevet alvorlig sygdom tidligt i livet. Han har et medicinsk traume med sig. Det hedder det, når ens krop har prøvet at skulle kæmpe for at overleve. Det viser sig oftest som en lav stresstærskel.

Da Peter i august startede i 4. klasse, fik han et nyt lærerteam. Tre måneder inden sommerferien var hans årgang blevet splittet op i nye klasser. Så mange store omstillinger og relationsbrud på så kort tid er vanskeligt at håndtere for langt de fleste børn. Men for børn som Peter er det en næsten ubærlig situation. Også selv om det er almindeligt forekommende forandringer i det danske skolesystem.

Det giver mening, at Peters problemadfærd er taget til i denne periode. For at hjælpe Peter har skolen sat særlige indsatser i gang. Det har stresset ham yderligere. Coronakrisen kom Peter til undsætning. Den har givet ham et frikvarter fra et bøvlet skoleliv – og alle de vedligeholdende dynamikker og mønstre. I skolen er Peter, ligesom mange andre børn, tit forkert. Kun forkerte børn tildeles særlige indsatser, ved Peter. Hjemme er det nemmere at føle sig rigtig.

Selma havde selv valgt sin skole fra, inden coronaen ramte landet. Hun havde af andre grunde allerede gjort sin verden lille. Som en konsekvens heraf, havde hun affundet sig med, at der nok var noget galt med hende, siden hun ikke kunne finde ud af at gå i skole.

For hende betyder coronakrisen, at det, der plejer at være forkert og unormalt, nu er det helt rigtige at gøre – nemlig at blive hjemme. Hendes håndteringsstrategi – at gøre verden lille og isolere sig fra social kontakt – er pludselig blevet det, regeringen anbefaler. Fra helt forkert til helt rigtig. Det er en lettelse. Og det giver hende mulighed for at se sig selv i et andet lys.

Måske er det alligevel ikke så galt fat med hende? Måske giver det hende mulighed for at komme igen? Måske kan hun, i kølvandet på denne krise, give skolen en ny chance uden, at det bliver alt for flovt og mærkeligt? Uden at skulle svare på alle mulige spørgsmål fra de andre? Nu har alle klassekammeraterne jo også været væk en periode og skal starte op igen. Det bliver ligefrem normalt at komme igen.

Hvad kan vi lære?

Selvom Peter og Selma er to forskellige børn, er de fælles om at reagere på et skoleliv med normer og præstationskrav, der opleves vanskelige. Det kan være, at Selma og Peters reaktioner på coronakrisen skal lære os, at vi med fordel kan skrue ned for de forventninger, vi stiller til børn i skolerne, hvis vi gerne vil se det bedste af dem?

Det kan også være, vi skal lære at være mere opmærksomme på, hvor mange relationelle og kontekstuelle brud et helt almindeligt børneliv byder på? For det er faktisk både sundt og godt at reagere på sådanne brud.

For Anders er skolen normalt et helle. Han elsker at gå i skole, passer ind og føler sig almindelig og rigtig. Han har masser af venner og spiller fodbold i alle frikvarterer. Han har travlt, og det kan han godt lide, for så tænker han ikke på noget dumt.

Derhjemme er det sværere at undgå dumme tanker. Han bliver for eksempel tit bange for, at hans forældre skal skilles, og han kan tit mærke, at han kommer til at gøre noget, som gør hans far ked af det eller sur. I hvert fald når hans far har dårlige dage. Anders kan ikke finde ud af, hvornår det er en god eller dårlig dag for hans far. Men han tror nok, det har noget at gøre med, om han opfører sig på en god måde. Derfor gør han sig umage for at gøre det rigtige. Så er der bare nogle gange, hvor han ikke kan gøre sig umage mere. Eller kommer til at lave en fejl. Ingen skole, ingen fodbold, ingen venner, ingen heller. Det er, hvad coronakrisen er lig med for Anders.

Børns erfaringer med uforudsigelighed

Coronavirussen er kendetegnet ved at være uforudsigelig. Vi ved ikke hvem, hvordan og hvornår, den rammer. Men vi ved, den potentielt er farlig. Hvis vi gør det forkerte, risikerer vi måske at dø eller at smitte nogen, som dør.

Mange børn lever som Anders liv, der er præget af uforudsigelighed. I familier kan uforudsigelighed knytte sig til sygdom, konfliktfyldt forældresamarbejde, misbrug. I skoler kan det i barnets perspektiv knytte sig til megen skæld ud og erfaringer med eksklusion: ”Det er bedre for dig at få en anden skole”, eller ”du kan ikke være her, når du er sådan”.

Ofte har børn, der lever med uforudsigelighed, oplevet selv at være dem, der kom til at gøre det forkerte – og dermed blev skyld i eller i hvert fald ansvarlig for de konsekvenser, der fulgte. Det er naturligvis en stor belastning for børn at føle det sådan. Så det er værd at være særlig opmærksom på betydningen af uforudsigelighed hos dine børn. Reaktioner på uforudsigelighed ses ofte som styrende, kontrollerende og diskuterende adfærd og som stærke reaktioner, børnene ikke selv kan forklare hvorfor kom.

Hvilke børn taber under coronakrisen? Kig dig omkring

Når børn reparerer

Mange mennesker, store som små, kan synes, det er mere stressende at være hjemme end ude. De synes, det er mere stressende at være sammen med sin familie end at være alene eller sammen med andre. I hvert fald i perioder. Det er helt normalt. Når familielivet i kortere eller længere perioder er vanskeligt, gælder det i særlig grad.

Når børn som nu ikke har mulighed for at holde pauser fra familien, vil de ofte prøve at få det bedste ud af situationen. De vil prøve at bidrage til, at alting bliver godt igen. Det gør de på forskellige måder. Ved som Anders’ storebror at trække sig væk, forsøge at tilpasse sig, skabe konflikt og derved aflede andre konflikter eller prøve at tage styring.

Børn i vanskelige situationer kommer til at opfatte sig selv som hovedpersoner. Det er godt, fordi de på den måde tildeler sig selv handlekompetence. Det er skidt, fordi det giver dem et meget stort ansvar og – i hvert fald når det kommer til at løse komplicerede familiedynamikker – en uløselig opgave. At tage ansvar for en uløselig opgave er dømt til at mislykkes. Og når børn mislykkes, føler de sig forkerte og skyldige. Disse følelser reagerer de på ofte både tydeligt og voldsomt. Det kan være med vrede, angst eller afmagt.

Corona-spejlet på børnelivet

Uagtet hvordan vores børn reagerer, kan vi lære af disse reaktioner. Dels kan vi lære noget om, hvad der får betydning for børns reaktioner i familier og hvordan. Og vi kan lære noget om vores familier – set med børnenes øjne.

Dels kan børnenes reaktioner bruges som et spejl på skolelivet og dets betydning – på godt og ondt. Vigtigst af alt skylder vi dem at huske, at uanset hvordan de reagerer nu og i kølvandet på krisen, er det sundt, godt og helt naturligt at reagere. Også selv om det indimellem bliver kaotisk, grimt og rodet. Og vi skylder dem, så vidt det overhovedet er os muligt, at møde dem med kontakt og kærlighed hele vejen.

Peter, Selma og Anders findes ikke i virkeligheden. Men deres historier og grunde til at besøge en psykolog findes. De forskellige måder deres tilstand, handlinger og reaktioner påvirkes af den aktuelle situation findes også.

Læs mere på coronasmitte.dk