Skilsmisse: Sådan hjælper du dit barn til en god jul
Julen er fuld af forventninger og traditioner. Efter en skilsmisse kan det være nødvendigt at gentænke nogle af dem for at komme godt igennem december. Læs her, hvad du kan gøre for at skabe en god jul for dit barn efter skilsmissen.
En skilsmisse er aldrig nogen let beslutning. Og omkring højtider som jul kan de svære følelser blive forstærkede. Som forælder ønsker man at give sit barn den bedst mulige jul i de nye rammer.
Samtidig er man ofte selv følelsesmæssigt belastet, og de bristede drømme bliver måske tydeligere midt i planlægningen af kalendergaver, juletræ og sociale arrangementer.
Det kan også være, man står over for at skulle holde sin første jul uden barnet.
December kan derfor være en svær tid for både børn og voksne, når en skilsmisse gør det nødvendigt at nytænke de traditioner, man havde skabt i familien.
Heldigvis kan man gøre meget for at give barnet en god jul, selvom det ikke bliver, som det plejer.
Forskel på skilsmisser
En skilsmisse vil ofte være forbundet med konflikter, men der er stor forskel på, hvor mange og hvor langvarige de er. Det samme gælder, hvor meget børnene er involverede i de voksnes følelser og svære livssituation. Der er også forskel på, hvordan skilsmissen ændrer barnets hverdag.
Nogle børn oplever kun mindre forandringer. De bliver måske boende samme sted med den ene forælder, mens den anden bor tæt på. Forældrene kan stadig tale sammen, og man kan mødes og spise sammen. Måske kan man endda holde jul sammen.
For andre børn er forandringerne store. Det kan være, at de skal flytte langt væk og møder nye kammerater. Det kan også være, at forældrene har svært ved at være sammen og samarbejde om børnenes hverdag og samværet.
Undgå at barnet kommer i klemme
Derfor er det svært at sige noget generelt om, hvordan man skaber nogle nye rammer for julen, der også fungerer i praksis. Vigtigt er det dog at prøve at arrangere julen, så barnet så vidt som muligt kan mærke, at begge forældre har det okay med den nye situation – også den, der ikke fejrer juleaften sammen med barnet.
Læs også: Børns reaktioner og behov i skilsmisser
Børn kommer nemt i klemme mellem deres forældre, fordi de føler en stærk loyalitet over for dem begge. Selv små børn på 2-3 år er optagede af, hvordan deres forældre har det. Det er de af flere grunde. Blandt andet fordi børn er helt afhængige af deres omsorgspersoner.
De vil derfor forsøge at hjælpe og understøtte forældrene så meget, de kan, så de voksne kan blive ved med at være de voksne og tage vare på deres forældreopgaver. Nogle gange er det svært at se, fordi et barn løser problemet ved at lede opmærksomheden over på sig selv. Det kan for eksempel være, at barnet får en uheldig eller konfliktskabende adfærd. På den måde bliver barnet familiens synlige problem.
Sæt ambitionsniveauet ned og skab overblik
Der er altså stor forskel på, hvordan julen opleves for børnene i en skilsmissefamilie alt efter, hvordan skilsmissen har påvirket deres hverdag generelt. Derfor er der også forskel på børnenes behov i juletiden.
Én ting har de fleste dog til fælles, og det er travlhed. Den bliver ikke mindre i en skilsmissefamilie, hvor begge forældre og to sæt bedsteforældre (som måske også er skilt) gerne vil lave noget særligt med børnene i løbet af december. Derudover kommer mange andre aktiviteter – juletræsfest, julemarked, juleklip i børnehaven, juleafslutning i skolen, julefrokoster, besøg hos familien i andre landsdele og så videre.
Selvom det er i bedste mening, kræver julen ofte noget særligt af os, og mange børn er allerede trætte længe før juleaften. De har ofte sovet for lidt gennem hele december, fordi de skal nå at se julekalender i TV om aftenen, og om morgenen skynder de sig ud af sengen for at åbne låger og julesokker.
Det vigtigt at have for øje, at børnene meget nemt får for mange aktiviteter og ikke får glæde af alt det, de voksne har arrangeret. Børnene har derfor brug for, at forældrene forsøger at begrænse mængden af aktiviteter, så det passer til børnenes og familiens kræfter – og ikke kun til alle vores gode intentioner.
Fokus på barnets behov efter en skilsmisse
Hvis man som forældre er uenige om, hvor børnene skal være, risikerer man at børnene kommer i klemme. I den situation er det vigtigt, at man holder fokus på børnenes behov. Det kan være nødvendigt at få hjælp udefra til at få fastlagt fordelingen af juledagene, hvis man ikke selv kan løse det.
Hvor skal barnet holde jul?
• Det er sjældent en god idé at spørge barnet, hvor det vil holde jul. Det kommer i en loyalitetskonflikt og vil ikke såre den ene forælder. Det er bedre at lytte til barnets ønsker, hvorefter forældrene tager beslutningen.• Mange børn er glade for at skifte mellem forældrene i et fast system, hvor alle kender mønsteret, og det fungerer uafhængigt af følelser og humør.
• Det kan være en god idé, at man som forældre koordinerer gaverne til børnene. Det er som regel ikke vigtigt for barnet, om de har kostet lige meget.
Det kan være hårdt at undvære sine børn i julen. Derudover kan de vanskelige følelser omkring skilsmissen blusse op. Både fordi man savner børnene, og fordi man måske har dårlig samvittighed, fordi julen ikke er som den plejer.
Tag hånd om dig selv
Her er det vigtigt at huske, at man hjælper børnene ved at minde sig selv om, at de har brug for begge deres forældre, og at man kan hygge sig med dem en anden dag. Juleaften finder man noget andet at lave og nogle andre at være sammen med.
Læs også: Sådan kommer du langt ned i gear i ferien
Det er vigtigt, at forældrene tager hånd om sig selv i tiden efter en skilsmisse. Måske særligt i forbindelse med højtider som jul.
Det kan for eksempel være en idé at søge hjælp eller finde andre voksne at støtte sig til. Det kan også være, man helst vil være alene hjemme og læse en god bog eller være frivillig et sted.
Hovedsagen er, at det er meget nemmere for børnene at slappe af og hygge sig, når de ved, at begge forældre har det fint med den måde, situationen er på.
Vis glæde på børnenes vegne
Uanset hvordan man samarbejder efter skilsmissen, er det vigtigt, at børnene tydeligt ved, hvor de skal være, og hvornår.
En anden ting, der gør det nemmere for børnene at slappe af og nyde julen, er, hvis man tydeligt udtrykker sin opbakning og glæde ved de aktiviteter, børnene har med den anden forælder – også en eventuel ny partner og dennes familie. Det kan være svært, men måske er det lettere, hvis man minder sig selv om, at man hjælper sit barn til en mere bekymringsfri jul.
I nogle familier kan et nyt fælles juleritual for den gamle kernefamilie være en god løsning. Det kan være, man begynder at mødes og spise risengrød sammen lillejuleaften, tager på julemarked eller bager småkager sammen.
Fælles jul er ikke altid den bedste løsning
Nogle fraskilte kan holde juleaften sammen. Hvis det virkelig er konfliktfrit, kan det være en god løsning.
Ofte vil det dog være sådan, at forældrenes adskilte liv gradvist fylder mere. Det kan gøre det svært at balancere en juleaften med sin tidligere svigerfamilie eller den nye partner og dennes børn og så videre, uden at børnene føler sig splittede: ”Er far egentlig okay med at se, hvor glad jeg blev for gaven fra mors nye kæreste?” ”Hvad synes mor mon om, at jeg godt kan lide at lege med mine papsøskende i fars nye familie?”
Så kan det være på tide at holde adskilte juleaftener for at mindske presset på børnene. En rolig aften uden begge forældre er bedre for børnene end en hektisk aften med alle, hvor børnene har alt for mange antenner ude for at holde øje med, om de voksne er okay.
Lyt til barnet, men tag ansvaret
Efterhånden som børnene bliver ældre, ændrer forholdene sig. For en teenager er situationen omkring en skilsmisse lidt anderledes end for en fireårig. En teenager er mindre afhængig af sine forældre. Hun eller han er på vej ud i et mere selvstændigt liv, hvor jævnaldrende bliver mere betydningsfulde.
Når forældrene er skilt, og der dermed ofte er flere familieforpligtelser i julen, har de unge brug for at kunne vælge mere selvstændigt. De har brug for at være med til at bestemme, hvor meget jul de vil være med til.
Der er uendeligt mange muligheder for at indrette julefejringen, så den passer til den enkelte skilsmissefamilies behov. Man kan fejre sammen eller hver for sig. Man kan aftale længere perioder uden skift mellem forældrene eller flere kortere samvær med hver af forældrene.
Først og fremmest er det vigtigt, at man som forældre gør sig umage med at skelne mellem børnenes behov og ønsker – og ens egne, bedsteforældres og nye partneres ønsker, forventninger og behov.