Styrk dit selvværd: Bliv ven med din indre kritiker

Et godt selvværd er med til at give en en grundlæggende tro på, at man er god nok, som man er. Mange kæmper i varierende grad med den modsatte følelse, og har på et tidspunkt i livet lært at bekræfte sig selv i, at det er rigtigt. Selvom det ikke passer.

Vi snakker hele tiden med os selv i tankerne, og for mange er den indre dialog overvejende selvkritisk. Det er skadeligt for selvværdet, og derfor kan man med fordel gøre noget ved den måde, man taler med sig selv på. Det kræver øvelse, men det kan godt lade sig gøre.

Vores tanker kan ændres ved en bevidst handling. Man kan lytte til dem og beslutte, om man gerne vil tænke de tanker, som automatisk dukker op i hovedet, eller om man hellere skal prøve at sætte andre tanker i gang.

Erstat kritik med tilgivelse

Hvis man for eksempel har glemt at give børnene idrætstøj med i skole, kan man, hvis man er for selvkritisk, tænke: ”Jeg er da bare et fjols, at jeg glemte at give mine børn idrætstøj med i dag.”

Faktuelt er det selvfølgelig ikke godt at glemme det, men børnene klarer sig sikkert fint en enkelt gang uden idræt eller med noget andet tøj på.

Derfor kan man med fordel prøve at erstatte de selvkritiske tanker. I stedet kan man øve sig i at tænke: ”Nå, ja det er ærgerligt, det må jeg huske næste gang. Jeg kan skrive en seddel eller lade telefonen bippe.”

Jo hurtigere man tilgiver sig selv, jo hurtigere er man videre i livet. Og ikke mindst kommer man videre med sit selvværd intakt.

Dit selvværd tager skade af konstant skældud

Mange har rigtig svært ved at komme videre fra en forglemmelse eller en fejl. Har man det sådan, bliver man typisk ved med at skælde sig selv ud i tankerne.

I eksemplet med det glemte idrætstøj kunne fortsættelsen lyde:

”Hvordan kunne du glemme det?” ”Du er en dårlig mor/far, at du ikke en gang kan huske det idrætstøj.” ”Hvordan kan man overhovedet betragtes som ansvarlig voksen, når sådan noget går galt.” ”Det er bare så for dårligt.” Og så videre.

Jo længere tid man skælder sig selv ud inde i hovedet, jo værre får man det, og jo mere lider ens selvværd. Ofte ryger det ud af proportioner, så man får det til at handle om hele ens ”forfærdelige” personlighed.

Den indre kritiker bliver ofte skabt i barndommen

Den indre stemme, som har svært ved at stoppe med at skælde ud, kunne man kalde ”den indre kritiker”. Meget tyder på, at alle har den, men at det er forskelligt, hvor meget den fylder. Årsagerne til at den dukker op, kan man ofte finde i opvæksten.

Læs også: Børn skal have et godt selvværd – ikke kun selvtillid

Forældre gør, hvad de kan ud fra de forudsætninger de har, og hvor bevidste de er i forhold til deres forældrerolle. Men selv med de bedste intentioner kommer man som forældre oftere med kritik i opdragelsen end med positive anvisninger. Og typisk har ens egne forældre gjort det samme. Det er en af de ting, der kan skabe grobund for ‘den indre kritiker’, altså den indre kritiske stemme, som kan opstå af forskellige årsager:

Eksempelvis:

• Man har haft ydre kritikere – forældre, søskende, kammerater, pædagoger og så videre

• Man har haft selvkritiske forældre, der har nedgjort sig selv verbalt. Der er en risiko for, at man vil kopiere den uhensigtsmæssige strategi over for sig selv

• Man har haft for stort ansvar for tidligt. For eksempel ved at være den ansvarlige storesøster/-bror, ville være lige så god som storesøster/-bror, blive pauseklovn for at undgå forældrenes skænderi eller dårlige stemning og så videre.

Disse årsager kan gøre, at man udvikler en indre stemme, som holder en på ‘rette sti’. Man holder øje med sig selv i forhold til, om man nu husker at stille skoene på plads, siger tak for mad, sidder stille ved bordet og så videre. Ens selvkritik er altså en slags indre opdragelse, som er et spejl af den ydre.

Sig ’tak for hjælpen’, når den indre kritiker skælder ud

Når man siger ”tak for hjælpen”, er det ikke selve kritikken, man takker for. Man takker for intentionen bag. Nemlig intentionen om at man skal blive så god som muligt.

Den indre kritiske del, tror stadig naivt, at den gamle opdragelsesmetode virker over for en selv. Man ved godt, at anerkendelse virker meget bedre overfor andre, altså på det ydre plan. Men det er ikke kun på det ydre plan, at det virker bedst. Det gør det også over for en selv på det indre.

Den indre kritiker er ofte et spejl af ens opvækst. Hvis man gerne vil ændre sin ”indre opdragelse”, skal man derfor bryde mønsteret, og snakke meget pænere til sig selv.

For at kunne bryde det indre ’skældud-mønster’, har man brug for mindst tre nye strategier overfor sig selv:

• At man giver sig selv accept: ”Du er god nok, som du er”
• At man giver sig selv anerkendelse: ”Du gør det så godt, du kan”
• At man giver sig selv medfølelse: ”Det er ok at sige fra/stå af/lave fejl”.

Man kan langsomt og med øvelse begynde at ændre den indre skældud til en indre anerkendende dialog, hvor man træner sig selv i dagligt at give anerkendelse til den, man er, i stedet for det, man gør.

Gode råd til at standse den indre skældud

Man skal give sig selv accept, som man vil give andre accept af, hvem de er som personer med de kvaliteter og skavanker, de nu engang har. Og jo hurtigere man tilgiver sig selv, når noget ikke går helt som det skal, jo hurtigere kan man komme tilbage på det accepterende spor overfor sig selv.

Følgende øvelser kan være gode, når du arbejder på at give den indre kritiker mindre plads og styrke dit selvværd:

• Hold øje med dig selv og dine indre tanker, når du skal præstere noget på arbejdet, studiet eller hjemme, så den indre kritiker ikke vågner. Den vil automatisk begynde at snakke, fordi dens ’opgave’ er startet med pligter og præstation (opdragelse)
• Prøv at takke dig selv for alt det, du har præsteret ind til nu. Du skal stadig præstere og nu med anerkendelse, positive motivationer, og på en måde så du stadig passer på dig selv
• Øv dig i at gøre mere af lyst. Giv dig selv noget omsorg, gør tingene på din måde, når du kan
• Prøv at ændre den gamle sætning: ”Du skal yde, før du kan nyde” til: ”Du skal nyde, før du kan yde”. Giv dig selv plads til ro, fordybelse og egenomsorg. Du har brug for at bygge dig selv op med restitution, før du kan yde optimalt. Det gælder ikke kun for vores krop, men også for vores sind.