Sådan kommer du langt ned i gear i ferien

Sådan kommer du langt ned i gear i ferien

De fleste ser frem til ferie som en tid, hvor man skal slappe af og lade op. Vi vil gerne vende tilbage efter ferien med fornyet energi og mod på hverdagen. Men hvordan sikrer du dig, at ferien faktisk bliver en god og lang pause? Her får du en række råd til at holde ferie, så du kommer langt ned i gear.

Illustration: Artem Beliaikin | Unsplash
Illustration: Artem Beliaikin | Unsplash

Lav en gradvis overgang til ferie

Hvis du har travlt i din hverdag, er det en god ide at sørge for at geare gradvist ned til ferie. Det er urealistisk at leve et hektisk liv i hverdagen og så fra det ene øjeblik til det andet slappe helt af. Afsæt nogle timer i kalenderen op til ferien, så du giver dig selv tid og rum til at få afsluttet arbejdet ordentligt.

Løse ender arbejder videre i dit ubevidste sind. Lav en prioriteret liste over alle løse ender både arbejdsmæssigt og privat, så du kan parkere alle ufærdige gøremål. Begynd din ferie et par dage før, hvis du skal ud at rejse og tag et par dage, hvor der er god tid til at pakke og geare gradvist ned.

Hold den ferie, du har brug for

De fleste holder ferie for at få et afbræk i hverdagen og for at lade batterierne op. Det kan gøres på mange måder, og der findes ikke én ideel ferieform, men mange. Spørg dig selv, hvad du har brug for i ferien.

Læs også: Derfor er vores arbejde så vigtigt for vores identitet

Er det afslapning under sydens sol? Er det fællesskab på en højskole? Er det oplevelser i en storby? Er det fred og ro ude i den vilde natur? Er det ude eller hjemme? Er det genkendelighed i det samme sommerhus, eller er det nye eventyr? Har du brug for at planlægge alt, eller slapper du mere af ved at være spontan? Har du kun brug for ferie sammen med familien eller også et par dage alene?

Hold det enkelt og vær til stede

Har du børn, vil deres bedste ferieminder ofte være den tid, I brugte sammen om enkle aktiviteter. Et spil ludo eller en tur til søen med fiskenet. De små eventyr er ofte de bedste. Det samme gælder voksne. Nærvær, fællesskab og åbne sanser giver de bedste ferieminder og den største ro. Og er ganske gratis.

Hvis du søger nærvær og dyb ro i din ferie, er det en rejse ind i øjeblikket. Overvej derfor også en ekstra gang, om et roadtrip i Jylland er at foretrække frem for et i udlandet. Eller måske skal I bare campere i haven.

Nærvær blomstrer, når der er tid nok. Sæt uret på ferietid og øv dig i at være bevidst til stede i øjeblikket med de helt enkle ting. Når du drikker din morgenkaffe med bare tæer i det dugvåde græs. Når du lytter til bølgerne ved stranden. Når du dufter til en blomst, drikker et glas vin, holder din partner i hånden eller ser på dine børn, der leger.

Hold ferie fra digitale medier

Det kan være en særlig udfordring at værne din ferietid mod digital støj og stress, fordi den konstante strøm af nyheder, mails og opdateringer på sociale medier er allestedsnærværende. Og langt mere vanedannende, end vi er klar over og med skadelige konsekvenser for både fysisk og mentalt velvære.

Læs også: Tag styring over din telefon – 5 gode råd til at håndtere sociale medier

Hjernen er ikke skabt til mange timer foran små og store skærme. Vi har brug for digitale pauser, og rent psykologisk er det sundt for os at have mellemrum, hvor vi keder os og laver absolut ingenting. Derfor er det vigtigt at holde ferie helt uden at bruge tid foran computer, tablet eller mobil. Lad så vidt muligt alle skærme blive hjemme og sæt mobilen på lydløs. Gerne flere uger, og det gælder både børn og voksne.

Forventninger kan være forstadiet til skuffelse

Sørg for at afstemme forventninger, hvis I er flere, der skal på ferie sammen. Hvad har hvert enkelt familiemedlem brug for, og hvordan kan der blive plads til alles behov, og hvor må man gå på kompromis?

Og husk så, at en ferie ofte afspejler niveauet af trivsel i hverdagen. I en børnefamilie vil der altid være et naturligt niveau af konflikter og praktisk arbejde, som ikke forsvinder, bare fordi man er på ferie. Forvent heller ikke, at en ferie kan kompensere for problemer i parforholdet eller for en hverdag, der ikke hænger sammen.

Problemerne bliver ofte tydelige i en ferie. Det betyder ikke nødvendigvis, at I skal skilles, eller at der er noget i vejen med jeres børn. Brug det som en øjenåbner og motivation til at arbejde målrettet på at løse problemerne og prioritere anderledes i hverdagen. En god hverdag i et fornuftigt gear, hvor kærlige relationer er højeste prioritet, giver en god ferie, hvor du kan finde dyb ro og givende samvær.

En gradvis opstart

På samme vis som en gradvis overgang til ferie er det en god idé med en blød start efter ferien. Nogle bliver sygemeldt med stress efter sommerferien. Det kan der være mange årsager til – en af dem er måske, at vi kaster os ud i en alt for hektisk hverdag med det samme. Kom tilbage fra ferie midt i ugen. Afsæt tid i kalenderen til opstart, så du kan nå at danne dig overblik og prioritere.

Tag det lave gear fra ferien med dig ind i hverdagen. Man er mest effektiv i det lange løb, når man er fokuseret og afslappet.

Den bedste måde at sikre en ferie i lavt gear

Når alt kommer til alt, er det din evne til at være nærværende og finde ro i hverdagen, der afgør, om du finder ro ferier. Du skal levne dig selv tid og rum hver eneste dag til at finde dyb ro.

Stress bygger sig op over lang tid, og langtidsholdbar ro kræver en vedvarende indsats i hverdagen. Det kræver ikke ekstra tid, men prioritering af din egen og din families ro og velvære.

Original tekst af: Birgitte Sølvstein
Sidst opdateret: 30 december 2022

Læs også