Myten om den perfekte forælder

I vores del af verden hersker nogle bestemte idealer for forældreskabet. Vi er underlagt en slags perfekthedskultur, hvor alt bliver sammenlignet, målt og vejet. Hvor vi gerne skal være perfekte for at være gode nok. Det gælder i samfundet generelt og i forhold til forældreskabet specifikt.

Allerede fra det øjeblik kvinden bliver gravid, sætter vurderingskulturen ind. Og det forstærkes, når barnet kommer. Barnet bliver vurderet alle steder. Ligger hun rigtigt på vækstkurverne, udvikler han sig normalt, hvordan klarer hun sig motorisk og sprogligt? Det fortsætter i daginstitutionerne og skolen. Er han foran eller bagefter?

Vi glemmer, at barnet har værdi i sig selv. Det bliver nærmest en konkurrence, hvor vinderne er dem med et normalt barn, der har let ved at tilpasse sig og gerne er lidt foran i udviklingen. Det kan være svært ikke at blive påvirket af vurderingerne. Og at undgå at tage dem som en indirekte indikation af vores evner som forældre.

Slået ud af kurs

En del kvinder bliver slået ud af kurs i mødet med forældreskabet. Som selv forholdsvis ny mor forstår jeg dem godt. Det er vildt at blive forældre for første gang. Et kontroltab. Fyldt med blandende følelser og usikkerhed.

Vores samfund eller kultur spiller en afgørende rolle for, hvorfor nogle kvinder oplever det mere svært end andre at blive forældre. Vores tids idealer for forældreskabet er for eksempel en vigtig parameter, når vi skal forstå udviklingen af en fødselsdepression.

I vores tids perfekthedskultur hersker myten om det perfekte forældreskab, og den myte spænder ben for mange nye mødre. Den gør det uendeligt svært at tale om, hvordan vi virkelig har det.

I stedet forskanser vi os bag polerede facader, der ikke afslører problemer og udfordringer. På de sociale medier opstår en slags facadernes skueplads, hvor vi bombarderes med billeder, der opretholder myten om det perfekte forældreskab.

Det perfekte forældreskab

På de sociale medier består illusionen om det hyggelige barselsliv med overskud og uden større bekymringer. Livet med et lille barn er fyldt med hyggelige slentreture med barnevognen og caffe latte. Barnet er smukt, sundt, velklædt og smilende. Mor ser veludhvilet ud med lækkert hår og make up.

Hun har stadig overskud til at være noget for sin kæreste og den veninde, der har problemer på jobbet. Hun kan stadig lige bage en omgang boller. Hendes liv har ikke forandret sig stort, og sønnike er nem at tage med rundt. I det perfekte forældreskab hersker ro og ordentlighed.

Det virkelige forældreskab

Den virkelige verden ser ofte anderledes ud. Alt er nyt og anderledes og fyldt med blandede følelser. Og tvivl. Måske har man fået et barn, der har svært ved at falde til i verden og græder meget. Måske følger ens barn ikke vækstkurverne, eller det udvikler sig anderledes end de andre børn i mødregruppen.

Langt de fleste mødre er udfordrede af dårlig søvn og uforudsigelige dage, hvor der er mindre overskud både til en selv og ens nærmeste. Mange har svært ved at amme og kæmper med skyldfølelse, hvis det ikke lykkes.

En barnevognstur kan være en stressende affære med et barn, der ikke kan finde ro – og en cafe latte, der ender som pletter på trøjen. I det virkelige forældreskab hersker uforudsigelighed og kaos.

Ensomheden rammer

Mange nye forældre bliver grebet af ensomhed og mangel på fællesskab, som sætter dybe spor. For nogle lykkes det at bryde med ensomheden i mødregruppen, men ofte er det ikke tilfældet. Det kan være rigtig svært at være den, der ærligt fortæller om det hårde. Om ensomheden og ansvaret.

For vi lever i tid, hvor ansvaret for omsorgen for barnet er blevet individualiseret. Og hvor tanker som: “Hvis ikke jeg kan det hele selv, har jeg fejlet,” kan gøre det svært at bede om hjælp. Det er blevet et tabu for individet i stedet for et kollektivt ansvar, når det er hårdt at være familie.

Når vi føler os alene og ikke får mulighed for at tale om det naturlige og svære, er vi i langt højere risiko for at blive overbelastede. Og det giver fødselsdepressioner og fødselsreaktioner alt for gode vækstbetingelser.

Slip perfektionismen

Det er naturligvis forskelligt, hvordan vi hver især håndterer at blive forældre. Hvad vi har brug for afhænger af, hvem vi er, og hvilken historie vi har. Men der er en tendens til, at tidens ideal om det perfekte forældreskab rammer os hårdere, hvis det kolliderer med vores personlige fortælling om at præstere, sammenligne og gøre det godt.

Hvis vi altid har bokset med perfektionisme, bliver det forstærket, når vi bliver forældre. Men det er umuligt at leve op til det perfekte. Det er som at løbe et maraton, hvor målstregen hele tiden flytter sig længere væk. Lige meget hvor hurtigt vi løber.

For mange af os er netop forældreskabet måske det, der skal til, for at vi kan holde op med at løbe. Stoppe op og give slip på myten om det perfekte. Blæse det et stykke og begynde at holde af os selv præcis som vi er med alle vores fejl og al vores utilstrækkelighed.

Lad os aflive myten

Lad os aflive myten om det perfekte i fællesskab og blive enige om, at der skal være plads til det hele. Også det, der er svært. Lad os kæmpe for et fællesskab, hvor vi ikke skal klare det hele selv, men hjælper hinanden. Hvor der ikke er noget galt med os, hvis vi synes, at det er hårdt at blive mor eller far.

Et fællesskab, hvor vi ikke behøver at sige, at det går okay, hvis vi ikke synes det. Hvor vi ikke behøver at gøre en masse for at være gode nok, men hvor vores tilstedeværelse er nok. Et fællesskab uden præstationspres, hvor vi kan få lov til bare at være.

Læs også

• Den gode nok forælder
• Skal man lade sit barn græde ved sengetid?