Tal med dine børn om, at du har det psykisk svært

Tal med dine børn om, at du har det psykisk svært

Hvad gør man som forælder, når man har det psykisk svært eller bliver syg og er i tvivl om, hvor meget man skal fortælle sit barn om situationen – og ikke mindst, hvordan man hjælper sit barn? Få guide til, hvordan man som forælder kan forberede sig på svære samtaler.

Illustration: Canva

Mange voksne, der bliver ramt af en psykisk lidelse eller får psykiske udfordringer, har børn, der ser med fra sidelinjen. Det betyder, at mange børn på et tidspunkt i deres opvækst oplever, at mor, far eller begge forældre har det rigtigt svært.

Som forælder er det ganske naturligt, at man bliver bekymret. Man bliver i tvivl om, hvordan man hjælper sine børn bedst. Ofte bliver man også i tvivl om, hvor meget man skal tale med dem om, at man har det svært eller har en psykisk lidelse.

De fleste af os vil instinktivt prøve at skåne vores børn for ubehag og bekymringer. Det er derudover også psykisk krævende at tale om noget, der er svært. Særligt når man selv mangler mentalt overskud.

Mange af os er måske selv vokset op i familier, hvor man ikke talte om at have det svært og møde modgang. Eller vi er del af en generation, hvor psykiske lidelser har været forbundet med tabu. Og hvor det har været uhørt at dele svære voksenemner med børn.

Børn prøver at forstå

Alligevel giver det mening at prøve at bryde tendensen til at undgå svære emner med sine børn. Denne undgåelse kan nemlig i sig selv kan skabe ubehag hos børnene og give dem problemer på længere sigt.

Børnene kan komme til at gå alene med tanker og fornemmelser, der er følelsesmæssigt belastende for dem. De vil også let kunne holde dem ufordøjet for sig selv, når de mærker, at voksne viger fra at tale om det.

I stedet vil de selv finde forklaringer. De kan være vældig forkerte, men er dog forklaringer. Det kan for eksempel være: “Når far ser trist ud og ikke går på arbejde, er det nok fordi, vi er ved at blive fattige.”

Forklaringen kan være, at vi mennesker adskiller os fra andre pattedyr ved, at vi ikke blot søger at overleve. Vi søger også at skabe mening med det, vi står i.

Vi reagerer ikke blot reflektorisk på vores omverden. Vi kan tilpasse os de forandringer, vi møder. Blandt andet fordi vi kan lave mening ud af dem og finde alternative måder at klare dem på.

Når vi eksempelvis siger til vores barn, at: “Det behøver du ikke bekymre dig om”, så er der en stor sandsynlighed for, at barnet alligevel vil bekymre sig. Det vil helt automatisk forsøge at skabe mening ud af det, som han/hun ser eller fornemmer. Uanset om vi ønsker det eller ej.

Vi ser ofte det værste først

På samme måde har vi mennesker også en tendens til at ‘se det værste først’.  At kunne se og reagere hurtigt på fare og utryghed er en grundlæggende biologisk overlevelsesstrategi.

I forhistorisk tid har det skærpet vores evne til at komme væk fra eller bekæmpe en potentiel farlig situation. I dag kan vores biologiske tilskyndelse nogle gange gøre, at vi bekymrer os unødigt. Eller at vi bliver angstfulde.

Når de voksne i en familie rammes af sygdom eller psykisk lidelse, fører det naturligt nok til en højere grad af bekymring eller angst. Bekymringen vil, uanset om den er realistisk eller ej, skabe utryghed.

Børn mærker – som alle andre – når noget er galt. Og når børn føler utryghed, vil de søge beskyttelse hos voksne. Når det imidlertid er den voksne, der er ramt, vil barnet instinktivt fornemme, at den voksne lige nu ikke er tryg og beroligende at søge til.

Hvis man som voksen tier for at skåne sit barn for noget af det ubehag, man selv oplever, vil ens barn i stedet selv prøve at finde forklaringer på det, der er galt.

Afhængig af barnets alder kan disse forklaringer være mere eller mindre realistiske.

Måske tænker barnet: ”Det er nok noget, jeg har gjort galt. Det er derfor, mor er så ked af det, eller far så rasende.”

Eller: ”Hvis jeg bare er stille og rigtig sød – eller laver en masse skæg og ballade, så bliver mor eller far glad igen.”

Det er vigtigt, at man som forælder korrigerer disse forklaringer. Man skal tage ansvaret for situationen væk fra barnet. Det kan være svært, også fordi børn typisk holder deres forklaringer for sig selv.

At tale med sine børn, når man har det psykisk svært

Det er ikke det vigtigste, at man for fortalt alt, når man begynder en samtale med børn om noget, som er svært.

Det vigtigste er, at barnet oplever, at hun eller han ikke er alene med sine fornemmelser, følelser og forklaringer på det, der er galt. Barnet skal tværtimod gerne opleve, at mor eller far stadig er følelsesmæssigt tilgængelige. Og at de kan tåle, at barnet spørger til, hvordan de har det -og at barnet kan fortælle om sine egne følelser og bekymringer.

Vi kan ikke skåne vores børn fra smertefulde oplevelser. Men vi kan sørge for, at de får en hjælpende hånd igennem oplevelserne og ikke står alene.

Det er en god idé at forberede sig, inden man starter en samtale med sit barn om, at man selv eller ens partner har det psykisk svært.

Man kan for eksempel sætte sig alene eller sammen med sin partner eller en god ven og reflektere over følgende spørgsmål. Det er en god idé at skrive svarene ned på et stykke papir. På den måde bliver man mere bevidst om, hvordan man selv forholder sig til situationen. Og eventuelt også, hvad der er særligt svært ved at skulle tage sådan en snak.

Samtidig forbereder man sig på de følelser og reaktioner, som barnet har brug for den voksnes hjælp til at forstå og fordøje. På den måde kan man undgå, at de virker alt for skræmmende eller utrygge på barnet.


Stil dig selv følgende spørgsmål:

  1. Hvad er mit barns perspektiv på det, der sker lige nu? Hvad ser, hører eller fornemmer mit barn nu, hvor vores familie står i en svær situation?
  2. Hvad kan mit barn bekymre sig om?
  3. Hvilke informationer kan være vigtige og relevante for mit barn at få (tilpasset barnets alder)? Er der ting, barnet kan have hørt, som det kan have svært ved at forstå? Eller som kan virke skræmmende?
  4. Er der nogle måder, hvor jeg kan hjælpe mit barn til at få en forståelse af de forandringer, barnet oplever i familien?
  5. Er det for svært for mig selv at tale om det, der plager mig voldsomt? Bliver jeg for ked af det, oprørt eller for irritabel? Vil der eventuelt kunne være en anden fortrolig voksne, som kan tale med mit barn om det svære?

Børn er forskellige

Børn er forskellige afhængig af køn, alder, men også temperament og personlighed. Det er vigtigt at tage hensyn til hvert enkelt barn og lægge mærke til, hvornår barnet har brug for en pause fra samtalen.

Det kan være, at barnet bliver fraværende, har brug for lige at trække sig lidt eller på anden måde viser det.

At gå lidt til og fra ting, som er svære, er ganske naturligt. Det er børns almindelige måde at håndtere ting på, som følelsesmæssigt kræver meget af dem.

Børn er også forskellige med hensyn til, hvor sproglige og følsomme de er. Hvor ét barn taler meget, vil et andet barn snarere vise med sin adfærd, hvordan det har det.

Når børn mærker, at man er tilgængelig for bekymringer og spørgsmål, vil de som regel begynde at føle sig trygge igen.

Når emner eller fornemmelser bliver for overvældende for børn, skal det altid respekteres som udtryk for, at barnet beskytter sig selv.

Børn vender tit af sig selv tilbage til det, som måske var for svært i første omgang. På den måde får man ofte endnu en chance for at lytte til barnets oplevelser. Og til at hjælpe barnet til at forstå det, der sker.

Den dårlige samvittighed

Det rammer os hårdt følelsesmæssigt, når vi som forældre har det svært og kan mærke, at det påvirker vores børn. Livet er også sårbarhed, tab og ind imellem meget voldsomme oplevelser. Sådan er det også for børn. Børns trivsel hænger sammen med vores trivsel. Når forældre bliver ramt af alvorlig sygdom og psykisk lidelse, påvirker det resten af familien.

Det vigtige budskab er, at det netop også er familien og andre nære voksne, der kan hjælpe børn, når livet gør knuder. Vi kan ikke skåne vores børn fra smertefulde oplevelser. Men vi kan sørge for, at de får en hjælpende hånd igennem oplevelserne og ikke står alene.

Der skal ofte ikke så meget til for at hjælpe børnene til at forstå den virkelighed, som familien lige nu står overfor. Der er ikke nødvendigvis brug for en masse ord. Men nok til, at barnet ikke skal gætte sig frem til, hvad der sker.

Når børn mærker, at man er tilgængelig for bekymringer og spørgsmål, vil de som regel begynde at føle sig trygge igen.

Det er samtidig vigtigt, at man får vendt sine tanker og følelser med sig selv og sin partner – eller sin mor, ven eller veninde. Her kan man minde sig selv og hinanden om, at tågen af dårlig samvittighed ofte lægger sig, når man får sat ord på det svære.

En enkelt samtale kan indimellem være nok. Og rækker ens eget overskud ikke, er det vigtigt at finde en anden nær voksen, der kan træde til. Det bliver så meget lettere for børn, når de oplever, at ‘kanalen er åben’. Når de oplever, at de kan stille spørgsmål og få forklaret forvirrende eller uroskabende oplevelser.

Find yderligere hjælp

Der er flere forskellige steder, hvor man kan finde viden om børn som pårørende i familier med psykisk lidelse. Der er flere former for hjælp at få. Nogle har måske brug for inspiration til, hvordan man som forælder kan tale med sine børn. Andre har mere brug for materiale henvendt til børn.

Har man et skolebarn, kan man også henvende dig til PPR (Psykologisk Pædagogisk Rådgivning) på barnets skole eller hos eventuelle andre rådgivningsmuligheder i den kommunale børneforvaltning.

Læs også