Tavshed er ikke samtykke: #MeToo i et psykologisk perspektiv
Hvordan kan psykologien forklare, hvorfor vi ikke altid siger fra, når vi oplever krænkelser?
Historier om krænkelser og seksuel chikane fylder igen i medierne. Det sker, efter at vi sidste år oplevede det, der blev beskrevet som anden bølge af #MeToo-bevægelsen i Danmark. Den blev skudt i gang af tv-vært Sofie Lindes afsløringer af egne oplevelser af sexchikane, som kom frem under ZULU Comedy Awards.
Den første bølge startede i USA, da skuespilleren Alyssa Milano foreslog, at alle kvinder, der havde oplevet seksuelle overgreb og chikane, skulle bruge hashtagget til at illustrere problemets egentlige omfang. Bølgen førte til afsløringer af bl.a. filmmanden Harvey Weinsteins omfattende, systematiske seksuelle overgreb og trusler mod kvinder i filmbranchen og blev et af de mest omdiskuterede emner i 2017/2018.
Det blev hjulpet godt på vej af reaktionerne imod indsættelsen af højesteretsdommer ved USA’s Højesteret, Brett Kavanaugh, hvor flere trådte frem og fortalte, at Kavanaugh havde udsat dem for seksuelle overgreb og krænkelser i universitetstiden. Og lydoptagelser, hvor den daværende amerikanske præsident pralede med sine erfaringer med at gribe kvinder ”by the pussy” uden modstand på grund af sin berømmelse og magt.
Herhjemme fik #MeToo i 2017 ikke samme gennemslagskraft, som den har fået nu. En undersøgelse af danske nyhedsmediers artikler om bevægelsen på sociale medier viste dengang, at langt de fleste havde en negativ vinkling.
Bekymringen og diskussionen handlede primært om den stigende krænkelseskultur – en betegnelse, der i Danmark primært bruges om en påstået krænkelsesparathed og altså ikke om den kultur, som #MeToo-bevægelsen forsøgte at afdække. Nemlig den kultur, der kunne findes på arbejdspladser, der lod til at se igennem fingre med og dækkede over seksualiserende trusler, magtmisbrug, chikane og krænkelser af underordnede.
Måske var det for langt væk fra os dengang. Måske var de mange udsagn fra kendte skuespillere i Hollywood for fjernt fra vores hverdag herhjemme. Men nu kom anden bølge brusende fra en kvinde i egen andedam, og så er det måske et godt tidspunkt at forholde sig til, hvad #MeToo ud fra en psykologisk vinkel betyder for os i Danmark.
Som psykologer har vi mødt mange mennesker med oplevelser af sexisme og chikane. Det specielle ved at høre om denne form for oplevelser er, at flere er usikre på, om der er sket et overgreb. Det er ikke usædvanligt at høre en beskrivelse af en krænkelse, hvor den, det er gået udover, føler sig medskyldig. Skammen over ikke at have fået sagt ordentligt fra og usikkerheden på egen rolle i det, der skete, fylder ofte meget. Hvordan kan det være? Det kan psykologien være med til at forklare.
Kæmp, flygt, frys eller berolig
Når mennesker bliver udsat for en trussel, går det autonome nervesystem i gang med et overlevelsesrespons, som på engelsk hedder fight, flight or freeze – på dansk kæmp, flygt eller frys.
Det er en automatisk fysiologisk stressreaktion, som aktiverer vores sympatiske nervesystem, når en situation vurderes som farlig. Vores måde at handle på kan være forskellig fra situation til situation alt afhængig af, hvordan vi og vores nervesystem vurderer faren.
Der er mange komponenter i spil, når nervesystemet tager over og vurderer, om det er mest hensigtsmæssigt at kæmpe, flygte eller fryse. Vi kan ikke selv bestemme, hvordan vi reagerer.
Det har både at gøre med vurderingen af trusselsniveauet, og om man tror, man har en chance for eksempelvis at kæmpe eller flygte. Det har også noget at gøre med afstanden til det farlige og ikke mindst de erfaringer, vi tidligere har med os fra lignende situationer.
Der er altså stor forskel på, hvordan vi reagerer på potentielt farlige situationer. Alligevel forestiller de fleste mennesker sig et overgreb eller seksuel krænkelse som noget, man vil kæmpe imod eller forsøge at flygte fra. I virkeligheden sker det tit, at personen, der bliver udsat for det, i stedet stivner eller fryser og går i det, man kalder overlevelsesmodus.
For at forstå denne mekanisme endnu bedre er der inden for arbejdet med seksuelle overgreb tilføjet et fjerde begreb, på engelsk ”appease”, der betyder at berolige eller mildne. Det er ligesom de andre reaktioner en overlevelsesmekanisme, der skal sørge for, at man kommer væk fra situationen med livet i behold.
Det vil sige, at man, når man bliver udsat for et overgreb, kan se ud til at gå med til noget, man i realiteten ikke har lyst til. Hvis man umiddelbart ingen udvej kan se, kan det føre til, at man forsøger at dæmpe truslen ved at mildne og konfliktnedtrappe for at komme ud af situationen.
Den nuancering er vigtig, fordi ikke alle kan genkende reaktionen af at stivne komplet – hvorimod de fleste forstår, at man prøver at berolige situationen, når alle alarmsignaler blinker.
Reaktion kan føre til skam
En stor fare ved denne reaktion er, at den eftergivende person, som endda kan virke imødekommende, bliver set som medskyldig. Hvis den udsatte person tier, kan tavsheden fortolkes som samtykke.
Den manglende forståelse for, hvilke reaktioner en krænkelse medfører hos personer, der føler sig truet – på deres fysiske, psykiske eller jobmæssige sikkerhed – er medvirkende til følelsen af skam og fornemmelsen af at være skyldig i en krænkelse.
Skamfølelsen kan forstærkes af den førnævnte dækning i medierne og de kommentarer, der nogle gange følger artiklerne. Personer, der først taler om en krænkelse uger, måneder eller endda år efter, det er sket, kan blive mistænkeliggjort.
Hvorfor sagde de ikke fra? Hvorfor fortæller de det nu, år efter? Hvorfor involvere pressen og ikke ens egen arbejdsplads? Personer, der træder frem med deres vidnesbyrd kan få en hård medfart. Det kan hænge sammen med, at man ikke forstår, hvorfor de ikke sagde fra i situationen eller gik direkte til myndigheder eller overordnede.
Skamfølelsen kan gøre krænkelsen svær at tale om. Og gøre det svært at rette vreden udad mod krænkeren eller mod et ønske om retfærdighed. Når man er i tvivl om sin egen rolle, medskyldighed og følelser om en given situation, fortsætter handlingslammelsen ofte flere år efter, at krænkelsen har fundet sted.
Vi skal kunne tale om krænkelser
Vi skal som samfund blive bedre til at tale om krænkelser på en konstruktiv måde. Det betyder, at det bør inkluderes i seksualundervisningen i skolerne, så unge bliver bedre til at tale om og forstå seksuelle grænser og samtykke. Og lære, at reaktioner kan være forskellige, og at ingen reaktioner er mere normale end andre.
Også voksne har brug for mere information og opdateret viden, da der fortsat eksisterer en myte om manden som seksuelt handlende og kvinden som passiv, der skal give efter eller modstå. Det kan positionere kvinden som medskyldig, hvis hun ikke får sagt tydeligt fra.
Når samfundet reagerer med mistro over for dem, der står frem, kan det udgøre en stor psykisk belastning hos nogle af dem, det er gået udover og fungere afskrækkende på andre, der fravælger at stå frem.
