Parforhold: Ret fokus mod dig selv og bevar kærligheden

Vi mødes og forelsker os i hinanden. Lysten til den anden er intakt, og velviljen til at komme hinanden i møde i et parforhold er stor.

Men sådan bliver det ikke altid ved. Det er svært at bevare et trygt, vitalt og udviklende parforhold på den lange bane. Faktisk stiger utilfredsheden i et forhold, gennemsnitligt betragtet, jo længere, det varer.

For hen ad vejen begynder forskellighederne at dukke op. Med dem følger konflikter og skænderier om børneopdragelse, økonomi, praktiske gøremål i hjemmet, forskellige interesser og mangel på lyst til samtale, samvær og sex.

Skilsmissestatistikken taler også sit eget tydelige sprog: Næsten halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse, viser tal fra Danmarks Statistik.

Den mest markante stigning i utilfredshed finder sted, når vi får børn. Her oplever mange par, at manglende tid, større pres i hverdagen og for lidt søvn skaber en stigende følelsesmæssig afstand i parforholdet.

Derfor er trivsel i forholdet vigtigt

For rigtig mange mennesker er det altså vanskeligt at bevare et trygt parforhold, som begge parter trives i. Og det er skidt. For trivsel i parforholdet har afgørende betydning for vores psykiske og fysiske helbred.

Faktisk har et sundt og trygt parforhold større betydning for vores livskvalitet end andre centrale områder af vores tilværelse, som for eksempel arbejde, økonomi, venner og fysisk helbred.

Læs mere: Når vi bliver forældre, kommer vores parforhold under pres

Har man børn, er trivslen i parforholdet også meget vigtig. Børn mistrives, hvis deres forældre har mange og destruktive konflikter. Konflikter og problemer er ikke i sig selv et onde. Men udvikler der sig destruktive mønstre i måden, man i parforholdet går til konflikterne og problemerne på, så kan det blive svært for både børn og voksne i familien at trives.

Grunden til, at det har så stor betydning for individet og hele familien, når forældrene mistrives, handler om tilknytning. Den voksne parrelation er nemlig kendetegnet ved at være en tilknytningsrelation.

Det handler om tilknytning

Når et barn bliver født, er det afhængig af omsorgsgivernes evne til at give kontakt og nærvær. Det lille barn kan ganske enkelt ikke overleve og udvikle sig normalt uden kontakt til et andet menneske.

Det har brug for at indgå i en tryg tilknytningsrelation. Hvis relationen er kendetegnet ved, at forældrene er forudsigelige, tydelige og følelsesmæssigt tilgængelige, så har barnet de bedste betingelser for at udvikle sig normalt.

I voksenlivet erstatter den voksne parrelation på mange afgørende måder forælder-barn relationen. Det vil sige, at vi som voksne fortsat har brug for at indgå i en relation til et andet menneske, der er forudsigeligt, tydeligt og følelsesmæssigt tilgængelig for os.

Vi har brug for at vide, at der er et andet menneske på denne jord, der ønsker at være der for os, når vi har brug for det. Vi har behov for at høre til og være elsket som dem, vi gerne vil være. Det behov længes de fleste af os efter at få opfyldt i en ligeværdig parrelation.

Bevægelsen mellem afstand og kontakt

Hvis parrelationen er kendetegnet ved at være tryg, kan vi bedre sætte hinanden fri. Vi kan lege og lære ude i verden, fordi vi i bund og grund ved, at hvis vi falder og slår os, så er der en, som er der for os.

Vi kan ikke være der for hinanden hele tiden, men vi har brug for at være så tilpas tætte på hinanden, at vi ved, hvornår vores partner har særligt brug for os.

Det betyder ikke, at der ikke er skuffelser, afstand og smerte i forholdet. Vi kommer nogle gange til at såre hinanden, eller gøre hinanden kede af det. Det er uundgåeligt. Og det er denne bevægelse mellem afstand og kontakt, vi som par har brug for at lære.

Læs mere: Sex er meget mere end samleje og evnen til at få en orgasme

Man kan sammenligne det med en kompliceret dans, som kræver træning, men som samtidig er en nødvendig dans i det langvarige parforhold. Derfor må vi øve os på den hele livet. Og vi må hver især lære at rumme en vis portion uro, nervøsitet og spænding i de perioder, hvor kontakten til vores partner er mindre.

Det afgørende er, at vi i vores parrelation kender vejen tilbage til hinanden. Og at vi har måder og steder, vi kan tanke op sammen, så vi genetablerer kontakten.

Nærhed har betydning for vores blik på vores partner

Hvis ikke vi mestrer denne bevægelse eller dans, kan vi som par ryge ind i nogle svære samspilsmønstre, som overordnet set er kendetegnet ved tab af kontakt.

Når man oplever, at den følelsesmæssige kontakt bliver mindre i et parforhold, gør det ofte, at man også begynder at tage mere afstand fra hinanden.

Samtidig kan man være mindre motiveret til at nærme sig den anden igen. Det kommer ofte til udtryk ved et skift i opfattelsen af vores partner, fra at han eller hun vil os det godt og har gode intentioner – til at den anden ikke vil os det godt og har negative intentioner.

Et eksempel: Vores partner kommer for sent hjem fra arbejde. I en periode, kendetegnet ved nærvær og kontakt, vil vi tænke, at vores partner har meget travlt og svært ved at nå sine arbejdsopgaver, men gerne vil hjem til os og gør alt for at komme til det.

I en periode, kendetegnet ved lav eller ingen kontakt, vil fortællingen i stedet lyde: han eller hun tænker ikke på os, men kun på sit arbejde og prioriterer dårligt. Hvis han eller hun virkelig ville, kunne det godt lade sig gøre at komme tidligere hjem.

Lyst og ulyst

Lyst er for mange par ikke noget problem i begyndelsen af parrelationen. Her er der oftest lyst til sex, kærtegn og fysisk berøring. Lyst til at lege og udforske. Lyst til at lære den anden at kende gennem oplevelser og samtaler.

Denne fase kalder vi oftest forelskelsesfasen. Den er betinget af biokemiske stoffer i hjernen, og varer for de fleste par ikke mere end 1-1,5 år. Derefter klinger den af, og vi kan ikke længere regne med lysten i vores langvarige parrelation. Lysten svigter ganske enkelt. Og hvad gør vi så?

Lyst handler om noget, man selv gerne vil. Noget, der motiverer. Noget, der er glædesfyldt og umiddelbart. Det er dejligt at mærke lyst i kroppen og i sindet. Det er meningsfyldt og føles godt. Vi vil gerne have mere lyst og mærke mere af det. Det er vitaliserende og livgivende.

Tag ansvar for din manglende lyst – og få den igen

Men når man ikke mærker lyst – eller mærker decideret ulyst – hvad gør man så med det? Handler man så også på det og trækker sig væk fra sin partner? Eller kan man tage ansvar for den manglende lyst og udforske, hvad man kan gøre for at få mere lyst?

Hvis vi bliver fanget ind i en forståelse af, at det er vores partner, der er årsagen til den manglende lyst, så er det let at glide ind i en passiv afventende rolle, hvor man venter på, hvornår lysten igen dumper ned i turbanen.

Hvis vi i stedet tænker lyst som en størrelse, vi selv kan skrue op og ned for, eller som noget, vi som individer har en indvirkning på, så kan vi handle på vores manglende lyst uafhængigt af vores partner.

Man kan for eksempel gå på opdagelse i, hvad der giver én lyst til samvær, samtaler, nærvær og sex. Mærker man mere lyst, hvis:

• Man har haft tid til sig selv?
• Man har sovet nok?
• Man går i bad?
• Hjemmet er ryddeligt?
• Man har løbet en tur?
• Man har spist sund mad?
• Og så videre.

Man skal vælge kontakten

Kontakten imellem os og vores partner kan beskrives som et følelsesmæssigt bånd. Når det følelsesmæssige bånd i et parforhold kendetegnes ved nærvær, fysisk og følelsesmæssig intimitet, fællesskab og dialog, så oplever man en stærk og tryg kontakt.

Det styrker også kontakten, når begge parter tager ansvar for, hvordan deres adfærd påvirker den anden – for det giver en gensidig oplevelse af, at den anden har blik for og ønske om at ville én det godt.

For mange par er det overkommeligt at arbejde på at bevare kontakten, hvis den er intakt. Der er motivation, lyst og vilje til det.

Det kan være noget mere uoverkommeligt, hvis kontakten er blevet slidt ned gennem længere tid og er blevet erstattet af en oplevelse af afstand.

Her kan man ikke regne med lysten til at gå den anden i møde. I stedet bliver man nødt til at vælge at gøre noget, fordi man mener, det er vigtigt. Det er ganske enkelt for sårbart at vente på, at lysten til at gå den anden i møde kommer ud af det blå.

Den langvarige parrelation kendetegnes nemlig ikke ved stabil lyst over tid. Den er i stedet kendetegnet ved, at man i sin bevidsthed ved, at der er noget, der er betydningsfuldt. Og at man derfor er villig til at gøre noget. Også selvom at man ikke mærker lysten lige nu og her.

Skab ritualer for nærhed i dit parforhold

Det er en udbredt misforståelse, at det vellykkede parforhold ikke kræver vedligeholdelse. Sandheden er, at par, som lykkes med at klare den på den lange bane, har forstået, at det kræver noget at være sammen og har skabt ritualer for følelsesmæssig nærhed.

Det kan for eksempel være:

• At spørge ind til hinandens indre verdener på daglig basis
• At kigge hinanden i øjnene dagligt
• At sørge for at kysse hinanden og røre ved hinanden på daglig basis
• At lægge mærke til det, den anden gør
• At sige søde ting til hinanden
• At tage en fridag sammen ind i mellem
• At have steder at tage hen, der er vitaliserende: et sommerhus, et kursus, en gåtur i naturen
• At udvikle sexlivet og også her krydre den naturligt nedadgående lyst med viljen til at (gen)udforske hinanden
• Og så videre.

En dårlig udvikling kan vendes til en god

Nogle par er derudover gode til at udvikle deres egne individuelle interesser, uden at det medfører intimitetstab. For nogle par medvirker individuelle interesser til at styrke den gensidige interesse og opmærksomhed på hinanden.

Det positive budskab er, at det er muligt at udvikle sig selv og parforholdet. Vi kan lære nyt om os selv og hinanden. En svær udvikling kan vendes.

Det kræver en aktiv indsats, og at man som par og individer fjerner sig fra en ide om, at det kommer af sig selv. I stedet kræver det arbejde. Og i perioder måske hårdt arbejde.

Fire gode råd til at pleje dit parforhold

• Forebyg afstand

Gør noget i tide! Betragt parrelationen som arbejde. Ligesom du forebygger huller i tænderne og fysisk sygdom ved sund livsstil, kan du forebygge afstand i parrelationen. Hav fokus på, hvordan du på daglig eller ugentlig basis kan tage aktivt ansvar for jeres fælles foretagende: parrelationen. Gør det til en vane for eksempel årligt at søge inspiration og viden om, hvordan I kan sikre jer, at I vedligeholder og udvikler jeres parrelation.

• Ret fokus mod dig selv

I stedet for at være optaget af, hvordan din partner kan handle anderledes, så vær optaget af, hvad du selv kan gøre. Hvordan du kan tage ansvar for at bevare jeres følelsesmæssige intimitet og kontakt. Vores måder at reagere negativt på vores partner, handler i bund og grund om vores eget indre liv og meget lidt om vores partner. Find modet til at kigge indad i stedet for at skyde skylden over på din partner.

• Tag ansvar

Vær optaget af, hvordan du får dig selv engageret i din partner og forholdet. Læg ikke ansvaret for det over på din partner. Spørg dig selv: Hvad skal der til for, at jeg er til stede? Hvad skal der til for, at jeg har det godt? Hvad skal der til for, at jeg har lyst til nærvær, intimitet og sex? Kan jeg selv gøre noget for at skrue op for dette?

• Træn ’dansen’

Hvil i, at problemer eller vanskeligheder er almindelige i langvarige parforhold og ikke nødvendigvis udtryk for, at du og din partner er et dårligt match. Men vær samtidig opmærksom på at træne den dans, der handler om, at I skal kunne finde hinanden igen efter uenigheder, så I ikke over tid opbygger en højere og højere mur mellem jer. Søg eventuelt hjælp til dette, hvis muren allerede er høj.