Fertilitetsbehandlingens betydning for parforhold
Når par går i fertilitetsbehandling, fylder det ofte alt i forholdet. Det kan skabe en ubalance, og forbudte tanker kan dukke op. Her kan du læse om, hvilke dynamikker der typisk opstår, og hvordan man kan håndtere de mange svære følelser.
Sex på planlagte tidspunkter. Kontrolbesøg. Hormonbehandlinger. Fertilitetsbehandling fylder uendelig meget i et parforhold.
Der kan være en konstant lurende frygt for, om det overhovedet kan lade sig gøre. Og et barselsbesøg hos ens søsters førstefødte kan føles som et mareridt, man skal bruge flere dage på at komme sig over. På den ene side er man lykkelig på sin søsters vegne. På den anden side ulykkelig over, at det ikke er en selv. At man selv er underkastet en forbandelse, som for tiden gør det umuligt at realisere drømmen om at blive forælder.
Det fylder. Hele tiden. For mange par kan det hjælpe at betragte det som om, de allerede har et barn. Det barn, man drømmer om at få, fylder lige så meget, som havde man et konkret barn imellem sig. Man bruger lige så meget energi på det.
Et vennepar kaldte meget sigende fertilitetsbehandlingen for deres smertens barn. For hvor den energi vi bruger på vores levende børn ofte er en blanding af frustrationer og glæder, er fertilitetsbehandlingen præget af frustrationer, sorg, bekymringer og lejlighedsvise håb. Derfor er det et smertens barn. Kan man sammen anerkende, at det er sådan, det er, behøver man ikke at skamme sig over, at man bruger så meget energi på det.
Denne artikel handler om de mange svære følelser, der kan opstå, når man er i fertilitetsbehandling. Og peger på måder at håndtere dem på.
Hvordan kan du hjælpe, når en person tæt på dig bliver ramt af stress?
Ubalance
Der opstår ofte en ubalance blandt par i fertilitetsbehandling, da det oftest er den ene partner, som er ”problembæreren”. Den mand, som ikke har tilstrækkelig god sædkvalitet, eller den kvinde, som har skader på æggelederne, uregelmæssig ægløsning eller noget helt tredje.
Problembæreren er ofte plaget af en følelse af at være forkert og kan opleve en identitetskrise: Hvilken mand er jeg, nu jeg ikke kan få børn, hvorfor er min krop forkert, hvorfor kan den ikke hjælpe mig med at realisere min drøm om at få mine egne børn?
Problembæreren kan skælde ud på sig selv, skælde ud på sin krop. Kigge på sin ulykkelige partner og tænke: Det er min skyld, at du er ulykkelig helt ind i sjælen. Det er min skyld, at du måske ikke får realiseret din drøm.
Der kan opstå en ubalance i parforholdet. Den ene partner har mulighed for at gå ud og få sine egne biologiske børn med en anden partner, det har problembæreren ikke.
Derfor er det uundgåeligt, at problembæreren kommer til at føle sig ”på prøve” i forholdet. Det er altafgørende, at par er i stand til at italesætte den ubalance med hinanden. Mange svære og vigtige snakke kan tages her. Vigtige og sårbare spørgsmål kan stilles:
Vil du være sammen med mig, hvis jeg står i vejen for, at du kan realisere din drøm om at få børn? Vil du være sammen med mig, hvis jeg står i vejen for, at du kan realisere din drøm om, at dine egne biologiske børn skal opdrages af deres egen biologiske far eller mor?
De spørgsmål vil altid ligge som underlægningsmusik i fertilitetsbehandlingen. Måske kan de ikke besvares. Måske kan de. Uanset hvad giver det mening at tage dem op. For problembæreren har brug for at snakke om dem. Nogle gange. Andre gange vil det være for smertefuldt. Men problembæreren har brug for at blive forsikret i, at partneren er med om bord af egen fri vilje.
At partneren ikke vil sætte problembæreren i et skyldsfængsel, hvis det viser sig, at behandlingen ikke bærer frugt. Der skal snakkes om den tvivl, frygt og ubalance, problembæreren oplever. Han eller hun har brug for, at partneren anerkender ubalancen, og den særligt sårbare position problembæreren står i.
Forbudte tanker i forholdet
Det er imidlertid ikke lige let for den anden partner at bibringe anerkendelsen. For ofte kan man hos den partner, som godt kan få børn, spore en ofte skjult vrede mod problembæreren. På den ene side elsker man personen. På den anden side står personen i vejen for, at man kan realisere drømmen om at blive forælder.Mange føler skyld over sådanne tanker. Skyld over, at man indimellem kan have lyst til at forlade problembæreren til fordel for en anden, som kan hjælpe med at realisere ens drøm. For man elsker stadigvæk sin partner og ønsker for alt i verden ikke at såre ham eller hende.
Blandt mange par er vreden og de ulykkelige tanker om at forlade problembæreren forbudte tanker. Derfor er det første, man kan gøre at give plads til disse forbudte tanker. Snakke om dem som meningsfulde og forståelige tanker.
Bare det at give tankerne luft gør det nemmere at bære dem. For mange er det dog for voldsomt at indvie partneren i de forbudte tanker. Så måske kan de blive ”afgiftet” hos en psykolog eller god ven. At dele tankerne med en anden kan gøre dem nemmere at rumme. Så behøver man ikke nødvendigvis dele dem med sin partner, da de færreste vil kunne rumme den åbenhed.
Når man giver de forbudte tanker luft, bliver der også kortere til den støtte, problembæreren ofte efterspørger. De forbudte tanker står nemlig ofte i vejen for, at man kan give sin partner den oprigtige støtte, ens partner har brug for.
Selvom virkeligheden er, at det er den ene partner, som bærer problemet, bliver problemet altså tydeligvis også til et problem for parforholdet. Det er vigtigt at adskille problemet fra problembæreren og i stedet danne fælles front og betragte det som et fælles problem. Det kan gøre det lettere at bære og fjerne noget af skylden fra problembærerens skuldre.
Konkret betyder det, at man står med hinanden i hænderne og ser fertilitetsproblemet stå foran sig, som et fælles tredje, man forholder sig til. Som et vilkår, man er blevet ramt af. Det kan gøre det nemmere for problembæreren at rumme partnerens vrede og frustration.
Værdsæt din partner
Skulle det vise sig, at man som mand eller kvinde ikke kan få sine egne biologiske børn, melder nye vanskelige spørgsmål sig: Vil jeg opdrage en anden mand eller kvindes børn? Kan jeg elske og knytte mig til et barn, der ikke er mit eget biologiske?
Investeringen kan alt andet lige blive mere udfordrende, når investeringen ikke angår vores eget yngel. Det er også vigtigt for den partner, som er biologisk forælder at holde sig for øje. Hvis han eller hun ved, hvor stor en ekstra-investering det kræver for den ikke-biologiske forælder, kan det nemlig befrugte en taknemmelighed, som kan vise sig at være ualmindeligt livgivende i parforholdet.
Taknemmeligheden er helt central. For i taknemmeligheden genkender partneren den ikke-biologiske forælders enorme investering. Taknemmeligheden er en nødvendig komponent i almindelige kernefamilier, hvor alle er biologisk beslægtede og dobbelt så nødvendig i familier, hvor det kun er den ene forælder, som har et biologisk tilhørsforhold til børnene.
Kan den biologiske forælder en gang imellem forundres over, at han eller hun har en kæreste, som ikke engang er biologisk forælder til børnene, men alligevel af egen fri vilje lægger så meget energi i dem. Det er på en måde et under.
Lysten til sex kan forsvinde – og genfindes
Vejen over acceptbroen
Problembæreren kan med stor sandsynlighed opleve en krise knyttet til sin kønsidentitet, da vores seksualitet og evne til at reproducere os ofte er knyttet tæt sammen med fortællingen om at være henholdsvis kvinde og mand. Man kan for eksempel blive udfordret af tanker om ikke at føle sig som en rigtig mand eller kvinde.
Det kan derfor være væsentligt at have øje for, hvilke kvaliteter og værdier man synes er vigtige, som kan hæftes på ens køn. Hvor ser jeg som mand eller kvinde min handlekraft? Hvor ser jeg som kvinde eller mand min rummelighed, min blødhed, min evne til at lytte og trøste?
Kvaliteter, som bor i både mænd og kvinder, men som kan blive udfordret, når evnen til at få børn rammes. Det kan være meningsfuldt at have øje for de kønsspecifikke kvaliteter, som gælder ens biologiske køn for at holde fast i den kønsidentitet, som måske er under angreb af fertilitetsbehandlingen.
Skulle det vise sig, at man ikke kan få børn og ikke ønsker donorbørn eller adoption, bliver de fleste kastet ud i en stor eksistentiel krise, hvor man skal finde ud af, hvad man så skal give videre. For de fleste tilbyder børn et enkelt og meningsfyldt sted at kaste sin energi hen. Ja, børn bliver for mange en stor del af deres livsprojekt.
Skulle det vise sig, at man ikke kan få opfyldt drømmen om at få sine egne biologiske børn, vil der altid være en acceptbro, som skal krydses. Mange rammes indledningsvist af sorg og en krise, man må igennem.
Benægtelse, sorg, fortvivlelse, vrede
Hos de par, som bedst lader sig forsone med, at de måske ikke får deres eget biologiske barn, går nogle specifikke følelser og processer ofte igen. I starten kan man opleve en form for benægtelse. ”Det her sker bare ikke. Det sker bare ikke for mig.” Man forsøger på forskellige måde at holde uden for bevidstheden, at man måske ikke får børn.
Nogle vil opleve en periode, hvor de forsøger sig med forskellige former for fertilitetsbehandling. Måske opsøger man alternativ behandling. Holder fast i håbet om, at en eller anden kur eller behandling vil virke.
Nogen opgiver aldrig håbet. Selv når det offentlige system har givet op, bliver de ved med at søge alternative muligheder: ”Der må være en sten, jeg ikke har vendt endnu.” Slipper man til sidst håbet om, at behandling er mulig, kan både vrede, fortvivlelse og sorg ramme.
Vrede: Følelsen af vrede kan blive rettet alle mulige steder hen. Imod systemet, som ikke kan hjælpe, imod Gud, imod mor og far, som ikke har beskyttet en mod de farlige stoffer, som måske har været medvirkende til, at ens fertilitet blev svækket, imod den partner, som gør, at man ikke kan få børn.
De fleste bebrejder sig selv for at føle vrede, hvilket blot gør dem endnu mere vrede. Bliver vreden ikke udtrykt, risikerer den at størkne til bitterhed. Kan man udtrykke og være fælles om vreden, højner man sandsynligheden for, at man kan komme videre.
Sorg: For de fleste er det en sorg at opgive drømmen om at få et fælles, biologisk barn. Sorg kan udtrykkes på mange måder – også ved at være vred. Sorg kan også udtrykkes med tristhed og tårer.
Uanset hvordan man udtrykker sin sorg, har den brug for at få plads. Og det kan være svært at sætte tid på, hvor længe sorgen varer.
Et af de største problemer i forhold til at krydse acceptbroen er, at der altid er en mulighed til. Der findes altid en eller anden form for alternativ behandling, man kan forsøge sig med, selv når det offentlige system har givet op. På den måde er par i fertilitetsbehandling i en konstant udsættelsesproces i forhold til en potentielt stor sorg.
Derfor skal genstanden for accepten nok nærmere være, at man muligvis ikke kan eller vil få børn på den ”naturlige” måde. At man vil være der for hinanden under de betingelser. Kan man acceptere den mulighed, at man måske slet ikke får børn, men bliver sammen alligevel, har man et godt fundament at arbejde ud fra.
