Vrede børn

”Din fucking idiot – jeg hader dig”. Ordene fyger gennem luften og rammer som slag. Døren smækker med et brag. Måske ryger der ovenikøbet en bog gennem rummet. Du vender rundt og går. Ked af det. Bange. Afmægtig. Følelserne overtager din krop, og tankerne myldrer frem: Hvordan kunne det komme dertil? Du bad jo bare om, at han slukkede sin playstation. Hvordan skal det gå mit barn, når han reagerer sådan? Fejler han noget? Har vi som forældre fejlet?

Dit barn kan være 7, 13 eller 16 år. Dreng eller pige. Ordene er måske forskellige og den fysiske voldsomhed varierende. Men kernen er den samme. Det er et typisk eksempel på et barn, der reagerer udadrettet med vrede og aggression. Ligesom så mange andre. Ifølge fagpersoner reagerer flere børn og unge med vrede, aggression og udadrettede handlinger, når livet bliver svært.

Både blandt forældre og professionelle hersker en udbredt forståelse af, at det ikke er godt at være vred eller udtrykke sig med vrede. Det betyder, at mange børn og unge tror, at følelsen er forkert. Men hvordan skal vi forstå vreden? Hvad er den et udtryk for, og hvad skal vi gøre med den? Det vil blive belyst i denne artikel.

Børns reaktioner og behov i skilsmisser

Problematiseringer af børn og unges vrede

Allerede fra børnehavealderen problematiseres børns vrede. Nogle børn reagerer voldsomt, pludseligt, umotiveret, uden grund og helt ude af proportioner, lyder det fra voksne. De kan gå fra 0-100 på ét sekund, og før man har set sig om, er situationen ude af kontrol. Det går ud over andre – både børn og voksne.

I skolelivet vokser udfordringerne for de vrede børn. Der er børn, der slår, sparker, spytter eller tager kvælertag på andre. Børn, der er flabede, forstyrrer, diskuterer og styrer undervisningen og børn, der i affekt langer ud efter deres lærer.

Forklaringsmodellerne fra børnehavealderen går igen. Det er børn, der uden grund og anledning gør ting, der går ud over andre og er helt ude af proportioner. Børn, der er uforståelige og uhåndterbare og børn, som ikke kan se deres egen andel, men altid synes, det er de andres skyld.

Mange af disse børn bliver ofte centrum for såkaldte klassemøder. Formålet kan være at lære dem, at de gør andre børn bange og bidrager dårligt til fællesskabet. Og de andre børn kan få mulighed for at fortælle om de tarvelige handlinger, de har været udsat for.

Børnenes forældre kan få beskeder i Aula. De kan få opringninger fra andre børns forældre, fordi deres børns vrede har haft konsekvenser for deres børn. Og andre børns forældre kan gå sammen for at protestere mod, at et barn med vrede reaktioner fortsætter i deres børns klasse.

I professionelle fællesskaber vil de vrede børn ofte blive drøftet. Tit tales der om, hvorvidt barnet mon får sat grænser derhjemme. Om hun får lov til at styre det hele. Om der er noget galt med barnet: Mangler han empati? Er hun ligeglad med konsekvenserne af sine handlinger? Har han psykopatiske træk?

Mange børn med vrede udtryksformer kommer i løbet af deres skoletid i berøring med specialindsatser: Særligt tilrettelagte tilbud på almenskoler, udredninger hos PPR og i psykiatrien, specialskoletilbud eller behandlingstilbud. Stadigt flere bliver anmeldt til politiet – både af andre forældre og professionelle. Også indskolingsbørn.

Når børnene bliver unge, kan de vrede udtryksformer stille sig i vejen for arbejde og uddannelse. Til tider vil vrede udtryksformer vise sig nyttige i forbindelse med kriminelle aktiviteter. Flere vil udvikle et forbrug – eller egentligt misbrug – af euforiserende stoffer. Der er intet som hash, der kan dæmpe en voldsom vrede, fortæller mange unge.

Nogle børn og unge reagerer primært, når de er ude – i skoler og daginstitution. Andre primært derhjemme. Ofte vil forældre bedre kunne forstå deres børns grunde til at blive vrede. Men også blandt forældre udfordrer vreden. Ingen bryder sig om at blive kaldt en fucking idiot, når man beder et barn om at slukke en playstation. Eller om at blive skubbet eller slået.

Det vil naturligt ramme forældres egne grænser og aktivere deres reaktion. Herefter følger ofte afmagt, hvor tanker og bekymringer kan komme væltende: Hvordan skal det gå mit barn, når hun reagerer på den måde?

Det kan være uhyre vanskeligt at vide, hvornår man gør noget værre, og hvornår man gør noget bedre. Og det kan være vanskeligt at finde ud af, hvordan man bedst hjælper sit vrede barn – selv for de bedste forældre.

Ofte bliver vi så optagede af, hvordan vi kan få vreden væk, at vi glemmer, at vreden er en både sund og naturlig følelse. Den er der af gode grunde. Også når den fylder meget og udtrykker sig problematisk. Det er ikke sygt at være vred.

Hvis vi ønsker at hjælpe vores barn til at få vreden til at fylde mindre og udtrykke sig mindre aggressivt, bliver vi nødt til at finde ud af, hvorfor den er der, og hvad den bidrager til i barnets liv.

Få trygge børn i en travl hverdag

Når sund vrede bliver problematisk

At nogle børn og unge udtrykker deres vrede oftere og mere problematisk end andre hænger blandt andet sammen med, at børn og unge har meget forskellige liv. Deres historier er forskellige, ligesom deres hverdagsliv er det.

Børn og unge med en nem og tryg opvækst udvikler som udgangspunkt en høj grad af tolerance over for livets omskiftelighed. De møder verden tillidsfuldt, er vant til at blive forstået og kan bevare roen, selv når bølgerne går højt. De har, hvad man med et teoretisk udtryk kalder, et bredt tolerancevindue.

Børn og unge med mere varierende erfaringer vil omvendt ofte have et mere snævert tolerancevindue. Eller en lavere stresstærskel. Der skal mindre til, før deres tolerancevindue overskrides.

Det kan være børn, der er for tidligt fødte. Børn, hvis forældre blev skilt og særligt børn, hvis forældre blev skilt på svære måder. Børn, som har oplevet sygdom, enten hos sig selv eller andre. Børn, der har været impliceret i uheld. Børn i svære familiedynamikker. Børn, der er fattige. Børn, der bliver slået eller krænket. Børn, der har det svært i skolen.

Når vores tolerancevindue overskrides, aktiveres vores overlevelsessystem. Børn og unge med snævre tolerancevinduer vil altså som udgangspunkt reagere hurtigere og kraftigere end børn og unge med brede tolerancevinduer. De bliver mere vrede, mere bange og mere afmægtige. Der skal mindre til. Det betyder, at det for eksempel kan være disse børn, der møder en ny vikar med skældsord og en udfordrende attitude.

Det bliver stressende for dem, og det udtrykker de på den måde. Man kunne ønske, at de kunne udtrykke sig med ord. Men de udtrykker det anderledes. De siger måske ”fuck dig” og overtager styringen i klassen. Men det er udtryk for præcis det samme.

Uagtet udtryksformen er der tale om stressbetingede beskyttelseshandlinger hos børnene eller de unge. I praksis er det desværre en udbredt tendens at tænke, at det er de vrede børn og unges skyld, at andre børn og unge reagerer – at de bliver bange og kede af det. Og at vikarer og andre voksne også bliver det.

Fordi vreden sætter så meget i gang og ofte går ud over andre, glemmer vi at vreden og dens udtryk også er en reaktion; at de vrede børn og unge reagerer på lige fod med dem, der bliver bange og kede af det. Fremfor omsorg møder vi dem med konsekvens: De skal stoppe nu af hensyn til deres omgivelser.

Måske kommer vi til at lægge noget af det ansvar, der hører til i de betingelser, vi giver børn og unge, hos de børn og unge, der reagerer udadrettet. Måske giver vi børnene og de unge ansvaret for at ændre på noget, som er de voksnes ansvar. Og måske er det med til at gøre det hele endnu værre.

Børn skal have et godt selvværd – ikke kun selvtillid

Truslen om social eksklusion

Ofte er de børn og unge, der reagerer med vrede, meget udsatte i deres relationer til andre – både børn og voksne. Ofte er deres kontakt til voksne kendetegnet af irettesættelser og disciplineringer: ”Lad være at slå.” ”Man må ikke bide andre børn.”

Vi vil gerne lære dem, at man ikke må være tarvelig over for andre. At man skal tage ansvar for sine handlinger. Og vise empati. En hyppig erfaring er dog, at hverken irettesættelser eller disciplineringer medfører de ønskede forandringer. Tværtimod. Det kan give anledning til frustration i forholdet mellem de vrede børn og unge og voksne.

I vores iver efter at lære disse børn og unge noget, glemmer vi ofte at vise dem den empati, vi efterlyser fra dem. Vi glemmer at vise dem, at vi godt kan forstå deres perspektiv i vores forsøg på at få dem til at tage andres perspektiv. Måske fordi vi faktisk ikke kan forstå det. Måske fordi vi kommer til at tolke deres hensigter bag de aggressive handlinger som onde eller dårlige.

Det betyder, at netop børn og unge, som udtrykker sig med vrede, voldsomhed og aggression er dem, som igennem deres opvækst møder allermindst empati, medfølelse og forståelse. Selv om de måske er dem, der har allermest brug for det. De bliver ofte mødt, spejlet og forstået forskelligt fra børn, som udtrykker deres følelser på andre måder.

De vrede børn, der spejler sig i voksnes fordømmelser, irettesættelser og vurderinger – lærer noget andet end børn, der møder omsorg, trøst og forståelse. Det giver sig selv. På den måde er vi selv med til at styrke de udfordringer, vi gerne så forsvinde.

Skam og forkerthed

Børn og unge, som udtrykker sig vredt, vildt og voldsomt er ofte også børn og unge, der skammer sig. Det er skamfuldt at være et menneske, der aldrig rigtig lykkes med at passe ind og høre til. Skamfuldt at være en, de voksne ikke forstår og synes om. En, de andre børn ikke vil lege med.

Nogle forskere kalder skammen for socialiseringens følelse. Det vil sige den følelse, der hjælper os med at mærke, når vi bliver for lidt eller for meget i forhold til de sociale fællesskaber, vi er del af. Den, der gør, at vi kan tilpasse os. Og vi har brug for at kunne tilpasse os, fordi vi som mennesker er sociale væsner. Det er helt grundlæggende for os.

Børn og unge, der reagerer udadrettet, lykkes sjældent med denne tilpasning. Når vi ikke lykkes, vokser skammen. Skammen følges med en følelse af at være forkert. Være familiens sorte får. Være den, som alle ønsker ud af klassen. Desværre får denne følelse af at være forkert ofte næring, fordi der faktisk er mange, som ville ønske de vrede, vilde og voldsomme børn og unge væk.

Når skammen får lov at vokse på daglig basis, vokser oftest også vredens uhensigtsmæssige udtryk. For behovet for at beskytte sig mod at være forkert bliver stadig større, og beskyttelsesstrategien er vreden.

At ændre vredens problematiske udtryk

Vi skal altså starte et helt andet sted end ved at regulere børn og unges vrede udtryksformer og adfærd, hvis vi vil have den til at fylde mindre. Vi skal have fat i deres erfaringer, samspilsmønstre, forkertheds- og skamfølelser og møde det hele med forståelse og omsorg, hvis vi vil ændre noget. Vi skal forstå og ikke vurdere.

1. Konkret kan vi starte med at sige til barnet eller den unge, at:

• Vreden er en normal følelse, som vi skal glæde os over at have. Den er god at have og kan meget, men kan somme tider udtrykke sig på uhensigtsmæssige måder
• Vi bliver også vrede (men udtrykker det måske anderledes)
• Der er altid gode grunde til, at vi gør, som vi gør (det er ikke det samme som at sige, det er en god idé)
• Vi vil gerne høre barnets eller den unges forståelse af, hvad der gik forud for en situation, hvor vreden kom til udtryk på uheldig vis (for at forstå hvordan den udadrettede reaktion var meningsfuld og hang sammen med det, der skete lige inden)

Herudover skal vi oplyse barnet eller den unge om, at voksne ikke altid er så gode til at forstå, at der ligger noget bag ved vrede udtryksformer, og det giver anledning til mange misforståelser, og at vi derfor godt kan forstå, hvis han eller hun føler sig misforstået.

2. Sammen med barnet eller den unge kan vi:

• Undersøge, hvad der trigger barnet eller den unges vrede (afvisninger, at blive holdt udenfor, negative vurderinger, nogle bestemte sætninger, at blive tillagt negative motiver)
• Undersøge, hvilke følelser der fylder barnet eller den unge – er det forkerthed? Uretfærdig behandling? At føle sig mindre elsket end sine søskende? Husk ikke at underkende følelsen. Og sig altid tak, fordi han eller hun havde tilliden til at dele den med os trods de dårlige erfaringer med at blive forstået børn med udadrettede reaktioner har.
• Lave en ordbog med gode oversættelser af det, de gør og siger: ”Fuck” betyder måske, at jeg lige nu føler mig som en taber, og det er rigtig svært for mig at mærke den følelse. ”Hævn” betyder måske, at jeg gerne vil opnå, at den anden mærker de samme følelser, som jeg har, så han kan forstå mig, og ”din fede luder” betyder måske, jeg er i tvivl, om du elsker mig.

Vi skylder børn og unge at tage dem alvorligt fremfor bogstaveligt. Og at vi deler resultaterne af disse undersøgelser med andre vigtige voksne.

Vi kan også hjælpe vores barn eller unge med at få ro på kroppen med massage, rolig musik, kropsscanninger og ved at regulere på skærmtid, sengetid og mad. Vi kan hjælpe ved at stå op for dem – tale deres perspektiv op over for andre – også selvom de synes, det er forkert. Og også selv om vi måske selv synes, det er forkert. Fordi de har brug for det. Fordi alle børn og unge har brug for det.

Men vigtigst af alt kan vi gøre alt for at drukne barnet eller den unge så meget som muligt i kærlighed. Og give udtryk for, at de er elsket også når de er vrede.

Tilknytning: Børn har brug for en tryg base