Den første kærestesorg
Alle kan blive ramt af kærestesorg. Særligt første gang kan gøre ondt og være en voldsom oplevelse. For at komme igennem det kan man forsøge at være sin egen bedste ven og lære noget af det.
”Glem ham, han er ikke de tårer værd”, sagde en mor til sin 19-årige datter, som var i sorg over, at hendes første kæreste havde gjort forholdet forbi. Eksemplet er fra det virkelige liv, og moderen sagde det i bedste mening.
Men hun mødte ikke sin datter i de følelser, hun havde. For datteren var det et tab. Moderen var lettet over bruddet, men det var den unge pige ikke. Hun var ulykkelig. Såret. Og hun havde brug for tid til at gennemleve sin sorg.
Den første kærestesorg kan være overvældende, fordi det er første møde med tab af en kæreste. For nogle unge måske det første møde med tab i det hele taget.
Når man ikke har prøvet det før, ved man ikke nødvendigvis, hvordan man kommer videre. Det kan være særligt alvorligt, hvis det for eksempel sker samtidig med, at man har det svært på en uddannelse eller andet i livet.
En kærestesorg i de helt unge år adskiller sig på mange måder fra en skilsmisse efter mange års ægteskab, hvor man er ældre og måske har stiftet bekendtskab med tab tidligere. Begge dele kan være smertefulde. Denne artikel zoomer ind på de første brudte kærlighedsrelationer.
De fleste prøver at miste en kæreste
De fleste mennesker i vores kultur vil opleve at miste en kæreste eller ægtefælle i løbet af deres liv. Alene skilsmissestatistikken taler sit tydelige sprog om mange brudte forhold. Hvert år bliver cirka halvdelen af alle danske ægteskaber opløst.
Dertil kommer de mange papirløse samlivsforhold og mange kæresteforhold, som bliver afbrudt. Det mest almindelige blandt vestlige unge er, at man har haft flere kærester, før man måske vælger en partner at leve sammen med.
Når et forhold er forbi, er der mange paralleller til den oplevelse af tab, man kan have, når en nær person dør. Man er adskilt og skal ikke længere være sammen. Det gør ondt. Hvis der har været noget godt, og det har der som regel, selvom forholdet måske var opslidende, er det forbundet med sorg.
Samtidig er tabet anderledes, end når nogen dør, fordi der fortsat kan være et håb om, at man finder sammen igen. Og man kan være plaget af tvivl, netop fordi ekskæresten stadig har sin gang et eller andet sted på jorden.
Når man nu savner så meget, er det måske alligevel meningen, man skal være sammen? Hvis man er den, der har gjort forholdet forbi, kan man også være plaget af skyldfølelse. Hvis ekskæresten finder en ny, kan sorgen fylde endnu mere.
Pas godt på dig selv efter skilsmissen
Et virvar af følelser
Sorg består sjældent kun af én følelse. Man er ikke kun ked af det, men kan for eksempel opleve sit indre som en forvirrende, kaotisk blanding af tristhed, vrede, tvivl, skyld, lettelse, håbløshed, ensomhed, angst for at være alene og frygt for fremtiden.
Når man som ung mister en kæreste, mister man måske også alle sine drømme og forventninger om fremtiden med familie, som man havde bundet op på netop denne kæreste. Man kan have svært ved at forestille sig, at der kommer en anden mulighed.
Hvis man er blevet valgt fra, kan man også opleve vrede og skam. Vrede over at blive forladt og over, at man ikke formåede at få forholdet til at lykkes. Skam over at man ikke er fundet værdig nok til forholdet eller over, at man sørger over et forhold, der set med andres øjne ikke var godt.
Hvis andre har den opfattelse, kan det være svært at få forståelse for ens savn. Måske forstår man det ikke engang selv, og det kan slide på selvværdet og tilliden til ens egen dømmekraft.
Derfor er det vigtigt, at moderen i det indledende eksempel holder sin mening for sig selv, indtil datteren har fået afstand til forholdet. Og måske selv deler moderens betragtninger.
I begyndelsen skal hun mødes med forståelse for, at hun er ked af det. Hun skal have plads til at gennemleve sine følelser, så hun ikke oplever, at de er forkerte. Hun skal lyttes til og ikke rettes på.
Er man tæt på en, der har mistet en kæreste, kan man for eksempel spørge, hvad vedkommende savner. Og hvad vedkommende ikke savner. På den måde kan man lede i retning af muligheden for at give slip. Men det skal gøres med indlevelse.
Mange del-tab
Når man mister en kæreste efter et brud, er der desuden flere forskellige del-tab. Der har været håb, længsler og drømme knyttet til forholdet. De er nu spredt for alle vinde.Man har mistet den fysiske nærhed og ømhed, og man har måske mistet de følelser og oplevelser, der var forbundet med intimitet og sex. Man har måske mistet en fortrolig, en at snakke med og en at dele oplevelser med. Man har måske mistet kontakten til ekskærestens familie og venner, som man stadig føler sig knyttet til. Man kan have mistet fælles bolig, have og husdyr, og man kan have lidt økonomiske tab.
Forskel på kærestesorg
Nogle oplever, at ekskæresten hurtigt finder en anden. Det kan fylde en med pinefuld jalousi: Hvordan kan min ekskæreste allerede være glad sammen med en ny? Som om det vi havde sammen ingenting betød?
Det er individuelt, hvordan man håndterer tiden efter et brud. Nogle vil søge en ny partner hurtigt. Hvis man er handlings- og løsningsorienteret, kan man også være det, når det gælder følelsesmæssige anliggender. Og nogle kan have sværere ved at være uden en partner for længe.
Andre kan derimod have behov for at tale om bruddet og være i de følelser, som bruddet har efterladt. Begge måder at håndtere kærestesorg på kan være brugbar. Man kan opnå en dybere læring og bearbejdning af tabet ved ikke at springe hurtigt videre. På den anden side kan man også dvæle så længe i sorgen, at selvkritikken vokser og afholder en fra at turde begive sig ud i et nyt forhold.
Men der er også andre forklaringer på, hvorfor vi håndterer tiden efter et brud forskelligt. Tiltroen til, at man kan finde en ny kæreste, spiller ind på, hvordan man håndterer det.
Har man en fundamental tillid til relationer, som er grundlagt i barndommen og det, der kaldes et trygt tilknytningsmønster, er der større chance for at komme helskindet igennem et tab af en kærlighedspartner.
Har man derimod oplevet en utryg tilknytning i opvæksten, er der større risiko for, at et kærestebrud giver flere psykiske skrammer og tager længere tid. Det er også mere sandsynligt, at personen med et utrygt tilknytningsmønster kan have et mere problematisk parforhold. Forskning i tilknytningsmønstre peger på, at op mod halvdelen af alle mennesker i vores del af verden har en mere eller mindre utryg tilknytningsstil.
Hvornår er det tid til at gå i parterapi?
Hvor længe varer kærestesorg?
Der er ingen tidshorisont for, hvor længe kærestesorg varer. Hvert menneske gennemgår deres egen proces. Mange oplever dog ofte, at humøret i begyndelsen tager nogle kraftige dyk. Det kan svinge fra trist til vred til slet ikke at føle noget.
Med tiden bliver svingningerne mindre og færre, og efterhånden bliver humørudsvingene også mindre. Til tider er man glad og tilfreds, til tider trist. For mennesker, der føler stor smerte over tabet af en partner, kan det være en hjælp at se udsvingskurven for sig. Tiden arbejder for en, såret læger.
Når der er gået et år, har man passeret alle de tidspunkter på året, som vækker minder og kan aktivere smerten, for eksempel fødselsdage, mærkedage, højtider og ferier. For mange er det en god tommelfingerregel, at de pinefulde følelser er mildnet betydeligt efter et år og måske overstået.
Men ikke for alle. Det afhænger naturligvis af forholdets længde, om man har børn sammen og mange andre faktorer, som for eksempel hvordan ens sociale netværk ser ud, og om man kan få hjælp og støtte.
Det kan især hjælpe at have nogle i sit liv, der har været igennem noget lignende. De kan ofte genkende det, man oplever. Det betyder også noget, om man er i stand til at reflektere over sin egen situation og bearbejde følelser.
Og det betyder noget, om man er i gang med noget meningsfuldt i sit liv. Om man har personlige mål og ambitioner, der kan udfylde tomrummet efter kæresteforholdet.
Fem råd til folk i kærestesorg:
1. Lade være med at skrive, ringe eller tjekke sociale medier for at se, hvad ekskæresten laver, hvis du er sikker på, at alt er sagt og gjort, og forholdet er definitivt slut.2. Vær din egen bedste ven. Tag dig selv og din kærestesorg alvorligt. Anerkend, at sorgen afspejler den kærlighed, du følte. Giv sorgen plads og tid.
3. Tag pauser, hvor du tænker på noget andet og fokuserer på hverdagen og arbejdet.
4. Ræk ud efter andre. Tal om dine følelser med mennesker, du stoler på.
5. Afgræns dig i forhold til mennesker, der ikke forstår din sorg.
Kærestesorg som personlig udvikling:
Rigtig meget af det, der udvikler os som mennesker gør i begyndelsen ondt. I forbindelse med kærestesorg kan du stille dig selv følgende spørgsmål:
- Hvad lærte jeg af forholdet?
- Hvad er jeg taknemlig for?
- Hvad er jeg fri for?
- Hvad er jeg fri til?
- Hvem i mine omgivelser er der for mig? Måske viser det sig at være andre end dem, du troede.
- Hvem bør jeg afgrænse mig overfor?
Når du én gang har oplevet at miste en kæreste, er der i hvert fald noget, du har lært. Nemlig hvordan det føles at være forbundet og måske forelsket. Din empati og forståelse for andre er dermed blevet større. Det har udviklet dig som menneske.