Når angst bliver et hverdagsfænomen

Danmark skal åbnes gradvist og forsigtigt. Fortroppen er blandt andet børnene, deres forældre, pædagogerne og lærerne. Hvordan håndterer vi den angst, der risikerer at følge med? Jeg vil forsøge at komme med nogle enkle bud i denne komplekse situation.

Et fælles vilkår vil være angsten. Angsten for at blive smittet, angsten for at smitte andre, angsten for sygdommen og ultimativt angsten for døden. Det vilkår tvinges vi alle til at se i øjnene. Og som udmeldingerne lyder fra myndighederne, kan det have lange udsigter, før vi er på den anden side af coronakrisen. Det betyder, at vi sandsynligvis skal leve med denne konkrete angst i længere tid – den vil blive et hverdagsfænomen.

Vi har alle vores forskellige måder at håndtere angst på. Nogen fortrænger den, og andre bliver vrede og frustrerede og prøver at finde nogen, de kan skyde skylden på. Andre igen kaster sig over mad og drikke og prøver at dulme angsten med stimulanser. Hos nogle vil skepsis og mistro sprede sig: Kan vi nu stole på myndighedernes udmeldinger?

Andre vil forsøge at holde fanen højt og støtte op. Fælles for alle reaktioner er forsøget på at holde angsten i ave – hvad enten det er angsten for smitte, død, tab eller uforudsigelighed. Alle er måder, der hjælper os på den korte bane, men kan forstærke angsten på den lange bane.

Sygdomsangst: når angsten for sygdom tager over

Et venligt forhold til angsten

Vi bliver nu kollektivt presset til på kort tid at udvikle et paradoksalt venligt forhold til den angst. Vi bærer alle nu på en mere eller mindre ængstelig side, som har brug for vores venlige omsorg og overbærenhed. Vi må tale med hinanden og være forstående – for det er helt naturligt at mærke den. Og vi kan ikke flygte fra den. Det er ikke muligt at negligere eller fortrænge den. Den titter frem på forskellig vis og har brug for, at vi giver den plads og smiler lidt til den sammen. Smiler til vores afmagt, når vi rækker ud mod hinanden på afstand.

Det kan være svært at lede efter ro i den basale kendsgerning, at ingen har været det her sted før – ingen har den sande viden og strategi til den rigtige måde at håndtere det på. Imens prøver vi at have tillid til, at myndighederne har en eller anden grad af styr på det.

Præcis den indre venlighed og overbærenhed vi kan finde i forhold til os selv – har vores børn også brug for. De vil også blive bange og usikre. Det er okay at være bange og usikker – det er vi alle. Men jo mere vi voksne kan tøjle det, jo mindre smitter det af på vores børn. Vores reaktioner sætter sig i vores børn.

Forskning: Forældre kan hjælpe deres børn ud af angsten

Tilbage til børnehave og skole

Midt i angsten og usikkerheden skal børnene nu også lære at gå i skole og børnehave på en ny måde. Mange retningslinjer skal følges. Forældre kan komme til at se det som deres opgave at klæde deres børn på til at håndtere og leve op til alle retningslinjerne.

Her er det vigtigt – især i forhold til førskolebørnene – at det netop ikke er forældrenes opgave. Små børn skal ikke tage ansvar for håndteringen af coronakrisen. De har brug for at mærke den tryghed, der ligger i, at de voksne har styr på det. Børnene skal blot lytte og prøve at følge de voksnes anvisninger. Og børnene skal også vide, at de selvfølgelig ikke kan huske det hele, og at vi alle kommer til at fejle. Og det er helt i orden.

At holde to meters afstand til ens bedste ven kan ikke lade sig gøre, når man er barn. Det skal vi voksne have forståelse for. Det værste vi kan gøre er at udskamme børnene over ikke at overholde samtlige regler. Her skal vi voksne være særligt opmærksomme på, at angsten ikke kommer til at styre vores forældreskab eller pædagogiske faglighed.

Som forældre til førskolebørn må vi tale med børnene om, at de nu kan forvente, at dagligdagen i børnehaven vil være lidt anderledes. Måske lidt skør. De voksne vil være lidt anderledes – vi vil spise på en anderledes måde og vaske hænder mere. Og de voksne gør det, fordi de vil passe på os.

Når man taler om retningslinjerne på en udramatisk måde, kan det gøre dem lettere at bære for børnene. Og det peger også på, at den tid vi er i lige nu er lidt skør og underlig forstået som meget anderledes end vores almindelige hverdag. Det kan også give mulighed for at tage det tunge lidt let, hvilket er beroligende. Humor er en vigtig del af vores håndtering af angst.

Når børnene kommer hjem

Når de små kommer hjem fra børnehave, kan vi sammen tale om alt det skøre og måske mærkelige, der skete i dag. Og at det alt sammen er ok lige nu.

Også de større skolebørn har brug for, at vi fortæller dem, at det er de voksnes ansvar at udstikke retningslinjer – og passe på, at vi ikke kommer til at smitte hinanden for meget. De har også brug for, at vi finder en legende humoristisk tilgang.

De større børn har en naturlig tendens til at tage livet mere alvorligt, og de kan gøre sig svære bekymringer om smitte især i forhold til dem, de holder af. De har brug for de voksnes forsikringer om, at det aldrig kan blive deres skyld, hvis et nært familiemedlem bliver smittet. Man kan aldrig præcist vide, hvorfra smitten kom, og vi prøver alle at gøre det så godt som muligt. Og det er de voksnes ansvar at passe på, at vi smitter hinanden så lidt som muligt.

Med genåbningen skal ikke kun nye rutiner introduceres, men rutinen med at starte i institution og skole skal også genetableres. Søvnmønstre kan være blevet brudt. Og det kræver kræfter at være sammen med nye regler. Vi kender det, når børnene vender tilbage efter sommerferie. Men denne gang er noget anderledes.

Børnene vender tilbage uden de store ferieoplevelser og skal forholde sig til nye rutiner og angsten hos dem selv og deres kammerater. Det er hårdt arbejde, vi sender børnene i gang med. Trætheden vil melde sig, og overskuddet kan være mindre – alt sammen i en blanding af eufori over at se venner igen og den underliggende angst om, hvorvidt det nu også er sikkert. Det skal vi som forældre være opmærksomme på.

Børns udvikling 3-6 år: Hjælp dem med at forstå andres adfærd

Bak pædagoger og lærere op

Pædagogerne og lærerne får brug for al vores opbakning til det mod, vi nu som samfund kræver af dem. Vi skal ikke være alt for ængstelige for at fejle, og vi skal vise overbærenhed. Det bliver en indviklet opgave at begrænse smitterisikoen i børnehave og skole. Og det vil hjælpe, hvis både forældre, pædagoger, lærere og myndigheder viser overbærenhed over for fodfejl i opstarten. Vi lærer af vores erfaringer, og lige nu har vi ingen. Alt er nyt, og vi vil komme til at træde ved siden af.

Lad vær med at lade angsten styre og fare op, hvis alt ikke er 100 % i orden fra første dag i institutionen. Der er brug for at afprøve, justere og koordinere, og det vil de første dage blive brugt til. Det er vigtigt, at din bekymring og ængstelighed ikke får aflad over for pædagoger og lærere. De er også på overarbejde i en ny situation med deres egen angst og bekymring. Grundlæggende har vi brug for tillid til os selv og hinanden.

Pædagoger og lærere får brug for vores taknemmelighed og anerkendelse over for det mod, de nu skal vise, når vi langsomt åbner op. Og de skal gerne have god adgang til hotlines med støtte og vejledning.

Vi har alle en kæmpe opgave i at berolige os selv og hinanden. Myndighederne må hjælpe med at berolige lærere, pædagoger og forældre – der må berolige børnene.

Læs mere på coronasmitte.dk