Bekymret for mit barns trivsel

Bekymret for mit barns trivsel

Børn, kærlighed og bekymring hænger sammen. Når vi er ansvarlige for nogen, som betyder noget helt særligt, ligger bekymringerne på spring. På den måde er bekymringer både brugbare og belastende.

Illustration: Tadeusz Lakota | Unsplash
Illustration: Tadeusz Lakota | Unsplash
Børn er ikke altid glade og gode venner med alle. De sover ikke altid, og man undrer sig løbende over deres reaktioner og adfærd. Børn græder. Børn kan værge sig imod at følge regler i børnehave, skole og hjem. Det er en naturlig del af deres liv og udvikling, som modsvares af, hvordan vi som forældre giver omsorg og opdrager.

Som forældre bliver vi usikre og bekymrede. Når vores børn reagerer med voldsom vrede, eller giver udtryk for at have det dårligt, bliver vi bekymrede og vil gøre alt, hvad vi kan for, at de skal have det godt og blive glade igen. Det er en naturlig del af vores liv og udvikling som forældre.

Hvorfor er jeg bekymret?

Vi begynder måske at lede efter svar på nettet. Eller at spørge forældre i vores netværk om, hvad de gør, når deres børn reagerer med voldsom vrede, klager over ondt i maven, eller bider de andre børn i børnehaven.

Vi prøver at gøre nogle ting anderledes, og alene det, at vi er mere opmærksomme kan nogle gange løsne op for problemerne. Vores bekymring fortager sig. Sker det ikke, kan vi hurtigt komme til at blande alt det, vi har hørt, læst og talt om, sammen, fordi vi har tænkt og forsøgt meget.

Det kan være hjælpsomt at stoppe op og spørge sig selv, hvorfor man er bekymret:

  • Er jeg bekymret, fordi mit barn viser tegn på at have det svært?
  • Er jeg bekymret for, om mit barn udvikler sig normalt?

Det kan være svært at skelne og endnu sværere at vide, hvornår og hvordan man som forældre skal reagere på sine bekymringer.

Vær opmærksom på

Som forældre skal vi være særligt opmærksomme og nysgerrige, når vores børn er triste i længere tid ad gangen og reagerer på en anden måde, end de plejer.

Hvis børn virker energiforladte og angste, så er det et signal om, at noget ikke er, som det skal være. Eller når børn mister lysten til ting, som de tidligere var glade for. Det er børnenes måde at signalere, at der er noget vi som forældre skal tage ekstra hånd om.

Det er vigtigt at være ekstra kærlige og opmærksomme, når vores børn har det svært.

Hvad er der galt? 

Det er ikke altid åbenlyst, hvorfor børn ikke har det godt – eller at de ikke har det godt. Børn kan være for små til at fortælle os, hvad der er galt. De kan have svært ved at udtrykke sig, og de kan være bange for følgerne af det, de fortæller. De kan også fortælle, at noget gør ondt for eksempel i maven. Børns adfærd kan også være paradoksal og uhensigtsmæssig.

De kan bide andre, hvis noget er svært, eller de kan reagere med at være ”umulige”. Det er en fordel, når de kan fortælle, hvad der er galt, men det betyder ikke, at det er let og ligetil. Hvis man spørger sit barn,  hvad der er galt, kan det sagtens finde på at sige ”ikke noget”. Det er vigtigt, at man som forældre ikke stiller sig tilfreds med et afvisende svar. Her er det okay at presse på og for eksempel sige, at man kan se, at der er noget galt, og at man gerne vil have, at barnet fortæller det.

Der er mange måder at tale til sit barn. Det kan hjælpe barnet til at føle sig tryg, at man fortæller, at man ved, at det er svært at fortælle, hvad der er galt. Man kan også understrege overfor barnet, at det er ligegyldigt, om det er en lille ting, og at man gerne vil høre det – også selvom man bliver ked af det. Eller man kan hjælpe med at sætte ord på barnets følelser ved at spørge, om det føles flovt og mærkeligt at fortælle om?

Husk også, at selvom børn er triste, bange, irritable eller andet, så må det ikke betyde, at man giver et greencard til dårlig opførsel. Man behøver ikke slå sin søster, fordi man ikke har det godt.


Typiske tegn på problemer med trivsel

Barnet:

  • Er nedtrykt og irritabel
  • Trækker sig fra venner og sociale sammenhænge
  • Har ondt i maven
  • Giver udtryk for ondt i livet
  • Er mere ængstelig end ellers – igennem længere tid
  • Har igennem længere tid haft svært ved at sove
  • Har svært ved at koncentrere sig
  • Klarer sig dårligere fagligt end normalt
  • Går tilbage i udviklingen, tisser måske i sengen efter at være blevet renlig

Der er mange andre tegn på mistrivsel, og tegnene er sjældent entydige. Kig efter forandringer i adfærd og tag følelsen af bekymring alvorligt.


Typiske tegn på problemer i udviklingen

Barnet: 

  • Har et meget forsinket sprog
  • Er meget ukoordineret i forhold til sine jævnaldrene, går for eksempel ind i ting
  • Har svært ved at indgå i leg/samvær med andre uden, at det ender i konflikter
  • Leger for det meste med børn, der er meget yngre
  • Interesserer sig ikke for at være sammen med andre
  • Trækker sig og/eller afviser andre
  • Bliver mere vred, bange og ked af det end andre
  • Har svært ved at sætte sig ind, hvad andre tænker og føler og er måske uinteresseret
  • Er så følsom overfor berøring, lyde og lugte, at det er et problem i hverdagen

Der er mange andre tegn på forsinket udvikling, og tegnene er sjældent entydige. Noter gerne ned og tag din bekymring alvorligt.

Bekymrer vi os for meget?

Børn og unge skal i dag opfylde forskellige mål fra de er helt små. Udviklingsmål og læringsmål er blevet en fast del af livet som barn i vuggestue, børnehave og skole. Samfundet, og vi forældre, har i høj grad fokus på, hvad børn skal kunne – det vil sige på deres kompetencer og færdigheder.

Ængsteligheden for ikke at kunne præstere, melder sig derfor også hurtigere. I tillæg kan vi som forældre også blive optaget af, om vi bekymrer os for meget eller for lidt. Ingen har lyst til at blive kaldt “curlingforældre”. Samtidig er vi også bange for ikke at få handlet i tide.

Sæt en tidsgrænse for dagens bekymrings-googling, og sørg for at få nogen til at hjælpe dig med at vurdere, om du har grund til bekymring.

Hvis du er bekymret for dit barns trivsel og/eller udvikling

Det kan være en hjælp at drøfte dine bekymringer med andre forældre, bedsteforældre og venner – og med de professionelle omkring barnet, sundhedsplejerske, pædagoger og lærere.

Det er godt at blive opmærksom på, hvornår vanskelighederne opstår, i hvilke situationer og hvorfor? Tænk også over, hvor længe du har lagt mærke til vanskelighederne, og om de er til stede både hjemme og de andre steder, hvor dit barn kommer, for eksempel i institution og skole. Hvad har I forsøgt, og er der noget, der har hjulpet? Noter gerne dine iagttagelser. Det vil også hjælpe dig  i snakken med lærere og pædagoger.

Endelig er der også mulighed for at søge råd hos anonyme rådgivninger online eller på telefon. Eller at opsøge kommunens åben anonym rådgivning for eksempel hos Skole og Forældres Forældrerådgivningen, Børns Vilkårs ForældreTelefonen. Nogle kommuner tilbyder også anonym rådgivning. 

Sæt en grænse for din googling

Når børn ikke udvikler sig alderssvarende, bliver man hurtigt opslugt af at søge information på nettet: Har mit barn autisme? Har mit barn ADHD? Har mit barn angst? Hvorfor lærer mit barn ikke lige så hurtigt som de andre børn?

Vi googler os til information. Det er fint nok, men informationen kan også hurtigt overvælde og forvirre os som forældre. Sæt en tidsgrænse for dagens bekymrings-googling, og sørg for at få hjælp til at vurdere, om der er grund til bekymring.

Hjælp hos PPR

Hvis du overvejer om dit barn mistrives eller har udviklingsproblemer kan du kontakte PPR. Sundhedsplejen, vuggestue/børnehave og skole kan hjælpe med en henvisning til PPR. Det samme kan egen læge. Man kan også selv tage kontakt til PPR .

I forhold til børn og unge er det bedst at inddrage, eller i hvert fald at orientere, vuggestue, børnehave eller skole om kontakt til PPR. Et barn som mistrives, vil oftest vise tegn på mistrivsel flere steder. Derfor vil det være godt, at flere omkring barnet eller den unge kan bidrage til at skabe udvikling og trivsel.

PPR er en forkortelse af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. PPR arbejder ud fra Folkeskoleloven og er et rådgivende organ for børn og unge i alderen fra 0-18 år. PPR er forskelligt organisereret fra kommune til kommune, men typisk er der tilknyttet psykologer, talepædagoger og konsulenter.

 

 

 

Original tekst af: Julie Noack Skærbæk
Sidst opdateret: 29 december 2022

Læs også